Professionelle kokke giver mig storhedsvanvid i køkkenet
Min kære kollega Nina gav TV 2’s ”Alle elsker Rasmus” en ordentlig tur i går, så af hensyn til den journalistiske balance må jeg hellere slå fast, at ikke alt, hvad der kommer ud af TV 2, er noget bras. For ‘100 knive’ er faktisk fremragende fjernsyn. Den nye Masterchef-agtige satsning har indtaget pladsen efter ‘Vild med dans’, og jeg sidder med sitrende fingre og ser professionelle kokke kæmpe for deres videre liv i konkurrencen. Når programmet er slut, googler jeg fine dining for beginners og planlægger parmiddage derhjemme, så vennerne kan se mine nyerhvervede skills i aktion. Om dét projekt ender godt, må tiden vise. Indtil videre er mine ambitioner i hvert fald vokset hurtigere end mine evner. Det her er markant bedre fredagsunderholdning end ‘Vild med dans’. Og er det egentlig ikke også federe, at vi diskuterer saucer og japanske knivteknikker frem for, om en tidligere håndboldspiller havde styr på sin cha-cha-cha? For helt ærligt. Hvem fik nogensinde lyst til at gå til latin efter en fredag aften foran tv’et?

Bogormenes årlige pilgrimsrejse til Amager
Der er noget ret vidunderligt (læs: analogt) ved tanken om, at titusindvis af danskere frivilligt tager turen til Bella Center i København for at høre mennesker tale om bøger. Og det er præcis, hvad der sker i denne weekend, når Bogforum igen samler landets læseheste og bogorme. Du kan høre Emma Holten tale om klimakrisen, møde Hella Joof og Stine Pilgaard eller få serveret samfundssatire af Kirsten Birgit. Og skulle bøgerne ikke være nok, er der sågar en madscene med Michelin-kokke. Lørdag er allerede udsolgt, men der er stadig billetter til fredag og søndag. Så grib en ven, din kæreste eller tag afsted alene. Du kommer nok ikke tomhændet hjem.

Prisvindende lyd til små ører
Jeg har ikke selv børn endnu. Til gengæld har jeg efterhånden anbefalet HULiGENNEM til så mange venner og familiemedlemmer, at man skulle tro, jeg fik provision. Det gør jeg ikke. Men jeg får noget, der næsten er bedre: Anerkendelsen, når folk vender tilbage og fortæller, at jeg havde ret. Findes der egentlig noget bedre end at høre ordene: ”Du havde sgu ret. Det var en god anbefaling”? Det skulle da lige være at få det at vide af en international jury.
HULiGENNEM er Heartbeats’ søstermedie, så selvfølgelig kan man anklage mig for at være inhabil. Men når de inden for den seneste måned både har vundet Prix Europa og fire priser ved Prix Audio, er det heldigvis ikke kun mig, der synes, de er dygtige. Så hvis du gerne vil give børnene et alternativ til techgiganternes algoritmer og lade dem lytte til originale, gennemarbejdede lydfortællinger, er HULiGENNEM et virkelig godt sted at starte.
Billigt i biffen
Jeg går alt for sjældent i biografen. Og det skyldes faktisk ikke, at jeg ikke elsker det. Det er bare blevet hamrende dyrt. Start med billetten, så den store cola og popcornene, som naturligvis ikke er obligatoriske, men som jeg alligevel ser som en helt ufravigelig del af biografoplevelsen. Pludselig har man brugt en mindre formue på to timers underholdning. Men 70 kroner? Det kan jeg lige klare. Søndag den 1. november er det Den Store Biografdag hos Nordisk Film Biografer, hvor du kan komme i biografen for 70 kroner. Du kan eksempelvis holde øje med Løvehjerte, der havde premiere i går. Eller bliv inspireret af vores artikel om de film, du skal se i biografen i november. Selv hvis der ikke er noget på plakaten, du er fuldstændig solgt på, er det så ikke også bare dejligt at sidde i mørket, lægge telefonen væk og lade sig opsluge af en film? Det er søndag, og det er november. Du har næppe noget bedre at tage dig til.

Ugens afbefaling: Kan vi snart skrue ned for Halloween?
Er det bare mig, eller bliver der skruet mere og mere op for Halloween hvert eneste år? Vi må efterhånden være fuldstændig på niveau med amerikanerne. Græskar, skeletter, kunstigt spindelvæv og børn, der kræver slik af fremmede mennesker. Selv min vaskekælder er blevet indtaget af uhyggen. Forleden blev der i vores beboergruppe på Facebook annonceret Halloween i vaskekælderen. Flere beboere var hurtigt på banen for at høre, præcis hvornår de uhyggelige indslag ville finde sted. Jeg har en mistanke om, at det ikke var, fordi de ville sikre sig en plads til (u)hyggen. Måske ville de bare gerne vaske deres tøj i fred?
Og så er der hele forbrugsfesten. Kostumer, plastikpynt, slik i industrielle mængder og alt det andet skrammel, vi køber til en enkelt aften, før det ryger tilbage i kælderen – eller værre endnu: ud i skraldespanden. Det er næsten imponerende, hvor meget vi kan få ud af en højtid, der ikke er vores egen. Jeg ved godt, at børnene elsker det. Og de skal selvfølgelig have lov til at få deres slik. Men jeg afbefaler Halloween. Tag til Bogforum. Se ‘100 knive’. Gå i biografen. Eller sæt HULiGENNEM på til børnene. Og lad mig vaske mit tøj i fred.

LÆS OGSÅ:
