Der findes næppe en bedre og mere formfuldendt seriesæson end første sæson af ‘True Detective’.
Sæsonen med Matthew McConaughey og Woody Harrelson i hovedrollerne som Rust Cohle og Marty Hart kunne fejre 10-års-jubilæum sidste år, og nu vender de to kompagnoner kortvarigt tilbage.
I hvert fald har Matthew McConaughey netop delt en ny video på det sociale medie X, hvor de to herrer (i endnu en bilscene!) indtager rollerne på ny – eller måske nærmere bestemt personificerer de afholdte karakterer for en kort bemærkning:
Texas stories deserve a Texas backdrop. That’s why I teamed up with Dennis Quaid, Woody Harrelson, Billy Bob Thornton, and Renée Zellweger for True to Texas. It’s time to bring film and TV productions home! pic.twitter.com/iMpRMRx2Hj
— Matthew McConaughey (@McConaughey) January 29, 2025
Videoen er en reklame i anledning af årets Super Bowl for ‘True to Texas’, og den er sat i verden for at stille skarpt på staten Texas, og hvorfor der, i følge afsenderne, burde være mange flere film-og serieproduktioner, der udspiller sig i den kendte sydstat.
– Hollywood er en flad cirkel, Wood, siger Matthew McConaughey på den langsommelige og filosofisk funderende måde, som karakteren Rust Cohle var kendt for, og fortsætter:
– Denne her industri er som nogens erindring om en industri, og hukommelsen falmer. Jeg taler om et helt nyt knudepunkt for film og tv. En renæssance. En genfødsel.
Det er Nic Pizzolato, der instruerede første sæson af ‘True Detective’, der også har instrueret den nye reklame. Foruden Harrelson og McConaughey medvirker tre andre kendte Hollywood-Texanere, Dennis Quaid, Billy Bob Thornton og Renee Zellweger.
Hvorvidt vi kommer til at se flere produktioner i Texas de kommende år, vil tiden vise, men der er i hvert fald ingen tvivl om, at reklamen er et kærkomment gensyn med de ikoniske karakterer fra verdens – måske – bedste seriesæson.
LÆS OGSÅ