Årets første sommermåned kommer forhåbentlig til at byde på masser af sol og dejligt vejr. Men der er heldigvis også meget at søge ind i biografmørket efter, hvis temperaturerne ikke kalder på strandtur helt endnu.
I juni kan man blandt andet opleve en af verdens største nulevende filmskaberes nyeste udforskning af liv i rummet, et dansk drama om ægteskabelig bølgegang midt i en sexskandale og genkomsten af historiens mest populære animerede legetøjsfigurer.
Der er nok at give sig i kast med, så læs med her for at se, hvilke film du skal bruge krudt på at se i biografen denne måned.
Marianne Daithfull: Broken English
Rockikonet Marianne Faithfull døde 30. januar 2025, men inden da nåede hun at medvirke i en rørende hyldestfilm, der er et værdigt punktum for et overmåde fascinerende liv.
’Marianne Faithfull: Broken English’ er lavet af instruktørparret bag den overvældende dokumentar ’Nick Cave: 20.000 dage på jorden’. De bruger samme eksperimenterende metode til at komme helt tæt på et menneske, som gennem seks årtier var på en rejse gennem musik, berømmelse og kunstnerisk fornyelse.
Trods hendes meritter som både sanger og skuespiller blev hun ofte blot degraderet til Mick Jaggers ekskæreste i de kulørte blade. I filmen mødes hun med skuespillerne Tilda Swinton og George MacKay samt vennen og kollegaen Nick Cave, og de hjælper alle med at tegne et portræt af et ekstraordinært menneske.
’Marianne Faithfull: Broken English’ kan ses i biograferne fra 4. juni.
Pigen uden navn
Den bedste franske debutfilm i 2025 – som ’Pigen uden navn’ blev kåret til af mediet Paris Match – kommer nu i danske biografer.
Filmen handler om Marion og hendes lillesøster Jeanne, der i barndommen bliver viklet ind i en traumatisk hændelse under et slagsmål mellem deres mor og hendes voldelige kæreste. Efterfølgende flytter Marion med sin biologiske far til Bruxelles og får en ny identitet, men 15 år senere finder hun Jeanne på internettet og opsøger hende.
Lillesøsteren kan dog ikke genkende sin storesøster, så Marion præsenterer sig under et andet navn og forsøger at lære Jeanne at kende igen. Det er et psykologisk og følelsesladet drama om familie og fortidens skygger.
’Pigen uden navn’ kan ses i biograferne fra 4. juni.
Disclosure Day
Steven Spielberg kunne nemt læne sig tilbage og hvile på laurbærrene vel vidende, at han med sine film allerede har skrevet sig ind i historien som en af de bedste instruktører nogensinde.
Heldigvis for os andre har den 79-årige amerikaner stadig lyst til at berige verden med sine fantasifulde fortællinger. Denne sommer er han aktuel med, hvad der ligner en af hans mest ambitiøse film i nyere tid, når han tager tilbage til den sci-fi-genre, hvor han har skabt mesterværker som ’E.T.’ og ’Nærkontakt af tredje grad’.
’Disclosure Day’ har længe været omgærdet af mystik, men i promoveringen lover filmen, at sandheden vil komme frem. Den sandhed handler øjensynligt om, at vi ikke er alene i universet, men præcis hvordan rumvæsner går rundt blandt os, må vi vente i spænding med at finde ud af.
’Disclosure Day’ kan ses i biograferne fra 10. juni.
Miroirs no. 3
Er det altid bedst at kende sandheden, eller vil man nogle gange helst leve i lykkelig uvidenhed? Det svære spørgsmål stiller ’Miroirs no. 3’ med sin medrivende fortælling.
Tyske Christian Petzold er som manden bag blandt andet ’Barbara’, ’Phoenix’ og ’Rød himmel’ en af europæisk films mest stabilt interessante filmskabere. Denne gang har han igen slået sig sammen med skuespilleren Paula Beer, der i rollen som Laura mirakuløst overlever en bilulykke under en weekendtur på landet.
En ældre kvinde tager Laura til sig og forsøger at skabe noget, der ligner familieidyl, men hemmelighederne kribler langsomt frem. Der er dømt elegant kammerspil om sorg og sorgbearbejdelse i filmen, der uden tvivl graver sig dybt ned i følelsesregistret.
’Miroirs no. 3’ kan ses i biograferne fra 11. juni.
Vores løfte
Et pars liv bliver vendt på hovedet, da manden anklages for seksuelt magtmisbrug i sin tid som svømmetræner. Hvor godt kender de to egentlig hinanden, når det kommer frem, at en mørk skygge har ligget på lur i hele deres forhold?
Danica Curcic og Lars Ranthe spillede over for hinanden som et hovedrigt og temmelig usympatisk ægtepar i Netflix-serien ’Reservatet’. De to er nogle af landets bedste skuespillere lige nu, så det bliver spændende at se dem gestalte et andet ægtepar, der kæmper med nogle andre, men lige så store problemer.
