Engang bildte jeg mig ind, ung og uprøvet, som jeg var, at lykken ventede på mig derude. At den stod med målflag og åbne arme på den anden side af en veloverstået eksamen. At følelsen af fuldendthed ville svøbe sig om mig, når jeg fik drømmejobbet, og at økonomisk frihed vitterligt ville sætte mig fri. Jeg troede også, at når først jeg sad med et barn, siden to, i mine moderlige arme, så havde jeg styret mit liv sikkert ind på lykkens landingsbane, og jeg kunne spendere resten af mine dage med et saligt drag om munden.
Og lykken – eller i hvert fald reminiscenser af den – kom. Det gjorde den bestemt, en tiltrængt og forventet belønning efter en målrettet indsats. Men den blev sjældent hængende ret længe. Før jeg fik set mig om, havde den forskanset sig bag endnu en udfordring, endnu et mål og stod og fristede med guld og grønne skove og de bedste intentioner for min fremtid.
Den har nok at lokke med, lykken. Naboens græs, der altid er lidt grønnere, lidt mere velfriseret, blødere. Lederstillingen for enden af karrierestigen, hvor magt og indflydelse og flere slanter på kontoen er dagens løn, og let omsættelig prestige den årlige bonus. Ønskebarnet, der med sin blotte eksistens vil give livet ægte mening og fuldende tilværelsen. Huset ved havet, hvor roen kun forstyrres af bølgerne i brændingen, og teen drikkes i eftertænksomme slurke, mens klitroserne fylder luften med duften af lykke. Og så er der de færre kilo, de større muskler, den glattere hud, se det er lykken!
Men det er blændværk, og vi ved det jo godt. I hvert fald når vi ad erfaringens bumlede vej tilstrækkelig mange gange har oplevet at stå med en medalje og en lidt flad fornemmelse i målområdet. Lykkerusen fordamper, og det bliver hverdag igen.
Djævlens advokat vil måske indvende, at det såkaldte hedonistiske paradoks – altså idéen om, at den evindelige jagt på lykke og nydelse ender i tomhed og i værste fald ulykke, når vi når målet – er om ikke alle moderne individers, så i hvert fald de privilegeredes forbandelse. Og der er måske noget om det.
Vi, de privilegerede, har generelt relativt gode chancer for at nå vores mål. Vi kan uddanne os, gøre os umage og attraktive for arbejdsmarkedet, vælge kærligheden til og fra, få børn – eventuelt ved hjælp af fertilitetsbehandling eller adoption – vi kan sågar ommøblere vores udseende, hvis vi føler, der er behov for det. Vi kan med andre ord langt hen ad vejen skabe betingelserne for vores egen lykke, den lykke, som vi betragter som en menneskeret.
For seks år siden sagde jeg mit job på et stort dagblad op. Det havde ellers været lidt af en fjer i hatten, da jeg i sin tid nyuddannet fra Journalisthøjskolen fik dette mit ultimative drømmejob, og jeg husker lykkerusen, som fulgte ansættelsen. At jeg var lykkelig i de godt otte år, jeg var fastansat, er nok lidt af en journalistisk stramning, men jeg var virkelig glad for mit job.
Alligevel løb lykkens lokkedue i forvejen og viftede med nye udfordringer, nye drømme, og selv om det set udefra måske virkede utaknemmeligt – jeg havde jo mit drømmejob, jeg havde tilmed en dejlig familie med kæreste og børn, en fin lejlighed, ja, endda et sommerhus, så hvorfor jage videre? – så bed jeg alligevel på. Det måtte kunne gøres lidt bedre, jeg var jo ikke 100 procent lykkelig.
Nej. Nu lurede lykken bag en tilværelse som chef i eget arbejdsliv; jeg ville være fri, og frem for alt ville jeg skrive de bøger, som rumsterede i mig.
I de seks år, der nu er gået, har jeg mest brugt tiden på at åbne og drive en webshop. Tid til bogskrivning blev i vid udstrækning ædt op af markedsføring, kundepleje og opdateringer på shoppen, men drømmen om at skrive bøger levede videre i bedre forfatning end nogensinde. Med beundring og øjne så store som tekopper betragtede jeg en gammel venindes succes som forfatter, og jeg tænkte: Det der må virkelig være lykken.
Nu er webshoppen lukket, og de seneste måneder har jeg skrevet og skrevet. ‘Lykkelig’ er måske også her lige at tage munden for fuld, men jeg er i hvert fald overordentlig glad for at sidde ved tasterne og finde på, og jeg har en fornemmelse af at være landet dér, hvor jeg trives bedst. I flere år har jeg hørt mig selv gentage over for alle, der har spurgt ind til skriveriet:
“Lige nu skriver jeg bare, og så ser vi, om nogen gider udgive den – det vigtigste er at få den skrevet”. Og helt ærlig har jeg sgu været lidt i tvivl om, om jeg var fuld af selvbedrag. For ville det ikke føles som en kæmpe fiasko at skrive en roman og så brænde inde med den?
For et par uger siden udgav min veninde sin syvende bog, og samme dag erklærede hun, at hun stopper som forfatter. Hun vil, som hun skriver i sit afskedsbrev, leve et almindeligt liv, se fjernsyn og rejse til lande langt, langt væk. Det vil gøre hende til et gladere menneske, skriver hun, nemlig til det menneske, hun har drømt om at være i 10 år.
Den tyggede jeg lidt på, mens jeg kiggede over mod hendes græsplæne, som pludselig var blevet lidt vissengul i overfladen. For drømme er måske nok livets benzin, men det er måske, imens vi drømmer, vi er mest lykkelige – ikke når vi slår øjnene op, og det hele er (godt) overstået.
