For seks år siden tog jeg til Paris, fordi min far pludselig var død af et hjertestop. Jeg husker ikke, hvorfor det lige præcis var Paris, jeg valgte at rejse til, men jeg husker følelsen af at stige af toget med et ophovnet ansigt og ikke vide, hvad jeg skulle gøre af mig selv.
Jeg fandt en bænk foran Les Halles og græd helt ustyrligt, ligeglad med at turister også fotograferede mig, når de fotograferede storcenteret bag mig. Jeg græd hele den weekend, og det tordnede. Jeg husker lyden af den trommende regn mod markiserne foran caféerne om aftenen.
Nu er jeg tilbage i Paris, og også denne gang er her lummervarmt. Skyerne hænger tungt, det buldrer i det fjerne. Det er samme tid på året, som sidst jeg var her. Vejene hedder stadig det samme, og træerne langs dem står der endnu, men de er ældre, mere knudrede. Det er jeg også blevet; ældre og lidt mere knudret.
Jeg er her ikke igen, fordi jeg har mistet endnu en forælder. Jeg er i Paris, fordi jeg er ved at blive skilt. Når jeg logger ind på borger.dk, står der, at sagsbehandlingen er i gang. Hellere vente på afgørelsen i Paris end i København tænkte jeg og købte flybillet til et par dage efter. Derfor er jeg her nu. Jeg græder ikke denne gang i Paris, nej, jeg går rundt med stenansigt og hænderne i lommerne, stive ben og følelsesløse tæer.
Da jeg ankom til Charles De Gaulle, tog jeg rød læbestift på ude på lufthavnstoilettet, men de knaldrøde læber så groteske ud i mit udtryksløse ansigt. Jeg tværede farven af igen med toiletpapir, der lugtede af skyllemiddel.
Jeg stavrer gennem Marais, og rodløsheden er den samme som for seks år siden, den sugende følelse af at være chokeret og fortabt. Smerten stråler fra hjertet og ud, sætter sig i skuldrene og nakken. Jeg ser på Seinens glitrende vand, ligesom jeg gjorde for seks år siden og leger også denne gang med tanken om, at jeg bare kan springe i. Der er ingen til at trække mig tilbage, ingen til at tale mig fra det.
Jeg ryger en hel pakke Marlboro Light Slim, og det føles lidt som frihed, selvom jeg har svært ved at trække vejret bagefter. Det gjorde jeg også sidste gang, jeg var i Paris. Trods disse gentagelser er det hele alligevel anderledes. Skilsmissesorg er anderledes. Det nytter ikke noget at græde foran Notre Dame som et barn, når man er ved at blive skilt. Meningsløsheden er ikke en udvej, det uigenkaldelige er ikke en frelse. Jeg køber et par kæmpestore, sorte solbriller i en kiosk og drikker et glas rødvin til morgenmad, det er det tætteste, jeg kommer på at finde trøst.
To trapper snor sig gennem det lille parkanlæg op til Sacré-Coeur. Jeg går uden at tænke videre over det op ad den højre, for jeg ved, at begge trapper ender samme sted. Det samme er ikke tilfældet i et ægteskab, og også derfor er sorgen over en skilsmisse anderledes end ved et dødsfald. En skilsmisse handler om valg og ikke-valg. De sidder som perler på en snor, alle disse handlinger eller mangel på samme, der førte til skilsmissen.
Nogle af valgene syntes måske ubetydelige i situationen, på samme måde som det synes ligegyldigt, om jeg går op ad endnu et trin til Sacré-Coeur. Man bliver gift, fordi man tror på, at det er den smukke udsigt, det ender med. I medgang og modgang og alt det der. Først når man står foran en gold mur og ikke den bjergtagende udsigt over Paris, forstår man, at man har taget skridt efter skridt i den forkerte retning. Der er kun et skridt tilbage.
Paris breder sig foran mig med sine grå tage og mægtige spir. Udsigten er næsten den samme som sidst, men Notre Dame er dækket med stillads. Turisterne tager selfies og køber nøgleringe. En rynket mand spiller violin og smiler sit tandløse smil imens. Når man er forelsket, lever man i klichéerne. Jeg kan se det på alle parrene, der stiller op til portrætter på trappen foran mig.