Filmen er skrevet og instrueret af Pernille Fischer Christensen, der tidligere har stået bag slående dramaer som ’Unge Astrid’ og ’En familie’. Hendes nye film ligner en intens fortælling om både eviggyldige og stærkt aktuelle problemstillinger.
’Vores løfte’ kan ses i biograferne fra 18. juni.
Toy Story 5
Flere generationer af børn og barnlige sjæle er vokset op med de elskelige figurer i Pixars forrygende filmserie ’Toy Story’. Den første kom for over 30 år siden i 1995, men Woody, Buzz Lightyear og de andre sjove stykker legetøj har vist sig mere eller mindre udødelige.
I den nye ’Toy Story 5’ står legetøjet dog over for en drabelig modstander i form af noget så uhyggeligt som en iPad. Det er et temmelig genialt træk at lade det fantasifulde univers forholde sig til den digitale udvikling, mens vi i virkelighedens verden diskuterer kunstig intelligens og vores børns skærmtid.
Det ligner en film, som både børn og voksne vil have stor glæde ved at se. Som et af filmhistoriens bedste værker om venskab kan man aldrig få for meget ’Toy Story’.
’Toy Story 5’ kan ses i biograferne fra 18. juni.
En skønne dag
På overfladen ligner ’En skønne dag’ et fransk drama som så mange andre. Kokken Cécile skal til at åbne sin egen restaurant i Paris, men da hendes far bliver syg, rejser hun hjem til den lille barndomsby for at være hos ham.
Det lille komediedrama er dog noget så friskt og energisk som en feelgoodmusical, hvor musikken strømmer ud, og personerne af og til synger og danser. Sammen med de sprudlende farver er det lige til at blive i godt humør af historien om en kvinde, der på vej mod 40 genopdager kærligheden fra ungdomsårene.
’En skønne dag’ var åbningsfilm på Cannes-festivalen i 2025 og begejstrede anmelderne med sin charme, humor og tankevækkende nyfortolkning af musicalklichéer.
’En skønne dag’ kan ses i biograferne fra 18. juni.
The Death of Robin Hood
Historierne om Robin Hood er alle løgn. Han var ikke en helt, men et monster. Mytologien om bueskytten fra Sherwoodskoven får sig noget af en omskrivning i det brutale drama ’The Death of Robin Hood’.
Her spiller Hugh Jackman den sagnomspundne fredløse som en ældre mand, der er plaget efter et liv fyldt med vold og død. Han ser en sidste mulighed for frelse i mødet med en mystisk kvinde, men er det muligt at lægge så blodig en fortid bag sig?
Jodie Comer, Bill Skarsgård, Murray Bartlett og Noah Jupe medvirker også i filmen, der er instrueret af Michael Sarnoski, som brød igennem med kompromisløse ’Pig’ i 2021.
’The Death of Robin Hood’ kan ses i biograferne fra 18. juni.
Jackass: Best and Last
“Der er gået 25 år, og vi har ikke lært noget som helst.” Sådan siger en hvidhåret Johnny Knoxville i traileren til ’Jackass: Best and Last’, hvor de medvirkende i en række halsbrækkende stunts efterhånden er blevet nogle ældre gutter.
Heldigvis er de ikke blevet klogere med alderen, så vi andre kan stadig grine ad og med dem, når de slår sig til plukfisk i en stribe tossede situationer. Den nye film bliver promoveret som den sidste af slagsen og fremstår da også som en slags svanesang.
Her er nemlig optagelser fra nogle af de bedste optrin, som gruppen har lavet gennem årene, men også en masse nye og gakkede af slagsen. Robotten Larry træder ind i billedet og giver Johnny Knoxville et slag i kuglerne, mens Steve-O får en prostataundersøgelse. Det er så dumt og så sjovt.
’Jackass: Best and Last’ kan ses i biograferne fra 25. juni.
Couture – Modens skjulte tråde
Angelina Jolie kan bære en film med sin blotte tilstedeværelse, men i ’Couture – Modens skjulte tråde’ er hun del af et kvindeligt trekløver, hvis liv fletter sig sammen under Paris Fashion Week.
Superstjernen spiller den amerikanske filminstruktør Maxine, der skal lave en film under modeugen, men bliver ramt af en livstruende sygdom. Imens kæmper en ung afrikansk model med at finde sig til rette i den barske verden, hvor konstant usikkerhed er en livsbetingelse. Endelig giver en fransk makeupartist et andet glimt af skyggerne bag catwalken.
Franske Alice Winocour har lavet betagende film som ’Proxima’ og ’Gensyn med Paris’, og instruktøren har i forbindelse med sin nye film taget et omfattende kig bag kulisserne i modehuset Chanel. Det skulle skabe et sjældent autentisk indblik i modeverdenens maskinrum.
’Couture – Modens skjulte tråde’ kan ses i biograferne fra 25. juni.
