Jeg har en veninde, som hvert år bliver nytårsstresset omkring oktober, og igen i år har hun spurgt mig tusind gange, hvad jeg skal. Jeg ved det som regel ikke, for jeg orker ikke at stresse over det.
Da jeg var yngre, var jeg sindssygt bange for ikke at have et fedt nytår at tage til. Jeg målte mit værd i antallet af nytårsplaner, for det måtte da vise, at jeg var ønsket. I dag er jeg ligeglad. I virkeligheden er jeg nok blevet lidt af en nytårshader. Forventningerne om, at det skal være årets fest, forvandler mange ellers fornuftige voksne mennesker til ubeslutsomme teenagere, der konstant jagter det fedeste arrangement, og jeg har besluttet mig for ikke længere at være en del af det.
Da jeg fortalte min kæreste om mit had til nytår, spurgte han, om jeg aldrig har haft et fedt nytår, og det har jeg da. Den fedeste nytår, jeg har haft var på en festival i Kenya. Alt er selvfølgelig væsentlig federe, når man er iført badetøj i 30 graders varme, kontra fugtig overskyet december aften, for det er altid overskyet nytårsaften. Men det fedeste ved lige den nytårsaften var, at jeg ikke skulle tage stilling til nytår. Jeg gider ikke tage stilling til, hvor jeg skal holde det, hvem jeg skal holde det med, og hvem der skal tage kransekage med. Det er en fest, jeg ikke har bedt om, men som alligevel død og pine skal holdes med alt, hvad det indebærer af bræk på væggene, tør kransekage og irriterende truthorn. Jeg har siddet til mange dødssyge nytårsaftner, bare for at holde et eller andet, men i virkeligheden ville jeg hellere have holdt det hos mine forældre, få noget god mad, og gå i seng efter DR’s pigekor har sunget ’Vær velkommen Herrens år.’
Min irritation stammer nok fra et mindre nytårstraume. Jeg har aldrig haft en fast vennegruppe at holde nytår med. Det har gjort mig ked af det og fået mig til at føle mig ensom. Hvem har man egentlig, hvis ikke man har nogen at holde årets fest med? Jeg har været jaloux på dem, der har en fast nytårstradition med de samme mennesker hvert år. De har vundet nytår, har jeg tænkt.
Men hvad så med os, der ikke har faste nytårstraditioner? Jeg læste for nylig en anden nytårsklumme om, at mange ofte føler sig skuffede over nytår. At vi altid jagter den helt perfekte fest, og at det aldrig er helt godt nok. Men hvorfor har vi det sådan med nytår? Hvem er det vi skal imponere? Jeg har selv været sådan, og det lugter jo lidt af perfekthedskultur.
Hvis man kan føle, at man sejret over nytår, og dermed lykkes med at holde årets fest, har man vundet point på selvværdskontoen indtil næste nytår, hvor aftenen gerne skal toppe sidste års fest, eller som minimum være på niveau. Vi snakker så meget om, hvordan vi skal gøre op med perfekthedskulturen i alle andre sammenhænge.
Forældre skal acceptere, at de ikke kan alt, studerende skal slappe af med karaktererne, og diverse selvhjælpsbøger siger, at vi ikke må sammenligne os med hinanden. Det undrer mig, at nytårsaften sjældent får samme tur i selvindsigtsmøllen. Nytår er ikke så vigtigt, og hvis det bliver en kedelig aften, kommer der et igen næste år.
