Noget af det mest uhyggelige ved DR’s dokumentar ‘Sexisme i mediebranchen’, der havde premiere i denne uge, har været dens modtagelse. Med rette har der været opbakning til det mod, som musikbranchens kvinder har haft til at så frem, og hashtags som #ViErLigeBagJer har vist dem velfortjent respekt og støtte.
Men kommentarsporene på både Instagram og Facebook flyder alligevel over med rygklap til krænkerne og udskamning af ofrene, når historierne om dokumentaren bliver delt.
“Du skal ikke undskylde. Kan ikke være rigtigt, at ingen af de piger selv kan sige fra,” skriver en bruger på Instagram til Claes’ Antonsens undskyldning i kølvandet på afsløringerne af hans systematiske og på alle måder upassede opførsel i Tv 2’s ‘Toppen af poppen’. Eller kommentaren: “Jeg bliver så træt af al den krænkelsesparathed,” som er skrevet under Martin Brygmanns opslag.
Hvordan er vi nået dertil? Der sendes hjerter i tusindvis fra de gængse Facebook- og Instagram-brugere til dem, der er gået så langt over stregen moralsk. De orker ikke at høre mere om MeToo og sexisme, til trods for at der i flere af tilfældene er tale om strafbare handlinger med vidtgående konsekvenser for ofrene. Men hvordan kan det være, at lige rettigheder er noget, der øjensynligt kan provokere folk så vanvittigt meget?
De samme mekanismer er på spil, når det kommer til debatter om klimakrisen, flygtningekrisen og dømte politikere som Inger Støjberg herhjemme og Donald Trump i USA. Disse går hver deres sejrsgang med et gigantisk heppekor i ryggen, til trods for at Inger Støjberg blev dømt af Rigstretten, og Donald Trump blev fundet skyldig i 64 anklagepunkter, som for eksempel at han har forsøgt at påvirke præsidentvalgkampen i 2016.
Det er vanvittigt at observere, hvordan moralsk korrupte politikere er blevet en form for normalitet, der ikke kan få folk til at løfte et øjenbryn. På samme måde kan det heller ikke få folk til at løfte et øjenbryn, at en mand på 50+ har brugt sin position og status til at groome helt unge kvinder og endnu ikke voksne piger.
Den eneste gode forklaring, jeg kan finde på det bizarre fænomen, er, at folk må være trætte. ‘News fatigue’ er et veldokumenteret fænomen, der dækker over den mekanisme, at når historierne om et emne bliver mange, så bliver læserne overvældede, de bliver mætte, hvilket fører til, at de tjekker ud. De orker slet og ret ikke at høre mere om det. For hvad skal de selv gøre ved det, og er det virkelig så slemt med de klap i numsen? Kan de ikke bare holde mund, så vi ikke behøver høre mere på alt det der MeToo og sexisme, og jeg skal komme efter dig?
De synes at drage konklusioner på baggrund af en enkelt hændelse fremfor at se det store perspektiv. For ja, herreste gud, ingen har fået ødelagt deres selvværd eller karriere af en enkelt malplaceret ‘kompliment’, men det er jo lige netop heller ikke det, det handler om. Det handler om magtudøvelsen og systematikken.
Det er svært at sige det mere præcist end Annika Aakjær i dokumentaren: “Ét myggestik kan man leve med. Tusind bliver man sindssyg af.”
Det er en forfærdelig tendens, for det er et grundvilkår for, at fremtiden kan blive lysere og mere lige, at vi taler højt om de her ting. Vi står på skuldrene af historiens kvinder, der alle sammen har fået på puklen, så vi andre har kunnet nyde godt af stemmeret, barselsregler og lige vilkår.
Hvis Annika Aakjær og co. havde holdt inde, havde der bare være et endnu stærkere fundament for, at en pilrådden kultur kunne leve videre i bedste velgående. En kultur, hvor vores døtre skulle finde sig i – ikke bare én gang, men tusind gange – at få beskeder med seksuelle undertoner fra mænd, der er meget ældre end dem selv. At de skal regne med at blive gramset på til julefrokosterne . Fordi… det er normalt, og sådan har det altid været.
Det er en virkelig dårlig undskyldning for, at vi afleverer et arbejdsmarked og nogle brancher, hvor talentfulde kvinder bedømmes på deres ‘fuckability’ og skal finde sig i at blive seksualiserede og krænkede for at komme frem i bussen.
LÆS OGSÅ
