En aften da jeg var 6-7 år, og min mor skulle putte mig, spurgte jeg hende, hvorfor jeg ikke havde nogle søskende.
”Det har du da også”, svarede hun. ”Du har en storesøster, som hedder Ruth og bor på et aflastningshjem for multihandicappede børn. Hun kommer her hver onsdag, efter du er blevet lagt i seng, og så kører far og jeg en tur op og ned ad villavejen med hende i kørestolen”.
Det er den slags vittighed, som man kun kunne slippe afsted med at lave i 1990’erne. Jeg vidste godt, at min mor lavede sjov. Men alligevel tænkte jeg ofte efterfølgende på min multihandicappede fantasisøster Ruth, når jeg blev lagt i seng og lå alene og så op mod rullegardinet, der blev svagt oplyst af gadelygten ude fra vejen. Det var som om, der var en form for trøst i, at hun trillede rundt derude.
Det er svært at sige, hvad der kom først for mig: Ønsket om at have en bror eller søster, eller opmærksomheden omkring at det var mærkeligt, at jeg ikke havde nogen. Det var i hvert fald ikke noget, jeg kan huske, at jeg tænkte specielt meget over, da jeg gik i børnehave. Enebarn er noget, man bliver over tid.
I dag er jeg et 30 år gammelt enebarn, der stadig oplever, at der er et rigtigt og et forkert svar på det ja/nej-spørgsmål, som jeg bliver stillet, når jeg møder nye mennesker: Har du nogle søskende?
Når jeg svarer nej, så reagerer folk typisk på to forskellige måder. Enten med et overrasket og nærmest medfølende ”nå?!” – eller med den langt mere enerverende ”det kan man ikke mærke på dig”. Hvad er det for nogle ‘enebarnsagtige’-tendenser, at folk forventer, at jeg skulle demonstrere? Det lader i hvert fald ikke til at være udpræget positive karaktertræk, som folk med søskende tillægger enebørn.
Det værste er, når jeg bliver spurgt ind til, hvorfor jeg ikke har søskende. Det er ikke, fordi jeg har en eller anden dyb og traumatiseret uvilje mod at tale om det, men for mig er det et meget stort spørgsmål med et ekstremt intimt svar – og jeg synes ikke, at jeg skylder nogen en forklaring. Da jeg var barn, følte jeg ofte, at jeg skulle forsvare mine forældre. Det værste ville jo være, hvis de havde valgt ikke at få flere børn.
Jeg husker engang, hvor jeg var hjemme og spise hos en klassekammerat. Hendes forældre spurgte mig, om jeg ikke snart skulle have nogle søskende.
”Mine forældre prøver og prøver, men der sker ikke noget”, svarede jeg opgivende.
Først begyndte min venindes storebror at fnise, og selvom forældrene bad ham stoppe, kunne de til sidst ikke selv lade være med at grine. Jeg kunne ikke forstå, hvad det var, der var så sjovt, og det gjorde mig usikker. I dag kan jeg godt se, at det må have lydt komisk. Men for mig var det ikke en joke.
Det var et oprigtigt barnesvar, der handlede om endeløse fertilitetsbehandlinger, akupunktur, adoptionsmøder, frustrationer, overvejelser og sorg, spontane aborter, fostre der sad forkert, alle de gange jeg blev hentet i fritidshjemmet af min far, der så helt forvildet ud i ansigtet og havde den der voksenfrygt i sit kropssprog, fordi min mor var blevet indlagt.
Jeg var det eneste enebarn i min folkeskoleklasse. I min gymnasieklasse var vi to. Gennem hele min opvækst har jeg følt det som et særpræg, og jeg har altid været ret bevidst om, at jeg ikke måtte fylde for meget. Det kunne falde tilbage på mine forældre, hvis jeg opførte mig ‘for enebarnsagtigt’.
“Typisk enebarn”, snerrede hun
På fritidshjemmet var der en pædagog, der skældte mig ud, hvis jeg førte mig for meget frem: ”Du lader ikke de andre børn komme til. Man kan hele tiden høre dig. Typisk enebarn”, snerrede hun.
Jeg sagde aldrig noget om det derhjemme. Det var min veninde, der på et tidspunkt kom til at sige det til sine forældre:
”Christine må aldrig sige noget henne på fritidshjemmet for Helle”. Hendes forældre sagde det videre til mine, og jeg husker det som om, at Helle blev flyttet til en anden stue kort tid efter. Men på det tidspunkt havde jeg allerede i lang tid tænkt, at hun havde ret. At jeg var nødt til at være så god som muligt. Lidt bedre end alle andre. Hvis jeg kom til at tale meget, hvilket skete flere gange hver dag, så havde jeg dårlig samvittighed og skammede mig. Det gør jeg stadig. Det er så nemt at træde ved siden af, fylde rummet ud, tale for højt, sige for meget.