De er på bryllupsrejse, fejrer to-års dag eller har lige mødt hinanden. De fortaber sig i hinanden og i Paris, hjerternes by, klichéernes by. Når det kommer til klichéer, er en skilsmisse på sin vis som en forelskelse: Den ene kliché afløses af den næste, og det er næsten til at grine af, men i en skilsmisse gør hver gang alligevel så nas, at der skal mere end et glas rødvin til at lindre smerten.
Jeg krøb hulkende sammen på gulvet i vores soveværelse, da jeg var i gang med at flytte fra vores fælles hjem, fordi jeg kom til at snuse til hans skjorter og indså, at en anden kvinde ville komme til at elske den duft en dag. Jeg kæmpede med næb og kløer for at få gryderne med for så at opdage, at de ikke virker på induktionskomfuret i min nye lejlighed. Den første aften i den nye lejlighed hørte jeg mig selv råbe til ham i telefonen: Du får ikke en krone mere af mig! Derefter kastede jeg et vandglas ind i væggen, og det smadrede ikke, for det var fra IKEA’s ”flytte-hjemmefra-pakke” og derfor overraskende robust.
Skilsmissesorg er at se på hans hænder og vide, at jeg aldrig vil knuge dem igen. Det er at høre hans stemme og forstå, at han ikke igen vil tale på den måde, som han talte med mig. Det er at mødes til fælles venners bryllup og komme i tanke om, at sidste gang, vi var til et bryllup sammen, var til vores eget. Det er at ændre min nødstilfælde-kontakt på arbejde, fordi han ikke længere er den, der skal have det at vide, hvis der er sket mig noget og så gå ud på firmatoilettet og tude bagefter, agere mødeleder med røde øjne og snotnæse.
Det er at betale 370 kroner på borger.dk og godkende betalingen med NemID. Hvem har bestemt, at det er dét, en skilsmisse koster? Skilsmissesorg er at hade den person, der har bestemt det, uden at vide hvem det er. Jeg slæber mig gennem alle disse klichéer, og jeg slæber mig gennem Montmartre som en zombie. Selv gadesælgerne holder sikker afstand til mig. Jeg passer ikke ind i denne city of love.
Der er ikke noget begravelsesritual, når man bliver skilt, ingen grav at gå til, når sorgen er for tung at bære. Jeg må opfinde mit eget begravelsesritual, og det er, hvad jeg foretager mig denne weekend i Paris. Jeg begraver. Der er så mange steder at efterlade sorg i Paris.
Jeg drysser sorgen i de halvtomme vinglas på cafébordene, efterlader den på metroens snuskede sæder, spreder den langs boulevarderne og kaster den i Canal Saint Martin, som var den aske. Jeg spytter på Champs-Élysées, og spytklatten er grøn og klumpet.
Jeg rører ved appelsinerne på markedet på Place d’Anvers og efterlader sorte streger på den orange skal. Grønthandleren kommer appelsinerne i plastikposer, og kunderne tager taknemmeligt imod dem. Det er kun mig, der ved, at frugterne er ødelagte. Jeg drikker halvdelen af espresso’en og efterlader slatten. Og jeg tungekysser med en tilfældig Monsieur Martine i baren på Chez Janou og efterlader lidt af min sorg i hans mund.
Næste morgen vågner jeg i Martines grå, fnullende tæpper. Mine øjne er hævede, jeg er udmattet efter denne begravelsesweekend. Forsigtigt placerer jeg lidt af skilsmissesorgen i potteplanten i hans køkken. Martine sover stadig, selv hans snorken lyder fransk.
Jeg lukker forsigtigt døren efter mig, går vaklende til mit hotel og pakker kufferten. Nu rejser jeg fra Paris, og jeg efterlader min skilsmissesorg. Ikke den hele, men trods alt noget af den. Jeg kommer ikke tilbage.
Fotos: Unsplash
