Det er gøgeungens brutale natur at skubbe andre fugles æg ud af rederne, så de selv kan overleve.
Med den barbariske anekdote fra naturen starter anden sæson af ’Kastanjemanden’, der bærer titlen ’Tælle til en, tælle til to’. Den danske Netflix-krimiserie henrykte publikum i 2021 med en uhyggelig opklaring af bestialske drab.
Nu er serien tilbage med et skønt gensyn med efterforskerne Naia Thulin og Mark Hess – men selvfølgelig også endnu flere mord.
En kvinde findes dræbt, og efterforskningen viser, at hun i en længere periode er blevet udsat for massiv digital stalking. Da også en familiefar begynder at få truende beskeder med en tælleremse, står det klart, at der er en serieforbryder på spil, som øjensynligt har et moralsk problem med utroskab og affærer. Undervejs i opklaringen bliver Naia Thulin og Mark Hess begge testet til det yderste og slipper ikke igennem uden skrammer.
Uden at afsløre for meget er det en helt igennem nådesløs omgang krimidrama, hvor man bliver revet godt og grundigt gennem hele følelsesregistret.
Intens kemi
Danske krimifans måtte vente længe i spænding på en opfølger til både Søren Sveistrups bogforlæg og endnu en Netflix-sæson. ’Tælle til en, tælle til to’ udkom i 2024, og bogens omtrent 600 sider fulde af personer og sidehistorier er blevet skåret ind til seks sylespidse afsnit med fokus på det komplicerede forhold mellem Mark og Naia og hendes datter Le.
Det er en god prioritering for serieskaberne Dorte W. Høgh og Emilie Lebech Kaae, der arbejder videre med den intense kemi, som viste sig mellem Danica Curcic og Mikkel Boe Følsgaard i seriens første sæson.
Søren Sveistrup har denne gang ikke selv været med til at svinge pennen for filmatiseringen, som han gjorde i forgængeren, men vi er igen langt fra hyggekrimi og i stedet fanget i en ubønhørlig skruetvinge af barsk realisme.
To år efter handlingen i første sæson mødes Mark og Naia igen, og gnisten mellem dem antændes hurtigt på ny, selv om han stak af. I en pærevælling mellem professionelt og privat arbejder de begge solen sort, mens Mark også sætter døren på klem for Le (Ester Birch Beck), der tydeligvis har savnet en faderfigur.
Her finder serien sine mere rolige stunder mellem hektisk og grundigt politiarbejde samt makabre dødsscener.
Kæmpe mavepuster
Sæsonen er gedigent håndværk af alle involverede. Sofie Gråbøl træder vanligt sublimt ind i serien som sorgramt mor til en teenagepige, hvis uopklarede drab kædes sammen med de andre mord, mens Katinka Lærke Petersen rammer en troværdig nerve som it-kyndig efterforsker.
Konceptuerende instruktør Milad Alami har sammen med Roni Ezra iscenesat med samme dystre grundtone, hvor man konstant er på vagt over for snart sagt alle involverede.
I det særligt hårdtslående tredje afsnit, der med sin terror-tematik vækker mindelser om DR-serien ’Når støvet har lagt sig’ – som Dorte W. Høgh og Milad Alami blandt andre stod bag – dukker Cyron Melville op som forbitret familiefar med ondt i sinde.
Her står han bag en kæmpe mavepuster, der lægger sig som en dyne ned over resten af sæsonen og farver ’Kastanjemanden’ som et begsort drama om ansvar og forpligtelse.
Omvendt er komikken særligt slående i de mørke omgivelser, når Mark render rundt med et fuglebur, fordi han skal tage sig af sin syge brors kanariefugl. Senere støder han på Pernille Højmark, der i rollen som konspirationsteoretiker er overbevist om, at al ondskab i verden kan spores tilbage til en satanisk kult ledet af Hillary Clinton.
Det er i den realistiske dans mellem livets yderpunkter, at serien finder sit hjerte med en lige dele kynisk og medfølende slagsang om menneskers behov for hinanden.
Morbid underholdning
’Tælle til en, tælle til to’ føles ikke helt så omvæltende som ’Kastanjemanden’. Det er svært at overgå magien fra originalen, særligt når succesen forsøges gentaget ret direkte med en lignende historie, der starter i fortiden og hurtigt skubber handlingen frem til nutiden.
På den måde kommer det hurtigt til at føles som en fasttømret formel, hvor krimiens klicheer kan udfolde sig på mere eller mindre opfindsom vis.
Når det er sagt, er det svært imponerende både at forvandle Halfdan Rasmussens elskede børneremse til en skræmmende seriemorder-sang og samtidig gøre noget så aktuelt som digital chikane til omdrejningspunkt for et velsmurt krimiplot.
Lige nu har jeg aldrig nogensinde lyst til at høre en børneremse igen. Til gengæld tager jeg meget gerne en sæson mere af ’Kastanjemanden’, hvis Søren Sveistrup kan finde det i sig at tage endnu et dyk ned i den morbidt underholdende verden.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
