Jonas Schmidt har lavet musik med Blaue Blume i ti år. Men på bandets turné i 2025 føltes noget anderledes, når han gik på scenen. Nu stod tusindvis af mennesker og sang hans ord tilbage til ham – ord, der ligger tæt på hans eget liv.
Men når scenelyset slukkede, og rusen lagde sig, vendte han hver aften hjem til familien i Jylland. For kontrasterne mellem scenelys og hverdagsliv, energi og ro, er ikke noget, Jonas Schmidt prøver at udviske – det er noget, han har lært at balancere. Og netop balancen har gjort 2025 til et af de stærkeste år i Blaue Blumes historie.
Udefra ligner det et gennembrud: et topanmeldt album, større scener og musikken, der for alvor har fundet sit publikum. Indefra handler det også om noget andet — om at få orden i sine prioriteter, at genfinde forbindelsen til musikken og om endelig at mærke, hvem sangene er til for.
Her fortæller Jonas Schmidt om året, der gik – fra de største øjeblikke på scenen til et opkald, der satte alting i perspektiv.
Hvad er det vildeste, der er sket i år?
Det er altid et sjovt spørgsmål at få, for selvom det ligner et år med stor succes — vi (Blaue Blume, red.) har udgivet en plade, og jeg har spillet med i filmen ‘Kærlighedens gerninger’ — så kan det godt føles lidt som en prut i vandet, når de her ting kommer ud, hvis man sammenligner det med processen, hvor man er i kontakt med det. Det er der, jeg mærker ‘det vildeste’. Og det er jo egentlig et arbejde, som lå før 2025.
Er der et øjeblik fra jeres turné i år, som står særligt frem?
Vi har set publikum synge med på en måde, vi aldrig har oplevet før. Det giver os en helt ny følelse af energi og overskud, når folk mærker sangene på en dybere måde. Samtidig har det givet mig plads til at være mere sårbar på scenen — jeg husker tydeligt turnéens anden koncert, hvor jeg var småsyg og sagde til de andre drenge, at jeg ikke var sikker på, hvordan det ville gå. Alligevel oplevede jeg en kæmpe gevinst ved at bekende kulør overfor publikum, selvom er lidt fyfy at sige, hvordan man har det. Men det blev grebet, og jeg kunne virkelig synge min stemme frem, fordi samhørigheden mellem os og publikum var så stærk.
Hvordan har stemningen været i bandet i år?
Høj! Haha. Den har været virkelig god. Vi er jo både kolleger og bedste venner i bandet, og det er heldigt, for jeg har ikke altid været helt nem i årenes løb. Jeg har i perioder været meget i tvivl om, hvorfor jeg gjorde det her og ikke bare vendte det ryggen, når det fødte så mange usikkerheder og selvdestruktive tanker. I den her branche, hvor man konstant måler sig opad andre artister, er det let at fortabe sig i bitterhed og misundelse. Det kan føles som om, man hele tiden skal tænke i eksponering og spurte for ikke at blive glemt. Men i år har vi været bedre til bare at sige fuck it! Og til at tro på, at musikken finder vej alligevel — til et publikum, vi kan se vokser og vokser.
Kan du godt finde tid til en hverdag, når I har travlt med musikken?
Lige for tiden står jeg op før fanden får sko på — jeg er jo far til nogle julepsychoes, der skal se, om nissen har været der i nattens løb. Og sådan noget skal der være plads til. Som band er vi blevet bedre til at vide, hvad vi skal sige ja og nej til, så det hele stadig kan løbe og rundt og vi kan følge med. Og til at følge en struktur, som passer ind i vores liv.
For eksempel ved jeg, at jeg har det bedst med at komme hjem og sove i min egen seng efter en koncert — uanset hvor vi spiller. Det er sådan, jeg genfinder jordforbindelsen. Og det er vigtigt, for som sanger føler jeg lidt, at det er med livet som indsats meget af tiden. Jeg kan ikke gemme mig bag et instrument, og teksterne ligger mig meget nært, så jeg står meget for skud. Jeg kan godt få en ond stemme inde i hovedet, som siger, at jeg er for meget, eller at jeg ikke er god nok.
Hvad gør du så for at komme den stemme til livs?
Jeg taler højt om det til mit bagland derhjemme, der kan sige “slap nu lige af”, når jeg kravler rundt et eller andet sted langt oppe i min egen røv. Nu er jeg jo også langt ude på landet, og det giver mig ro at kaste mig over noget fysisk arbejde ved huset langt væk fra den kæmpe tankemekanisme, det er at skrive sange. For eksempel har jeg haft kæmpe optur over den træterrasse, jeg har bygget foran mit studie i haven!
Hvorfor er i gået over til at lave musik på dansk?
Personligt har jeg haft behov for at sige nogle ting så ærligt og så rent som muligt. Og her fungerer det godt for mig at acceptere mit modersmål. Det har givet en forandring i vores udtryk, som føles helt rigtig — jeg bliver selv mere ramt af vores danske tekster, og publikum kommer op og fortæller det samme. Distancen mellem os og dem er meget mindre. Fans fortæller pludselig om, hvad musikken betyder for dem, hvilket også giver mig en større følelse af ansvar, selvom det lyder lidt klammo. Men jeg opdagede i år, hvem sangene virkelig er til for. Det betyder meget, at publikum resonerer mere med det, vi laver.
