Eleanor (Kerry Washington), Mary (Elisabeth Moss) og Nancy (Kate Mara) er gode venner gennem mange år og godt filtret ind i hinandens liv. Måske også lidt mere, end hvad godt er.
Nancy kommer fra bunden af samfundet, men er blevet gift med den stenrige arving Robert Hennessey med alt, hvad dertil hører af kontrollerende svigerfamilie og mangel på formål med tilværelsen, eftersom hun aldrig behøver at arbejde igen.
Hun spilles af Kate Mara, der bringer en elegance til figuren med sin lette gang og let hæse, rolige stemme.
Alle er mistænkte
Pludselig bliver Nancy dræbt, og politiet retter blandt andet blikket mod veninden Eleanor, en succesfuld erhvervsleder, der lever et glamourøst, børnefrit liv med masser af disponibel indkomst og hurtige, hemmelige affærer.
Kerry Washington har den helt rette glathed til at ligne en stereotyp iværksætter, men formår også at gemme en masse smerte lige under den pæne overflade. For man skal ikke grave længe for at indse, at Eleanor har været forelsket i Nancys mand i årevis. Hun begynder tilmed at se ham kort efter Nancys død, hvilket pressen hurtigt finder ud af.
Mary er ikke i politiets søgelys. Hun er faktisk ikke i nogens søgelys som den støttende hustru til en dygtig, men arbejdsløs professor med speciale i antikken.
Så Mary passer børn, stiver sin mands ego af og prøver at glemme, at hun selv var på vej mod en stor akademisk karriere, før hun blev mor.
Elisabeth Moss ender ofte i rollen som hende, alle undervurderer – Peggy i ’Mad Men’, June i ’The Handmaid’s Tale’. Måske fordi hun ligner en kvinde af folket, men udstråler en indre styrke, der er til at tage og føle på.
De mistænkte til mordet pibler nærmest frem blandt mændene i venindernes omgangskreds, begyndende med Nancys alkoholiserede ægtemand, som Joel Kinnaman spiller med et permanent surt udtryk i ansigtet, men også med en tydelig følelse af mindreværd over aldrig at være blevet et menneske i egen ret, men blot en gren på et mægtigt familietræ, som Mary udtrykker det.
Marys mand, Howard, får midlertidigt et job gennem Nancy, og de to finder hurtigt ud af, at de nok har mere til fælles, end de har opdaget gennem års parmiddage og legeaftaler mellem børnene. Et venskab udvikler sig snart – men til hvad?
Ikke mindst er der Nancys klamme stedfar, der misbrugte hende som teenager, og som op til mordet begynder at kontakte hende igen.
Hvorfor altid otte?
Skiftevis får seeren lov til at mistænke næsten hele castet, i takt med at vi opdager mere om hver af de tre kvinder. Først ser vi historien gennem Eleanors perspektiv, så Nancys, så Marys.
Det er en god måde at fortælle på, så man som seer lærer dem alle at kende og kommer til at forstå hver karakters nuancer og mange komplicerede forhold.
Man kunne dog godt have ønsket sig en afvigelse fra det, der føles som et dogme om, at en seriesæson skal være på otte afsnit. For mange af de fede twists, der kommer i ’Imperfect Women’, mister efterhånden deres effekt, efterhånden som flere og flere dukker op.
’Imperfect Women’ fungerer som en whodunnit med familie og venner som mistænkte, hvor opklaringen beror på at afdække giftige relationer frem for kriminaltekniske beviser.
Takket være udmærket skuespil og en spændende, opbrudt fortælling opdager vi både de smukke og grimme dynamikker i et venskab ved at se historien fra de tre kvinders perspektiver på skift.
I sidste ende bliver historien om de uperfekte kvinder dog lidt lang, og selv om den aldrig bliver kedelig gennem sine otte afsnit, mister historiens virkemidler desværre noget af deres effektivitet undervejs.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤
