En stor del af fornøjelsen ved at se en film af Wes Anderson er at se de mange store stjerner, der altid flokkes om at få en plads i hans film, hvor de kan kaste alle tøjler og hæmninger og bare gå all in på alle de mærkelige, farverige og fornøjelige karakterer, der springer ud af Wes Andersons mildest talt krøllede hjerne.
Tilsyneladende ligeglade med, hvor meget skærmtid og hvor mange replikker de får. Alle vil gerne lege med Wes Anderson og har det sjovt undervejs. Og det smitter. Det er som at få billet til første parket i en kreativ legestue.
Og muligvis er ’The Phoenician Scheme’ den film i hans samlede værk, der har den mest imponerende rolleliste: Tom Hanks, Scarlett Johansson, Bryan Cranston, Bill Murray, Benedict Cumberbatch, Michael Cera… for nu bare at nævne et udvalg. Bill Murray dukker op som Gud. Selvfølgelig, fristes man til at sige.
Kampen om verdensherredømmet
Hovedrollen spilles af Benicio del Toro, som er fabelagtig som den stenrige og skruppelløse forretningsmand Zsa Zsa Korda, der konstant forsøges dræbt af sine fjender, men på mirakuløs vis overlever hver eneste gang. Efter endnu et attentat og endnu et flystyrt beslutter han sig for at sikre arvefølgen og overdrage hele sit livsværk til næste generation.
Dog ikke til en af de ni sønner, men til sin eneste datter, Liesl. Hun er ellers er gået i kloster, men viser sig ikke desto mindre at være særdeles ferm til at svinge en kniv og kaste en håndgranat, når det gælder.
Sammen drager det umage par verden rundt for at opfylde Kordas ambitiøse (nogle vil sige vanvittige) livsdrøm: The Phoenician Scheme. En form for overordnet plan for verdensherredømme, som det ikke er sikkert det er meningen, man skal forstå. Måske forstår Korda den ikke engang? Den virker ærligt talt mest som en undskyldning for at tage på et kulørt roadtrip.
Og så skal mere egentlig ikke afsløres her, udover at det er kulørt, tosset, svært underholdende… og ikke så lidt forvirrende. Man skal nok have en meget direkte adgang til Wes Andersons hjernebark for at få det hele med, eller i hvert fald holde øjne og ører på stilke.
For ’The Phoenician Scheme’ byder på et underholdende kaos, der også sætter ikke så få tanker igang om magtens mænd og de rænker, der smedes i kulisserne. Der er ingen tvivl om, hvad Wes Anderson mener om kapitalister og magtmennesker, der vil gøre store set hvad som helst for at få deres projekter ført ud i livet. Om studehandler og underbordsaftaler.
Men også om det umiskendeligt fascinerende og tiltrækkende ved et menneske som Zsa Zsa Korda, der ganske enkelt ikke accepterer begræsninger. For sine projekter eller for hans magt og vilje.
Det fascinerende magtmenneske
Og i Benicio del Toro, der her arbejder sammen med Wes Anderson for første gang, har han fundet den perfekte mand til jobbet. Iskold, manipulerende, farlig… og så alligevel fascinerende, med et strejf af varme bag facaden, der gør en nysgerrrig efter, hvor dybt skruppelløsheden nu egentlig rækker.
Han har masser af børn, men ingen familiefølelse, masser af penge, men ingen stil. Og han lider af svært storhedsvanvid, der får ham til at føle sig højt hævet over alle – helt konkret symboliseret af, at han insisterer på at være statsløs, pasløs – borger i sin helt egen verden, med ret til at krydse – og overskride – grænser i sit private jetfly, uden at skelne til noget så trivielt som personlige papirer og andre formaliteter.
Man kunne sammenligne ham med Orson Welles’ Citizen Kane. Man kunne sammenligne ham med nulevende personer. Man kunne også bare konstatere, at han er en formidabel karakter. En kejser i sit eget golde kongerige, bygget af marmor og sten. Med et hus til de mange sønner på den anden side af vejen – kun om tirsdagen får de allernådigst lov til at komme på besøg, forudsat at de ikke forstyrrer.
Faktisk er Korda så formidabel, at det lidt virker, som om Wes Anderson har tænkt, at hans var historie nok i sig selv. Resten er bare tableauer, der fører Korda gennem historien. Hvoraf mange virker, som om de kun er skrevet, for at give endnu en stjerne bare lidt at lave i historien.
Der kunne, reelt set, være både flere og færre svinkeærinder på turen, uden at det ville ændre synderligt på hverken fortællingen eller forståelsen.
Ud af Kates skygge
Stærkest omkring Korda står Michael Cera som en nørdet huslærer, der måske har mere at byde på end bare obskur viden om insekter. Benedict Cumberbatch spiller den Rasputin-inspirerede Onkel Nubar, der måske, måske ikke, har haft noget at gøre med Liesls mors død (et underspillet krimimysterium, der aldrig helt får tilstrækkeligt plads til at leve).
Og så selvfølgelig Liesl selv, spillet af Mia Treappleton, der i disse år er godt og grundigt på vej til at krybe ud af sin mor, Kate Winslets, formidable skygge. Hun spiller Liesl med et imponerende pokerfjæs, der alligevel er fyldt med følelser. Mest vrede, ganske vist. Men med en far som Korda er det måske ikke så sært.
Til sidst sidder man dog alligevel tilbage med en, lidt udmattet, følelse af, aldrig rigtigt at være blevet grebet af historien. Sådan for alvor. Underholdt undervejs – jovist, i høj grad, men alligevel ikke rigtigt mæt. Måske fordi det aldrig rigtigt bliver tydeligt, hvad det der Phoenician Scheme egentlig var, og hvorfor vi skulle involvere os i det?
Eller hvorfor Scarlett Johanssons scene virkede, som om den kun var skrevet for, at hun skulle have lov at være med? Dybest set er ’The Phoenician Scheme’ en kulørt rodebutik uden noget særligt mål eller retning, der smider om sig med røde tråde, som får lov at flagre i vinden.
Men det siger meget om Wes Andersons unikke stil, hans træfsikre portrætter og hans dead pan-komik, at selv en film så rodet og uredigeret som ’The Phoenician Scheme’ alligevel er mere underholdende end halvdelen af, hvad man ellers finder på biografernes repertoire. I hvert fald hvis man er til Wes Anderson.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
