Grinene på den danske hiphop-scene er stivnet. I mange generationer har den humoristiske rap altid været meget populær, men de altdominerende navne, der sidder tungt på hitlisterne, er de seriøse og alvorlige gaderappere.
I den nye DR-dokumentarserie ’Musikrevolutionen’ fortælles historien om, hvordan en gruppe unge rappere i 2010érne revolutionerede den danske musikbranche udenom de traditionelle institutioner. De regerer nu med millioner af streames og propfyldte koncerter i Royal Arena og på Orange Scene.
Serien tager sit udgangspunkt i en række undergrunds hiphopcrews og uafhængige musikblogs, som tilsammen udgjorde den scene, som revolutionen udbrød fra. Her eksperimenteres der med genrer og udtryksformer, men hurtigt er det crewet B.O.C med artisterne Kesi og Gilli i front og deres hårde gaderap, som løber med opmærksomheden.
Og det er netop denne type hiphop, med andre navne som Sivas, MellemFingaMuzik, DC, Jamaika og RH, som har domineret de danske hitlister det seneste årti. Gilli, som er bevægelsens ubetingede største navn, indtager for sjette år i træk førstepladsen som den mest streamede kunstner på Spotify.
Men ud af denne sfære af hiphopcrews og musikblogs, hvor det hele startede i 2010-2011, kom også crewet CHEFF records med artisten Kidd i front og skabte en anden hovedstrømning i nyere dansk hiphop, det, som er blevet kaldt lol-rap. I front for den strømning fandt man artister som Emil Stabil, Pattesutter, BasedBoys, Yung Coke og Pizzagang.
Hvor gaderappen i høj grad appellerer til unge i de udsatte boligområder, er det mere middelklassens unge, der kaster sig over lol-rappen. Måske fordi disse unge, modsat de unge, som drages af gaderappen, intet slægtskab føler med de amerikanske inspirationskilder, og derfor bedre kan se sig selv i opfundne karakterer og ironi over genren.
Og mens gaderappen markerer et totalt nybrud i dansk hiphop, er det nemmere at se ,hvordan lol-rappen står oven på årtiers tradition og trækker tråde helt tilbage til de aller første pionerer som Østkyst Hustlers, Humleridderne, Rockers By Choice og ikke mindst MC Einar, der alle ligeledes dyrkede det flabede og humoristiske.
Men hvor gaderappen ender i triumf og udvikler sig med nye artister, som vi ser det i sidste afsnit af ’Musikrevolutionen’, er lol-rappen fuldstændig forsvundet de seneste år. Personificeret i den mest populære af dem – Kidd. Udover hittet ’Buongiorno ’ i 2021 har Kidd ikke været at finde på hitlisterne i årevis, og hans seneste album ’OG SÅ VIDERE’ kan kun være at betragte som et decideret flop.
Men hvordan endte vi egentlig her? For spoler vi tiden tilbage til 2011 virkede Kidd nærmest som det største håb af dem alle, og med de mange rappere, som fulgte i hans fodspor, er det svært at afvise, at lol-rappen ikke har haft samme kulturelle forankring. Der er ikke kommet en yngre generation, som har forsøgt at tage kampen op og tage lol-rappen med ind i 2020-erne.
A.P. Møller Vs. Fetterlein
En del af forklaringen skal måske findes i de forskellige idealer, som dyrkes i de to strømninger. For kigger vi nærmere på centrale udgivelser som Gillis gennembrudshit fra 2014 ’knokler hårdt’ og Kidd gennembrudshit fra 2011 ’ikk lavet penge’, er det som om ,der kommer to helt modsatrettede værdisæt frem.
I gaderappen handler det om at være ”ækte” og om at være loyal overfor sine nærmeste. I lol-rappen er det lige modsat. Her er det næsten en grundregel, at du ikke skal være dig selv, og at du sagtens kan stå og spille smart i byen, uden at du har noget at have det i, samtidig med at du ”omgi’r dig med folk, du ikke kender”.
