PR-foto

Talk Town starter på Nørrebro i dag: Emma Holten, Chris Kraus og ‘de nye fædre’ er på programmet

Den feministiske debatfestival Talk Town slår dørene op i dag og løber hen over weekenden. Det er som altid gratis.

Talk Town er tilbage. Debatfestivalen, der har særligt fokus på ligestilling, køn og feminisme vil torsdag, fredag og lørdag byde på forskellige foredrag, debatter, oplæsninger – og så er det ganske gratis.  

I år er det kulturhuset Union og Empire Bio på Nørrebro, der danner rammerne for den anti-racistiske og anti-sexistiske festival. Der vil også være flere af festivalens arrangementer, der kan opleves online, hvilke du har adgang til gennem Talk Towns hjemmeside og Facebook-side

Festivalen opererer i år med seks overordnede temaer: Kunst og kultur, Feminisme 101, Feministisk debatforum, Akademisk debat, Safe spaces og Aktivisme og praksis.

Programmet byder på samtaler og foredrag om hvidhed, voldtægtskultur, barselspolitik, queer porno og sugar dating. Til arrangementerne kan du blandt andet opleve fremtrædende kulturpersonligheder og organisationer som KVINFO, Emma Holten, Ane Høgsberg og Sex og Samfund, ligesom politiske partier som Enhedslisten og SF også slår et smut forbi.

Det er ikke nødvendigt at bestille billetter til festivalens fysiske arrangementer, men der er begrænsede pladser, som tildeles efter først-til-mølle-princippet. Online-events kræver tilmelding.

Festivalen overholder naturligvis sundhedsmyndighedernes coronarestirktioner, og man skal som deltager derfor bære mundbind og fremvise coronapas. 

Det fulde program findes her, men her følger et lille udpluk.  

Talk Town

Torsdag 20. maj kl. 18 på Aula-scenen: ’De nye fædre’

Hvilke systemer og kulturelle normer har skabt faderfiguren anno 2021, og hvordan ser han ud? Bliv klogere på det og meget mere, når sociolog og forfatter Aydin Soei taler med forpersonen for Mino Danmark, Moussa Theo Mchangama, om forældreskab med udgangspunkt i både faglig viden og egne personlige erfaringer. 

Fredag 21. maj kl. 20 på Send Flere Krydderier-scenen: Nye LGBT+ og minoritetsstemmer på den litterære scene

Dette arrangement byder på oplæsning fra de fire unge forfattere Gry Stokkendahl Dalgas, Oskar Fehlauer, Deniz kiv og Aaiún Nin, der efter oplæsningerne vil tale om sprogets mulighedsrum og kritiske potentiale. 

Lørdag 22. maj på Aula-scenen: Chris Kraus og Emma Holten

Denne aften fejres det, at den amerikanske forfatter Chris Kraus’ flersporede roman ’Aliens og Anoraksi’ endelig findes på dansk. Hun er derfor inviteret på scenen for at tale om værket og sættes i stævne med den feministiske debattør Emma Holten til en samtale om romanen, filosoffen Simone Weil og meget mere.  

Lørdag 22. maj kl. 18 på Dynamo-scenen: Hvordan taler vi om racisme på tværs af “generationskløften”?

Til dette arrangement vil der blive diskuteret, hvordan vi lærer at tale om racisme på tværs af generationer. Det vil opstilles som et ekspertpanel og vil blive styret af antiracistiske arbejdsgruppe.

Talk Town kører 20.-22. maj og holder til i kulturhuset Union, Nørre Allé 2, København N og Empire bio Guldbergsgade 29F, København N.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics