Morgenbeats er på jagt: Var det noget med et nedlagt minkbur som krydderihylde eller en pirat-bikiniwaxer?

Det seneste års tid har verden været vendt på hovedet i en sådan grad, at vores mærkværdighedstolerance er steget markant. Måske er det derfor, at ingen rigtig har reageret på, at der lige nu florerer et utal af minkbure på online markedspladser, som i upcyclingens hellige navn sælges til dig, som vil være med på de nyeste nye tendenser til din urbane boligindretning. Rens et bur, sæt det på dit køkkenbord, kald det en ‘kurv’ eller en ‘hylde’ og fyld det med køkkenredskaber eller fyrfadslys. Voilà, så er du med på moden, lader sælgerne os vide. Jeg er per automatik fortaler for alle former for genbrug, men gamle fangerum for pelsede smådyr er alligevel for besynderligt til, at jeg har lyst til at introducere dem i mit hjem. Jeg ville føle de arme minkgenfærd skrige til mig om natten. Men skal vi tro minkburs-sælger aka. trendsætter på Facebooks markedsplads, Marie Lauritsen, og hendes udtalelser til DR, er der godt gang i salget. Folk kan åbenbart ikke få nok af at krydre indretningen med lidt nedlagt minksjæl hist og her for et edgy udtryk. Hvis du vil have fat i en supersmart redekasse til opbevaring i hjemmet, leder en hurtig google-søgning dig hen til nærmeste sælger. Men inden du hænger buret op eller fylder det med krydderier fra Østen og koldpresset jomfruolivenolie, må du hellere sikre dig, at det er helt rent. Bare så du ikke får minkblod på hænderne eller dine fine hvide vægge.

Hvad mon det næste bliver? Rottefælder som brødkasser?

Forleden fik jeg et tip på min mobil om, at der var spottet en rigtig sjælden fugl ovre i Fælledparken. En brundrossel var det – som egentlig er en ret undselig lille fætter, der minder om en solsort, bare mere brun og grå. Det er sådan en fugl, 99 procent af alle mennesker ville være pisse ligeglade med, hvis de så den. Men den er nærmest ikke set i Danmark siden 1960’erne, så for en skabsornitolog som mig var det big fucking news på hjemmekontoret, og da jeg netop fik aflyst et Zoom-møde, greb jeg min kikkert og hoppede på jernhesten. Selv i modvind skød jeg en ret god fart i direkte kurs mod Fælledparken. Men jeg var selvfølgelig ikke den eneste, som havde fået et tip på appen Birdcall – fuglefolkets Jodel: Fra alle hjørner af parken piblede det nemlig frem med ældre mænd med kikkerter om halsen og kuldetårer i deres vidtåbne øjne, alle kom halsende edderspændte på at se den fine drossel. Det var i sig selv et kuriøst fænomen, som helt tog fokus fra det egentlig tilløbstykke, drosselen, som faktisk viste sig at være en vindrossel. Og den er ikke spor sjælden.

Det er ingen hemmelighed, at os, som er forfængelige, er lidt pressede her under nedlukningen. Vi kan ikke få klippet håret foroven eller få fjernet håret forneden. For slet ikke at tale om alle de damer (primært), der får lavet vipper, negle, øjenbryn, filler og så videre. Så hvad fanden gør vi? Matas har rykket strips til hjemme-wax helt frem ved kassen, frisørsakse er udsolgt i det mest af landet, og nu kører der en underskov af pirat-frisører og lyssky hjemme-skønhedsbehandlere. Som en veninde skrev forleden: “Jeg leder desperat efter en negledame, der kan tage resterne af mit shelllac af – kender du en pirat?”. Nej, det gør jeg ikke, og jeg går ind for at overholde restriktionerne. Men jeg morer mig. For under andre globale kriser har der været smugkroer, handel med kaffeerstatning eller mørklagte opiumshuler/sexfester. Men her under den danske lockdown part 2 er det altså jagten på en sugaring-dame, der så småt vinder over samfundssindet. Oh vanity, dit bæst.

Egentlig skulle denne lille tekst starte anderledes, men så faldt jeg over et klip fra fodbold-VM for klubhold fra i torsdags, hvor Qatars Sheikh Joaan bin Hamad Al Thani ved præmieoverraskelsen efter kampen – hvor tyske Bayern München vandt 1-0 over mexicanske Tigers – ikke blot nægter at hilse på, men totalt ignorerer, den kvindelige dommertrio, da de defilerer forbi ham. Hvad værre er, at det ser ud som om, at de fire kvinder er blevet skarpt instrueret i blot at gå forbi sheiken uden at se på ham. Anyway, det var som sagt egentlig ikke det, dette skulle handle om, men så alligevel, for jeg er ret sikker på, at Sheikh Joaan bin Hamad Al Thani ikke vil være særlig vild med den 58-årige britiske skuespiller og komiker Eddie Izzard, som udover at være morsom også er transvestit, kommende politiker og maratonløber og i januar gennemførte ét maraton og ét standup-show hver eneste dag i projektet ‘Make humanity great again – a run for hope’ – vel at mærke virtuelt og uden at forlade London. Så brug en halv time af din mandag i selskab med Izzard, og måske han om nogen kan inspirere os – menneskeheden – til hvad fanden vi stiller op med lande som Qatar, typer som sheiken og fodbold-forbund som FiFa, som ikke har de nosser, Izzard i den grad har under sine mange kjoler.

Gåturen har om noget fået en renæssance, og den findes i flere varianter; den hurtige, den langsomme, den med kaffen i hånden, den med hunden i snoren. Min favorit er uden tvivl den med musikken i ørerne, og jeg har da en helt særlig go-to-go-tur-liste. Én af sangene lytter jeg altid til, når jeg rammes af melankolien over coronaens afstandsrestriktioner – selv på gåturen – en anden er oplagt, når jeg går langs en vej og en tredje er til de dage, hvor jeg går baglæns. Når jeg savner lys og varme lytter jeg til 70’er hittet ’Summer Breeze’. Mine aftenvandringer er altid akkompagneret af ‘Dancing in the Moonlight’ (den originale version). Når jeg møder den samme hurtige og insisterende løber på min promenade rundt om søerne, sætter jeg altid Dolly Partons ‘Here You Come Again’ på. Og nu er det måske lockdown-vanviddet, der taler, men er jeg den eneste, som synes at ‘Achy Breaky Heart’ faktisk er et virkelig fedt gå-nummer? Jeg har primært forbundet det med sene nattetimer og min autodidakte linedancer-veninde, men nu har jeg altså fundet ud af, at det også sætter gang i gåbenene. Så skal du i rask trav, så tag Hannah Montanas far i ørerne. Tag dem allesammen. De er ualmindelige gode gå-makkere!