Foto: Inspiration4/John Kraus

Mod det uendelige univers: I nat bliver de her fire personer verdens første rumturister

For første gang nogensinde sendes civile mennesker i kredsløb om Jorden uden astronauter.

Natten til torsdag 16. september bliver der skrevet rumhistorie, når fire civile amerikanere sendes i kredsløb om Jorden i fartøjet ’Inspiration 4’ efter blot få måneders træning.

Det er første gang, mennesker uden rumerfaring sendes alene i kredsløb om Jorden, og missionen markerer dermed starten på en ny form for rumturisme. Indtil nu har lignende missioner med civile kun varet et par minutter, mens ’Inspiration 4’ er planlagt til at være i kredsløb i tre dage.

De fire besætningsmedlemmer har gennem de seneste par måneder været igennem simulatortræning, hvor de blandt andet er blevet oplært i at styre et jetfly og er blevet udsat for G-påvirkning i en øvelsescentrifuge.

Et af medlemmerne på ’Inspiration 4’ er den 38-årige forretningsmand og milliardær, Jared Isaacman, som har organiseret og finansieret missionen, der er blevet estimeret til at have kostet i omegnen af 200 millioner dollars.

De riges klub

Rumturismen er før blevet kritiseret for at være et rumkapløb for de rige, efter multimilliardærerne Jeff Bezos og Richard Branson tidligere i år tog hver deres tur ud i rummet med få dages mellemrum. Med ‘Inspiration 4’ håber Jared Isaacman derfor at bidrage til en demokratisering af rumturismen, så det ikke kun er et fænomen for de rige drenge.

“Jeg kunne bare have inviteret en håndfuld af mine pilotvenner, og så ville vi alle sammen hygge os og komme tilbage og drikke en masse cocktails. I stedet vil vi bringe hverdagsmennesker på banen og sprede begejstring over idéen om at åbne rumfart for flere,” siger han til Time Magazine.

Foruden Jared Isaacman tæller besætningen 42-årige Christopher Sembroski, der tidligere har arbejdet i flyvevåbnet, og 51-årige Sian Proctor, der er professor i geologi.

Det fjerde medlem ombord er den 29-årige lægeassistent, Hayley Arceneaux, der overlevede knoglemarvskræft som barn og bliver den yngste amerikaner i kredsløb om Jorden – og i øvrigt den første med en protese.

På trods af projektets fokus på inklusion og demokratisering af rumturismen, er der dog stadig et stykke vej endnu, før almindelige mennesker kan komme en tur i rummet.

Udover det økonomiske aspekt, kræver det nemlig, at passagererne kan rive flere måneder ud af deres kalender og dedikere til rumtræning. For slet ikke at tale om den fare, der er forbundet med at rejse i rummet, uanset om man er civil eller astronaut.

Du kan følge de fire frygtløse rumturisters færd ud i rummet live på Netflix YouTube.


Du har netop læst en artikel fra Heartbeats.dk ❤️

Footer graphics