Det er altid lettest at være pessimist. Der er masser af konflikter, krige og problemer at være pessimistisk (og realistisk) omkring, men det er vigtigt også at se lyset og håbet, når det rammer dig i ansigtet. En sådan stråle kom i går fra Ungarn. Det lykkedes en opposition i et demokratisk valg at mobilisere massive menneskemængder for mere demokrati, åbenhed og EU – på trods af påvirkning fra Moskva og Washington.
Det var et valg for frihed, som mange demonstranter hujende råbte i går aftes i Budapest. Det lykkedes Petér Magyar at ende Orbans styre, der i løbet af de 16 år ved magten var blevet mere og mere forkrampede og korrupt.
I de seneste måneder har vi ellers diskuteret uden ironi, om vi var i begyndelse eller midt i tredje verdenskrig. Krige i Sudan, Ukraine, Iran, Libanon med falmede imperier som Rusland og USA som bagmænd, der stadig i et forsøg på at genvinde fordums storhed leger stedfortræderkrig som i de mørke 80’er.
Her voksede jeg op, hvor sloganet ’No future’ stod malede på husmurene og i ansigterne på dele af ungdommen. Ikke ulige i dag frygtede vi atomkrig, som bevidst eller ved et uheld kunne falde ned over os, og vi frygtede huller i ozonlaget og udryddelsen af regnskoven.
Dengang virkede Sovjetunionen langt mere stabilt end Rusland i dag, og deres ideologi havde langt større indflydelse – ikke mindst på universiteterne også i Danmark. Men Sovjetunionen faldt, og det samme gjorde murerne helt bogstaveligt.
Diktaturer virker altid langt stærkere udefra, da de ingen kritik tillader, så man opdager først hele råddenskaben, når de kollapser med et brag. Vi kender ikke infrastrukturen i Rusland eller Kina for den sags skyld, men det er næppe kernesunde regimer, der har brug for total undertrykkelse.
Vores demokratier har i lang tid i totalitetens skygge virket så skrøbelige og fulde af fejl. Ikke mindst fordi bralrehoveder som Trump og JD Vance konstant banker på os med deres konstante projektioner om, hvor dårligt Europa fungerer.
Det er heller ikke fordi valget i Ungarn løser alle EU og Europas problemer. Der er stadig rigeligt at tage af. De højreorienterede bølger burde langt tidligere have fået den europæiske elite til at tage immigrationsproblemerne alvorligt. Hvis ikke de gør det nu, vil den næste Orban komme snart. Ikke bare i Ungarn, men i alle europæiske lande. Folk har fået nok af politikere, der ikke vil løse deres reelle problemer.
På konkurrenceevnen er vi også sakket langt bagud. Forbrugerne er her tvunget til ekstremt tidsspilde med cookie- og GDPR-regler ingen forstår – slet ikke forbrugerne – mens amerikanske AI-mastodonter vader ind over al ophavsret og privatliv uden grænser.
Selvfølgelig skal man passe på med at overvurdere et enkelt valg, men man skal også tage de fremskridt og løfter om håb, når de kommer.
De mørke 80’er sluttede. Sovjet og muren faldt, og vi oplevede økonomisk fremgang og en følelse af frihed i de berusende 90’er. Ukraine har fremgang i krigen i disse måneder (tænk, hvis de vandt). USA skal til midtvejsvalg (tænk, hvis Trumps parti fik smæk).
I 90’erne blev meget sat fri. Der var kreative bølger i form af grunge, britpop og hiphoppens guldalder. Hollywood lavede originale, interessante film, og økonomisk var der voldsom vækst i hele den vestlige verden.
Vi er ved at vende os mod SoMe. Skærmens fortryllelse er ved at aftage, og dermed forhåbentligt også de populister, der så effektivt (og djævelsk) har splittet vores samfund og fællesskaber med hadsk tale.
I 90’erne kom den amerikanske politolog Francis Fukuyama i anfald af sejrsrus til at proklamere efter murens fald, at historien var slut, og der ingen konkurrence var til det liberale demokrati. Det viste sig desværre ikke at være tilfældet. Siden har en fremmarch af autokratier fået det udsagn til at virke latterligt, men historien slutter heller ikke med dem. De kan besejres. Helst ved stemmeurnerne.
Der ulmer et håb, der pludselig kunne blive forløst som en flodbølge.
