Velkommen til endnu en omgang ugentlige streaming-anbefalinger, denne gang på tærsklen til årets første sommermåned.
Vejret viser sig i disse dage fra sin bedste side, men kendere af den danske sommer vil vide, at der hurtigt kan blive behov for at bevæge sig inden døre. Heldigvis er de kommende syv dage fyldt med spændende serier, underholdende tv-programmer og nervepirrende kampe i sportens verden.
Vi skal blandt andet se dokumentarer om kendte mennesker, et spinoff af en storhyldet sci-fi-serie og spritnye krimiserier.
Gone

Britiske krimi- og dramaserier plejer at gå rigtig godt på DR, og nu kommer der en helt ny titel til samlingen med masser af medvind fra hjemlandet. ”Det mest medrivende drama, vi kommer til at se i år,” skrev avisen The Guardian måske en anelse præmaturt i sin anmeldelse, men ’Gone’ ser altså lovende ud.
Skoleinspektøren Michaels kone, musiklæreren Sarah, forsvinder fra parrets hjem, og han melder hende savnet dagen efter. Kriminalassistenten Annie sættes på sagen, men hun undrer sig over, hvor upåvirket Michael umiddelbart er. Sagen tager en dyster drejning, og skjulte hemmeligheder kommer op til overfladen.
Seriens skaber George Kay har tidligere stået bag Netflix-serierne ’Lupin’ og ’Criminal’ samt ’Hijack’ med Idris Elba i hovedrollen, så han har fuldstændig styr på at sammensætte en spændingsmættet handling.
’Gone’ kan ses nu på DRTV.
Star City

Tidligere i år kørte sci-fi-serien ’For All Mankind’ med sin femte og afsluttende sæson, hvor der blev bundet en sløjfe på historien om en alternativ virkelighed for rumkapløbet. Vores anmelder har kaldt den ”en af de mest gennemførte science fiction-serier nogensinde”, og nu er der gode nyheder til fans af det kontrafaktiske univers.
’Star City’ er nemlig en spinoff-serie, hvor man også følger rumkapløbet, men denne gang fra Sovjetunionens perspektiv. Serien starter i 1969 og følger astronauterne, ingeniørerne og efterretningsofficererne, der satte alt på spil i månekapløbet. Det ser voldsomt medrivende ud.
Og skal vi lige vaje med danskerflaget, så er det værd at nævne, at David Dencik – selvfølgelig, fristes man til at sige – medvirker som russisk embedsmand. Han har tidligere spillet russere i så store titler som Bond-filmen ’No Time to Die’ og HBO-serien ’Chernobyl’, så danskeren kan vel nærmest snart ansøge om statsborgerskab.
’Star City’ har premiere i dag fredag på Apple TV.
Propeller One-Way Night Coach

John Travolta blev for nylig hyldet med en æres-Guldpalme på filmfestivalen i Cannes, hvor skuespilleren havde verdenspremiere på sin instruktørdebut med det knap så mundrette navn ’Propeller One-Way Night Coach’.
Filmen er baseret på Travoltas bog af samme navn, hvor han kaster sig ud i en lovprisning af luftfartens magiske univers. Historien foregår i 1962 og handler om otteårige Jeff, der som vaskeægte flyentusiast kommer på sit livs eventyr, da hans mor tager ham med på en flyvetur tværs over USA.
Det er efter sigende en lille og ganske sød fortælling, hvor John Travolta selv spiller en rolle som pilot, mens hans datter Ella Bleu Travolta er med som en af de charmerende stewardesser.
’Propeller One-Way Night Coach’ kan ses nu på Apple TV.
Rafa

Der kan være forskellige holdninger til, hvem historiens bedste tennisspiller er, men ingen kan være uenige i, at Rafael Nadal hører til i toppen af ketchersportens panteon.
Den venstrehåndede spanier debuterede i starten af 00’erne som purung spiller, der blev kendt som en ukuelig fighter med en sejrsvilje ulig nogen anden. Gennem karrieren mødte han et hav af gange formidable modstandere som Roger Federer og Novak Djokovic, og både venner og modstandere er med til at tegne et portræt af Nadal i Netflix-serien ’Rafa’.
Den viser over fire afsnit nedslag fra hele Rafael Nadals liv med et særligt fokus på kampen mod hans hårdeste modstander: hans egen krop. Det tager nemlig hårdt på fysikken at dyrke sport på eliteplan, og med hidtil usete optagelser skildrer dokumentaren en sportsmands liv.
’Rafa’ kan ses nu på Netflix.
Champions League-finale

Engelske Arsenal møder franske PSG i årets største fodboldkamp på klubplan. De to hold har vundet deres respektive hjemlige ligaer, så det kan blive en helt igennem fænomenal sæson for klubben, der lykkes med at sikre sig trofæet med de store ører, som Champions League-pokalen bliver kaldt.
På papiret er stjernespækkede PSG favoritter, men denne skribent håber i sit stille sind på en sejr til Arsenal. Mens det altid er sjovere at gå med en underdog, er det også bare en grundlæggende bedre fortælling, hvis den evige toer lykkes med at gå hele vejen.
Vi kan også lave tricket med at tage danskerbrillen på igen. Mens Arsenal næppe kan kaldes en danskerklub, har holdet gennem tiderne dog haft folk som Nicklas Bendtner og John “Faxe” Jensen på holdkortet. Og selv om han ikke får så mange minutter på banen, spiller Christian Nørgaard jo for Arsenal og kan dermed sikre sig karrierens største triumf.
Champions League-finalen kan ses 30. maj på Viaplay.
Trioen