Hvor gaderapperne har traumerne fra livet på blokken som omdrejningspunkt, og idealet om at arbejde hårdt og ”lave penge på alting” med skibsreder A.P. Møller som forbillede, har lol-rapperne i stedet alkohol, stoffer og sex i fokus. Det er idealet om at gå i byen onsdag til søndag med festglade Frederik Fetterlein som forbillede.
De forskellige idealer skal tages meget bogstaveligt. En væsentlig årsag bag Gillis store streamingsucces de senere år er, at han siden 2019 har udgivet syv fulde albums. I samme periode har Kidd kun udgivet ét. Helt slemt bliver det, når man kigger på lol-rappens andet store navn Emil Stabil, der i hele sin karriere kun har udgivet én enkel ep og en håndfuld singler.
Og hvor det altid har været en del af gaderappernes DNA at gæste hinandens sange og endda lave hele albums sammen, glimrer lol-rappen ved sit fravær af samarbejder. Hvorfor har vi f.eks. aldrig set Kidd og Emil Stabil på samme sang?
Havde Gilli udgivet markant færre sange, og havde vi aldrig set ham på featurings med Branco og Sivas, er det svært at forstille sig, at han havde fået sammen succes, som han har. Men forklaringen om manglende produktivitet synes dog alligevel ikke helt fyldestgørende for, hvorfor lol-rappen som helhed er forsvundet, så måske der ligger mere bag?
Den uundgåelige identitetskrise
I 2012 gav Kidd sit berømte interview til Clement Kjersgaard, hvor han sagde, at hele Kidd-karakteren var en joke, og at han ikke længere kunne stå inde for ligegyldigheden bag projektet. Og lige præcis denne er-det-for-sjov-eller-ikke-identitetskrise skulle vise sig at blive symptomatisk for alle lol-rapperne, der fulgte.
Nogle smed den opfundne rolle væk og udgav pludselig musik i eget navn. Andre forsøgte sig med at blive i universet, men bevæge sig væk fra det fjollede og overgearede. Dog altid meget besværet og sjældent med nogen succes. For når man fjerner selve udgangspunktet for musikken, fjerner man også det, som lytterne kom for i første omgang.
Omvendt kunne artisterne heller ikke bare blive ved med at gentage den samme joke om og om igen. Både fordi det blev svært at være i som menneske, som Kidd formulerede det i interviewet med Clement Kjersgaard, men også fordi alt musik har brug for udvikling for at forblive relevant.
Den ambivalens som lol-rapperne tydeligvis selv føler, er også nem at overflytte til deres publikum. Blev man i virkeligheden taget pis på, hvis man lyttede til Kidds musik? Eller var det et udtryk for, at man som lytter var ukritisk? Som han ligeledes selv formulerede det i sit interview med Clement Kjersgaard.
Og så kommer der nok også bare et tidspunkt, hvor joken ikke er sjov længere. De unge, som var teenagere, da Kidd brød frem i 2011 har i år kunne fejre 30-års fødselsdag, og måske er det bare ikke det samme at synge med på tekster om at ryge joints og stjæle andres kærester, når man pludselig befinder sig i et voksenliv med karriere og børn.
Til sammenligning har gaderapperne bedre kunne udvikle sig i deres univers, fordi udgangspunktet har været alvorligt. I nyere udgivelser rapper Gilli fx om at være blevet far. Og Især den yngre generation med artister som Artigeardit og Lamin i front, er lykkedes med at lade en helt ny følsomhed og sårbarhed komme ind i musikken.
Tilbage står vi med lol-rappen, som muligvis ender i en blindgyde. Men måske er det også okay. For selv om hitlisterne ikke længere vælter over med artister med sjove navne og flabede tekster, var lol-rappen stadig soundtracket til en hel generation af teenage-fester, og det bliver ved med at være lige nemt at mærke suset af nostalgi, når beatet starter til ’uhh det er så svært at være så god’ og Kidd udbryder sit ikoniske ”Kiiiiiiiidd”.
Og mon ikke, når alt har været alvorligt i nogle år, at der kommer en ny generation og tager pis på det hele?