Hvad er noget, du har lært i år?
Åh, det skal man jo gerne kunne opsummere. Det er i hvert fald godt at tænke over, hvad man tager med… Noget af det vigtigste jeg har lært må være, at jeg er blevet bedre til at udfordre den der onde stemme. Jeg er mindre bange for at gøre eller sige noget forkert — også i interviews som det her. Jeg er blevet bedre til at klappe mig selv på skulderen, sige ‘good work‘ og tro på, at jeg er god nok.
Hvad er noget, du fortryder?
Haha, det hele! Meget i kontrast til det svar, jeg lige har givet, kan jeg godt se. Jeg tænker altid, at jeg kunne have været en bedre ven, kæreste og far. At jeg kunne have sagt, skrevet og gjort noget mere rigtigt. Men det, der overskygger er heldigvis en grundlæggende tro på mig selv.
Hvis dit år var en tv-serie, hvad ville titlen så være?
Verdens sværeste spørgsmål! Jeg går meget op i titler og tør slet ikke bevæge mig ud, hvad min ‘serie’ skal hedde – det kræver jo, at man kender genren, begyndelsen, midten og slutningen, haha! Men jeg tror, jeg vil sige, at 2025 har været en virkelig god filler episode — som et afsnit af Friends, der skubber plottet langsomt frem, hvor dialogen og karakterne er gode. Men vi har ikke ramt klimaks endnu!
Hvad er den bedste film, du har set i år?
Jeg vil gerne sige noget mega sejt, men sandheden er desværre, at jeg mest har set børnefilm og kigget på min telefon. Det er ærgerligt, for jeg elsker film og plejede at se virkelig mange! Jeg har dog set ‘Kærlighedens Gerninger’ meget indgående, fordi jeg selv medvirker. Og den er virkelig god, synes jeg. Derfor tillader jeg mig at reklamere lidt for den her.
Hvad er det vigtigste opkald, du har fået i år?
Min mor ringede fra hospitalet for at fortælle, at det var ved at være oppe over med min kære bedstemor, som virkelig var fantastisk. Og at min søster og jeg kunne nå at sige farvel til hende, hvis vi skyndte os. En kæmpe stor del af min barndom ramte mig i det opkald, og at blive konfronteret med døden var skræmmende, men også livsbekræftnede på en fucked up måde.
Jeg blev utroligt bevidst om dagen, en tilfældig tirsdag, som pludselig var den dag, hun skulle dø. Det gjorde bare, at alting fik et nyt lag af betydning. Himlen, træerne, samtalen med min søster i bilen — det føltes af så meget mere. Det er en dag, jeg ikke kommer til at glemme.
Hvem har gjort en forskel i dit liv i år?
Mine børn ændrer mig hver dag. Jeg prøver at rette mig ind efter deres godhed, og jeg vil gerne leve op til dem og min familie i det hele taget — selvom de selvfølgelig også pisser mig af fra tid til anden, hele banden. Og professionelt er der jo også vennerne i bandet, hele liveholdet og min manager, der oprigtigt interesserer sig for mig. De betyder alverden.
Er der noget, du ikke opnåede, som du gerne ville?
Nej. Jeg fik sagt farvel, goddag, sunget, grint og grædt.
Hvilken arbejdsvane vil du ikke tage med ind i 2026?
Min manglende struktur. Jeg er nødt til at lære klokken at kende og finde ind i en rytme, som jeg er striks omkring. Jeg tror, jeg er nødt til at opfinde nogle ritualer og være lidt religiøs med, hvad jeg foretager mig i den tid, jeg har til rådighed. Det er virkelig et opgør mod mit inderste væsen at gå frem på den måde, men jeg er nødt til det. Ellers forsvinder jeg ind i mig selv. Og så skal jeg blive bedre til at gå en tur! Jeg har en god rute, som virkelig giver mig noget.
Hvad øver du dig på at blive bedre til?
Guitar! I år har jeg virkelig brugt meget tid på at forstå instrumentet bedre, selvom jeg har spillet siden jeg var seks år gammel. Der er uendeligt meget at lære, og det inspirerer mig for sindssygt. Pludselig forstår jeg, hvorfor jeg godt kan lide nogle bestemte lyde og kombinationer. Det er meget nørdet, men mega fedt!
Hvad glæder du dig mest til næste år?
Blaue Blume skal spille to kæmpe koncerter — i Aarhus Congress Center og Royal Arena. Det bliver selvfølgelig kæmpe, så fucking køb en billet, jer derude, så I kan se, hvad vi har gang i! Og så glæder jeg mig også helt sindssygt meget til at Buster, Søren og jeg i starten af året skal begynde på det arbejde, der forhåbentligt bliver til vores næste plade. Det er det sjoveste tidspunkt i processen — når alt stadig er friskt, nyt og legende.
