Klokken er 10:15, og jeg sidder på mit kontor. Et lummert-prangende kontorfællesskab centralt på Frederiksberg, hvor enkeltmandsforretninger som jeg selv og andre små virksomheder tjener til dagen og vejen. Der snakkes i telefon, der pludres med kunder, og der aftales business strategies.
Ud af højtalerne lyder pludselig en rytmisk mandestemme. De spiller hiphop på anlægget, og det noble, store rum besmudses af en klam rapper, som partout insisterer på at bevæge sig lyrisk mellem klynk og kvindefornedrelse. Vreden ulmer i mig, ligesom den gjorde få timer forinden, da en tabercyklist kørte skamløst overfor rødt, og denne signatur i sit stille sind håbede, at vedkommende ville blive kørt ned, og blodet ville flyde ud på de regnvejrsglatte veje og løbe ned i risten. Ikke nok til at dø, naturligvis – men nok til at få foden i gips og måske endda ligefrem lære ikke sådan at håne loven så hæmningsløst.
Begge ting brokkede jeg mig med vilje ikke over til mine FB-venner, for de hører i forvejen så meget brok fra min side, at jeg bare engang imellem bliver nødt til at styre mig marginalt og holde det indenbords. Men nu her, hvor jeg helt konkret og hvæsende forbander hiphop som fænomen og håber, at alle, som lytter til det, ryger direkte i helvede (hvis ikke de angrer forinden), klinger det måske lidt af, at der er andre ting på spil.
Da min Heartbeats-redaktør for nogle uger siden i en mail indikerede, at der lige netop var noget på spil med midaldrende mænd og deres uendelige trang til at brokke sig, fandt jeg det både indlysende groft og vildt krænkende. Men ovennævnte og lillebitte glimt af selvindsigt antyder måske, at der kunne være et mikroskopisk gran af sandhed i mailen. Hvorfor brokke sig? Hvor kommer vreden overhovedet fra, og hvad sker der lige for trangen til at sparke sådan fra sig?
Måske hænger det først og fremmest sammen med den grundlæggende befrielse, der kan ligge i at være sur. Én ting er dog at være sur, at gå rundt med et bistert ansigt, brumme med en dyb bas og glo olmt på omverden. Endnu mere velgørende er det at give udtryk for surheden og vreden og sætte ord på elendigheden.
Hvis man slår nogen fysisk, kommer man i fængsel, men ord? Dem må man kaste gavmildt omkring sig med, og det gør godt at være ond, ord forløser og er som dybe gisp, der giver ilt til et lidende legeme. Men bedst af alt er det at give udtryk for vreden med sammenhængende og måske endda ligefrem underholdende ord.
For ja, nok er slag ulovlige og ord indenfor lovens rammer, men gutturale og grimme gloser uden hverken stil eller klang er bare nedtur. De skubber folk væk og udgør i sidste ende et Darwinistisk selvmål. Men åh … surt-smukke ord! De muliggør både nedrighed og bibeholdelse af bekendtskabsflader, hvilken salig hybrid.
Tag ikke fejl. Det at være en sur, midaldrende mand stikker selvfølgelig dybt, og årsagerne kommer fra sindets fugtige og klamme kloaksystemer, men at give udtryk for det er at opleve en midlertidig renselse. Det er også derfor, at Facebook er så ualmindelig taknemmelig som brokkeplatform. Derinde tvinges bekendte til at lytte, og rammer man rigtigt, så nikker de og bliver hidsigt sure sammen med en, og så opstår der et underskønt vredesfællesskab, som gør den ene sure til talsmand for de mange sure.
Glem alt om Twitter, Instagram og hvad der ellers måtte være, for surhed kræver en fritflydende og ildelugtende strøm af ordgylle, helst iklædt sprogligt velduftende klæder. Surheden tager form, men slutresultatet er alligevel en helt anden størrelse, nemlig glæde. Man bliver så glad af at være sur!
At give udtryk for surhed og lade vreden vælte ind over en er altså ikke det samme som at blive one-liner-indigneret over noget uendeligt småt. Indignationen er gold, vreden er guld, og der er en afgrund mellem de respektive følelser. Nok er indignationen også smittende, men surheden tager per definition udgangspunkt i en mangel eller en overtrædelse, som udgør en sjælelig gene.
Surheden kommer ikke fra hjernen eller er en rygmarvsreaktion over småtterier, den kommer fra sjælens inderste og dybeste rum. Alt i alt kommer man, hvis man formår at lade vreden blive transformeret til surhed og efterfølgende give tilstrækkeligt godt udtryk for den, i en inderlig og sitrende seksuel ekstase. Der er noget fundamentalt og næsten fysiologisk tilfredsstillende ved at lade galden komme til udtryk, ikke ulig den form for sadistisk sansefryd som anmeldere kan opleve, når de rigtigt dolker et uværdigt værk.
Derfor, kære venner, er surhed altså ikke bare en arbitrær størrelse uden mening eller gyldighed. Den stikker dybere og udgør i bedste fald en sprogklimatisk ventil, som muliggør overlevelse i dette afsindigt meningsforladte rum, som vores liv de facto foregår i. Lad den nu bare komme til sin ret, du behøver ikke at skamme dig over den. Tag ikke alle de afmålte knivstikkeres trist-forsagte formaninger om positivitet for pålydende. Tag dig ikke af de frelste, som med falske smil begraver al deres elendighed i deres indre møddinger. Surhed er simpelthen at være i livet, at tage det alvorligt og leve med hjertet i pumpende løb mod afgrunden derude i horisonten.
Kom glad, vær nu lidt sur. For satan.
I morgen svarer en glad kvinde på denne klumme. Læs med.
