Heartbeats vinder stort offentligt udbud og skal skabe nyt lydunivers

Heartbeats, der er en del af Aller Media, skal stå for at etablere det nye lydunivers HULiGENNEM til børn og unge efter at have vundet offentligt udbud.

Spændingen har været stor, siden Aller Media i regi af Heartbeats tilbage i februar afleverede deres ansøgning til det offentlige udbud om at etablere et nyt lydunivers rettet mod børn og unge.

Men i dag blev sløret løftet, og det bliver altså Aller Media og Heartbeats, der skal stå i spidsen for den offentligt finansierede lydplatform for de 3-13 årige. Det betyder, at der er en bevilling på 66 mio. kr. på vej til projektet, som dermed er finansieret frem til 2026.

Aller Media og Heartbeats har lagt mange kræfter i udbuddet og var den eneste ansøger, som offentligt meldte ud, at de ville søge. Der var i alt fire ansøgere – foruden Aller Media er der tale om Bundesen Management, Munck Studios og Golittle.

”Det er en meget stor dag i Heartbeats’ historie. Vi ser det som en kæmpe cadeau til det arbejde, vi har lagt i ansøgningen, og samtidig er det en anerkendelse af vores historie som nogle af dem, der har været med til at udbrede lydmediet herhjemme. Jeg er utrolig glad på hele vores holds vegne,” udtaler Heartbeats’ chefredaktør Emil Norsker, der sammen med Christina Marcher Lundegaard og Peter Deurmann har været primus motor på ansøgningen.

Planet for børn og unge

Efter planen ser det kommende lyduniverset dagens lys i slutningen af 2024 og løber i første omgang til og med 2026. I medieaftalen ligger der dog en mulighed for at sendetilladelsen forlænges efter 2026.

Heartbeats’ koncept er ét samlende univers, der skal favne hele målgruppen 3-13 år. De har udviklet planeten HULiGENNEM, der er et fællesskabende lydunivers, hvor hvert enkelt program eller karakter kan stå alene uden nødvendigvis at have noget med hinanden at gøre, men hvor der også er mulighed for at samle dem. Der er altid hul igennem til planeten, hvor børnenes stemme er den allervigtigste.

Formelt skal der sendes 20 timers nyproduceret lyd om ugen, heraf er det et krav, at mindst 30 minutter er nyhedsindhold. Der må ikke være reklamer på platformen, som skal producere indhold inden for kategorierne: Samfund, kultur, drama, underholdning, viden og musik.

Det er Radio- og tv-nævnet, der har afgjort vinderen af udbuddet og givet karakteren 7,5 ud af 8 til Aller Media og Heartbeats’ ansøgning. Munck Studios, der er ejet og drevet af Jakob Envall Munck, bød ind med konceptet Theia Lyd, fik en samlet karakter på 7,35. Morten Resens podcastkoncept Golittle fulgte efter med en pointscore på 7,30. Bundesen Management blev tildelt et samlet pointtal på 6,57.

Find mere om
Footer graphics