Kærligheden gør ondt. Det er en sandhed, som er blevet dyrket i alt fra victorianske romaner til alskens fængende popsange. De romantiske forviklinger er både saftige og stikkende i den svenske dramaserie ’Trioen’.
Her bliver en midaldrende mand opsøgt af datteren til sine to bedste venner, som han delte en vild ungdom med. Der var sex og uforløste følelser på kryds og tværs, og gennem lidenskabelige flashbacks ser vi, hvordan forelskelse og jalousi løber i en konstant strøm mellem det unge trekløver.
Serien er baseret på Johanna Hedmans populære bogforlæg, mens den selvudnævnte trio spilles af en flok unge talenter. Og så har den tysk-svenske prins August Wittgenstein rollen som den ældre udgave af et af trekløverets medlemmer, så det bliver endda en smule royalt undervejs.
’Trioen’ får premiere 1. juni på SkyShowtime.
Vi drukner i rod

Mange familier kan nok genkende følelsen af, at der er mere rod end orden i det lille hjem, når hverdagen hærger. Det er dog kun i de hårdeste tilfælde, at man nærmest drukner i rod, og så er der heldigvis hjælp at hente, hvis man har mod på at lade et kamerahold fra TV 2 følge med i oprydningen.
I femte sæson kommer vi landet rundt til en række familier, som alle har tabt kampen mod rodet af forskellige årsager. Fælles for dem er dog, at de har svært ved at overskue at få styr på dagligdagen, fordi det hele flyder omkring dem.
Sara Lygum, kendt fra ’Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed’, har overtaget værtsrollen efter Lene Beier, mens der også er kommet nye oprydningseksperter til. Den tidligere ’Sommerdrømme’-vinder Lambang Arianto og snedkeren Mia Topp skal hjælpe otte familier med at få styr på rodet.
’Vi drukner i rod’ sæson 5 får premiere 1. juni på TV 2 og TV 2 Play.
Det store søslag

’Balladen om kolonihaven’ og ’Slaget om Tisvilde’ viste med al (u)ønskelig tydelighed, at nabostrider hersker i bedste velgående i vores ellers så harmoniske og idylliske land. Nu er kampen så rykket til havs.
’Det store søslag’ handler om en af Danmarks mest forbitrede naturkonflikter. Danmarks største kunstige sø, Tange Sø, har gennem 30 år fået sindene i kog i det midtjyske. Naturforkæmpere og lystfiskere vil have søen fjernet og Gudenåen genskabt, mens tusindvis af lokale kæmper for at bevare det landskab, de elsker.
Et dokumentarhold fra TV 2 har fulgt konflikten i et afgørende år, hvor der fra politisk hold blev sat en deadline for beslutningen om søens fortsatte eksistens. Det ligner en interessant diskussion, hvor vi skal snakke om, hvad natur egentlig er, og hvor meget mennesker skal have at sige i bevaringen af den.
’Det store søslag’ får premiere 2. juni på TV 2 og TV 2 Play.
Michael Jackson: The Verdict

Han er uomtvisteligt en af de største musikere nogensinde, men der har nærmest alle dage også hængt en mørk skygge over Michael Jackson. Popstjernen blev parallelt med sin musikalske succes anklaget for brutale overgreb på børn, men blev aldrig fundet skyldig ved en domstol.
I kølvandet på biografsuccesen ’Michael’, der skildrer sangerens liv uden at forholde sig til beskyldningerne, kommer nu en dokumentar med fokus på det retslige opgør. I modsætning til den stærkt kritiske ’Leaving Neverland’, hvor angivelige ofre fortalte om Jacksons overgreb, har vi med ’Michael Jackson: The Verdict’ at gøre med en mere nøgtern udrulning af sagens akter.
Det ville være skønt, hvis hele verden en gang for alle kunne få den fulde sandhed at kende. Man kan dog godt frygte, at den for altid vil forblive i skyggerne.
’Michael Jackson: The Verdict’ kan ses 3. juni på Netflix.
The Witness

En ung mor blev i 1992 myrdet koldblodigt i fuldt dagslys i et af Londons pænere kvarterer. Kvinden hed Rachel Nickell, og hendes blot toårige søn var det eneste vidne til forbrydelsen, som blev efterforsket i 16 år, før retfærdigheden skete fyldest.
’The Witness’ dramatiserer de makabre hændelser i en serie, hvor fokus er på Nickells efterladte, som skal klare sig selv og forsøge at komme videre. Faren Alex Hanscombe og sønnen André kæmper med sorg, mediebevågenhed og en lettere desperat politiefterforskning.
Samme dag som premieren på ’The Witness’ udgiver Netflix også dokumentaren ’The Murder of Rachel Nickell’. Her kan man gennem arkivmateriale og interviews med familiemedlemmer komme tættere på virkelighedens sag, hvor en uskyldig mand blev dømt, før den rigtige morder blev fundet.
’The Witness’ kan ses 4. juni på Netflix.
