kasper kaae
Foto: Paw Ager

Musiker Kaspar Kaae gemmer sin forbudte livret langt inde under jakken, når han forlader supermarkedet

Og så er han på afvænning fra at købe gamle, sjældne guitarer. Det går ikke så godt med at stoppe.

Engang var han fast inventar på Harbo Bar og Props i Blågårdsgade på Nørrebro.

Nu sidder 42-årige musiker Kaspar Kaae pludselig på en kantsten og kigger på den næste generation, der fylder bænkene ud i den travle nattelivsgade. Nu er stedet givet videre.

Erkendelsen fra kantstenen om, at alting har sin ende, blev til nummeret ‘Time’s Up’. Sangen har han lavet sammen med sit band Cody, der lige nu er aktuelle med det anmelderroste album ‘Everything Falls Apart Into Place’.

Bandets forrige album handlede om at blive voksen, og ‘Everything Falls Apart Into Place’ er en slags videreførelse ind i voksenlivets tematikker — alt sammen kredsende om det faktum, at tingene unægteligt ændrer sig. Alt er i bevægelse. Både i verden, i musikbranchen, men også i det helt nære privatliv.

Foto: Christian Klintholm

– Det er ændringer i verdens politiske landskab såvel som i de tætte familiære relationer, vi prøver at skitsere på det nye album med en tilpas ironisk distance, fortæller Kaspar Kaae, da vi møder ham til denne uges ‘Status’-interview.

Alt ændrer sig unægteligt hele tiden, men her får du, hvad Kaspar Kaae spiser, ser, hører og hvilken “ting”, der gør hans liv lettere lige nu.

Status

Hvad ser, læser, spiser, lytter og gør du for tiden for at give hverdagene værdi? Og hvad gør du for lidt? Det spørger Heartbeats nogle af tidens mest interessante folk om i ‘Status’.

Hvad er det første du læser hver morgen?

Nyhederne, nok fra DR som det første. Og så de amerikanske medier, fordi det er så sindssygt, hvad der foregår derovre.

Hvad er din favoritavis?

The New York Times. Det er altså bare en god avis.

Hvad holder dig vågen om natten?

Har du spalteplads til det?

Ja, kom bare…

Splittelsen i verden. At man vælger splittelsen og ikke mødet. Det skræmmer mig. Det er svært at se, hvordan vi kan komme tilbage fra den polariserede samfundsstemning. Jeg er ret solidt plantet på venstrefløjen, men den politiske agenda dér synes jeg også er skræmmende. Den humanistiske fløj, jeg ellers altid har identificeret mig med, bliver stadigt mere afstumpet og radikal. Og hvor fanden skal jeg så stille mig? Jeg kan ikke lide det rigide.

Hvad gør du for at finde ro?

Jeg leger med min søn. Jeg troede engang, jeg fandt ro ved at glo på internettet. Men når jeg sidder med min søn og kigger ind i uskylden, der leger med biler eller legoklodser, er det indbegrebet af ro.

Hvad er din største last?

At gå for sent i seng og drikke lidt for meget, hvis jeg skal være helt ærlig – ikke at jeg har et seriøst alkoholproblem. Jeg kan bare godt lide en lang aften med venner, som tit kommer til at høre sammen med et par øl eller ti.

Hvad spiser du, når ingen kigger?

Det er virkelig nasty. Irma har en tube boller i karry, som er ulækker at kigge på. Når jeg køber den, skjuler jeg den så godt jeg kan under min jakke. Det er virkelig min guilty pleasure, selvom jeg hader det udtryk. Men den der boller-i-karry-pølse er der ikke meget Nørrebro street cred over.

Hvad spiser du rigtig tit?

En god, nem pasta. Og spidskål med sennepsvinaigrette. Det skuffer aldrig.

Hvad er din underlige besættelse lige nu?

Jeg er sindssygt besat af at købe gamle guitarer. Jeg bliver ved med at sige til mig selv, at jeg skal stoppe. Men så sidder jeg samme aften og kigger på flere. For hvis jeg går glip af lige præcis ‘den der’ på Marketplace eller DBA, får jeg den jo aldrig.

Kaspar Kaae

Født i 1983 i Rønne. Komponist, producer, sangskriver og stifter af indiebandet Cody. Sammen med sidstnævne er han lige nu er aktuel med det anmelderroste album ‘Everything Falls Into Place’. Bandet turnerer i øjeblikket, og Cody kan næste gang opleves på Hotel Cecil d. 16 november.

Hvad lytter du til for tiden?

Islandske Sigur Rós, der ellers har været væk i mange år. Jeg har hørt deres ældre plader meget, og nu har jeg fået helt vildt meget lyst til at høre dem igen.

Hvad ser du for tiden?

Jeg synes, gode serier er blevet en sjældenhed. Men for nyligt så jeg krimiserien ‘MobLand’ på SkyShowtime. Den er virkelig god! Den her har en reel handling og ingen stagnerende øjeblikke.

Hvilken ting gør dit liv lettere?

Min kæreste, der godt nok ikke er en ting. Men hun er så sindssygt støttende på alle fronter. Hun er en vild person til at rumme alle mine ups and downs i livet som freelancer.

Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?

Johny Greenwood. Han laver noget sindssygt moderne musik, og samtidig har han så meget respekt for det klassiske. Han leger med kontrasterne, der bliver taget ud af musik alt for ofte. Vi har tendens til at sugar coate for meget i musikbranchen, og jeg kan bedre lide nuancerne.

Hvor får man det bedste måltid i København?

Baka d’Busk. Det er altid vellykket. Mad smager bedre i en god kontekst, og konteksten der er bare fed. Værtskabet er eminent, og stedet har en god filosofi. En unik vibe, der ikke virker så dansk.

Hvor er dit yndlingssted i byen?

Torvehallerne. Jeg elsker glæden ved mad, man kan mærke derinde. Det er ikke en handletur, der skal overstås. Jeg elsker også at bruge mine penge på gode råvarer og god mad.

Hvad gør du for lidt?

Jeg løber for lidt. Og så vil jeg gerne smile mere. Vi smiler for lidt til hinanden i Københavns gader, hvor vi går rundt som folk, der har verdens lidelser på vores skuldre. Det er der ingen grund til, for det har vi ikke.

Hvad er det bedste råd, du har fået?

“Tænk over, om du selv ville gide høre på det her, inden du siger det”. For svaret er ofte nej. Vores mening er sjældent relevant for alle. Vores synsninger kan puttes ind alle steder, og det behøver de ikke.

Hvor er dit happy place på internettet?

Reverb.com. Er der nogensinde nogen, der har sagt en pornoside?

Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?

Bob Dylan. Jeg ville bryde min forfængelighed og stolthed, og det ville blive rigtigt grimt. Men hvis man skulle lægge noget op på sociale medier, er det da lige præcist en selfie med Bob Dylan.

Hvad brugte du senest ChatGPT til?

At finde ud af, hvilken af to guitarer fra 1964, der er mest værd. Det kunne den godt svare på. Men ellers er den jo så gal på den hele tiden, ChatGPT.

Hvad er din skærmtid?

To timer om dagen.

Hvad ville du ønske flere mennesker kendte til?

Gammel musik. Jeg følger en dude på Instagram, som kører konceptet ‘Old Music Friday’ i kontrast til Spotifys ‘New Music Friday’. Det kan for eksempel være en tur gennem amerikansk soul fra 60’erne. Der så meget god gammel musik derude.

Hvad er det sidste du gør hver dag?

Bruger tandtråd. Sætter min telefon på flytilstand. Og så er det punktum sat.

Find mere om
Footer graphics