Der er jo det ved det, at jeg har fået meget opmærksomhed. Der var ikke andre børn derhjemme at dele den med. Mine forældre har altid lyttet til mig, når jeg sagde noget, og det var svært for mig at forstå, at alle de andre voksne ikke bare lyttede, når jeg åbnede munden. Det betyder stadig enormt meget for mig i dag. Anerkendelsen. At folk kan lide mig og synes, at det, jeg har på hjerte, er noget værd. Jeg er nødt til at være vigtig for nogen for at bevise for verden, og mig selv, at jeg ikke er en ensom og egoistisk særling. Stort ego, lavt selvværd. Men mig bekendt er det ikke et kompleks, som enebørn alene lider under.
Da jeg var barn, blev jeg altid irriteret, når de voksne eller mine klassekammerater sagde til mig, at enebørn var forkælede. Jeg gik på en folkeskole i Gentofte, hvor der var masser af familier, der havde meget mere end min. Flere børn, flere penge. Det smarteste tøj, de nye Disney-film, Spice Girls-kortene, Didl-dukkerne i Kingsize.
Men de havde selvfølgelig ret. Jeg var forkælet. Mine forældres valuta var deres opmærksomhed, og jeg havde det store dankort. Men mine forældre og jeg var et trekløver, et partnerskab, hvor vi mødtes et sted på midten. Der var ikke en børneverden og en voksenverden, der var bare os tre. De havde deres voksne samtaler, som var åbne for mig at deltage i, hvis jeg havde lyst. Det var dem, der valgte filmen. Vi tog på museum. Der var aldrig en børnemenu.
Jeg blev et gammelklogt barn med et vanvittigt ordforråd. Jeg var sarkastisk, jeg var ikke kræsen, jeg kunne underholde mig selv i timevis, og jeg havde en vanvittig fantasi. Jeg tror, det er ting, der kom sig af, at jeg spejlede mig i de voksne i højere grad end i mine jævnaldrende.
Jeg var også sart. Jeg kunne ikke finde ud af at konkurrere og hadede at spille kort- eller brætspil. Det gør jeg stadig. Jeg er heller ikke god til at blive drillet. Jeg tager mig selv ret alvorligt. Det er noget, jeg arbejder på. Jeg er ikke perfekt, men det har jeg heller aldrig behøvet at være. Det er bare fedt, at jeg findes.
Værn mod ensomhed
For nyligt mødtes jeg med en tidligere kollega. Vi sniksnakkede og catchede up på hinandens liv, og hun fortalte mig, at hun og hendes kæreste overvejer at få et barn til, fordi de synes, det ville være synd for deres søn, at han skal ”være alene”. Det provokerede mig helt vildt, fordi det prikker til den der gamle antagelse, jeg ofte møder: At der kun er negative konsekvenser forbundet med ikke at have nogle søskende.
”Der er også mange gode ting ved at være enebarn”, sagde jeg insisterende.
”Fedt, hvilke”, spurgte min tidligere kollega, der ikke lod til at være helt afklaret med, om hun egentlig havde lyst til at få flere børn.
Jeg hev hele smøren frem. Om hvor tæt jeg er på mine forældre. Om hvor selvstændig man bliver. God til at være alene, god til at dyrke tætte forbindelser.
Men på cyklen på vej hjem tænkte jeg, at det jo i virkeligheden ikke kan gøres op i fordele og ulemper. Det handler om forældrene. Det er det, de voksne gør, når du er barn, som former dig. Det at have søskende er ikke et værn mod ensomhed eller en udpræget dårlig personlighed. Tiden har vist mig, at mine venner ikke nødvendigvis har et tæt forhold til deres søskende i dag, bare fordi de har dem. Det, jeg er træt af, er generaliseringerne, fordommene og den der underlige ynk. For mig når det nogenlunde det samme niveau af mytologisering som den popkulturelle, tidstypiske Instagram-shaming af alle, der er født i skorpionens tegn.
Jeg har aldrig været i tvivl om, at mine forældre gerne ville have haft flere børn. Det var en skuffelse og en sorg for dem, og også for mig, at det ikke lykkedes. En sorg, som er blevet mindre og nemmere at håndtere, men som vi stadig bærer med os i lommen. Men selvom den sorg har været der for mine forældre, så har jeg aldrig følt, at den skyldtes, at jeg ikke var nok for dem. Jeg synes, de har gjort det skidegodt. Det eneste, jeg med sikkerhed kan sige, at jeg hader ved at være enebarn, det er, at jeg en dag kommer til at stå alene med tabet af dem. Så mister jeg vidnerne til min barndom og bliver den eneste, der ved, hvem de var som forældre. Det er ubærligt, men jeg vil ikke være den første i universet, der går igennem det.
Ruth er stadig en tilbagevendende figur mellem mig og mine forældre. Nogle gange kan jeg finde på at spørge over søndagsmiddagen, hvordan det går med Ruth. Det gjorde jeg forleden, mens min kæreste var med på besøg hos mine forældre, og han så lidt perpleks ud, mens mine forældre grinede ned i deres rødvinsglas.
Min kæreste siger, at han gerne vil have to børn, mindst. Men jeg har sagt til ham, at vi starter med at prøve at lave ét en dag og ser, hvordan det går.
Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️
