Epstein-skandalen er møgsagen, der bare ikke vil dø for den amerikanske præsident, Donald Trump. Nu har demokraterne i Repræsentanternes Hus offentliggjort fotos og videoer fra den berygtede ø, hvor Jeffrey Epstein angiveligt skulle have handlet med og forgrebet sig på en lang række meget unge piger.
– Disse nye billeder giver et foruroligende indblik i Jeffrey Epsteins verden og hans ø. Vi offentliggør disse fotos og videoer for at sikre offentlig gennemsigtighed i vores efterforskning og for at hjælpe med at samle det fulde billede af Epsteins rædselsfulde forbrydelser, har den demokrat Robert Garcia i tilsynskomitéen, sagt i en udtalelse i forbindelse med offentliggørelsen. Det skriver CNN.

Billederne og videoerne viser de luksuriøse omgivelser, der var på øen, som officielt bærer navnet Little St. James. Der er et luksusresort – formodentligt Jeffrey Epsteins hjem – med en swimmingpool, palmer og en snoet sti med udsigt over havet.

Et foto, som nok har fået flere til at zoome ind, er dette, der viser et kontor med en tavle, hvorpå der står ord som ‘magt’, ‘bedrag’, ‘intriger’ og ‘politisk’.

Der er også flere soveværelser, badeværelser og et billede af et værelse med en tandlægestol. Der er også en maske af en mand med overskæg samt et foto af en fastnettelefon med fornavne skrevet på hurtigopkaldsknapperne, herunder Darren, Rich, Mike, Patrick og Larry.

Billederne og videoerne, der blev offentliggjort onsdag, stammer fra politimyndighederne på De Amerikanske Jomfruøer. De blev angiveligt taget i 2020, året efter Jeffrey Epstein døde ved selvmord i fængslet.
Offentliggørelsen kommer i kølvandet på, at præsident Donald Trump har underskrevet en lov, der pålægger Justitsministeriet at frigive de Epstein-relaterede dokumenter, det er i besiddelse af. Det er forventet, at de såkaldte “Epstein-files” vil blive offentliggjort inden for få dage. Deadlinen er den 19. december.
Flere billeder og videoer fra Jeffrey Epsteins private ø kan ses på The Guardian.
