Der er masser af sex, stoffer, nøgenhed og vold i ’Anora’. Alligevel kan Sean Bakers film bedst betegnes som en mildest talt skæv romantisk komedie. Omend af den kulsorte slags med mange lag socialrealistisk og menneskelig alvor bag det hektiske tempo og de kække replikker.
Anora, til daglig kaldet Ani, arbejder som eksotisk danser på en natklub. Her er sex en handelsvare, et job på linje med enhver anden serviceposition. Ani serverer lapdances, men kunne i virkeligheden lige så godt servere Big Macs.
Hun sladrer med kollegerne og vrænger af de besværlige kunder, når de ikke ser det. Som et kattedyr i storbyjunglen matcher hun sine striber, så de falder i et med omgivelserne. Hun giver kunderne det de vil have. Er den, de vil have.
Til gengæld giver de hende det, hun har brug for, nemlig penge. Det er måske ikke ligefrem et drømmejob – men det fungerer.
Knuste drømmekasteller
Lige indtil Ani, der taler en smule russisk, bliver sat sammen med Ivan, den umodne og uansvarlige – men ganske charmerende – søn af en frygtet russisk oligark. De har det sjovt sammen, og da Ivan foreslår Ani at mødes uden for natklubben, bryder hun alle sine principper og siger ja.
Mod betaling, selvfølgelig. Hun er stadig på arbejde. Og Ivan betaler godt. Da Ivan tilbyder Ani 15.000 dollars for at være hans kæreste i en uge, slår hun til. Det gør hun også, da han frier til hende i Las Vegas.
Nu ikke kun for pengenes skyld, men ægte forført og beruset af både sine gryende følelser for Ivan og – måske allermest – udsigten til et helt andet liv på første klasse.
Ivans forældre er dog alt andet end begejstrede for hans ægteskab og ikke mindst valg af hustru. De sender fluks tre håndlangere efter dem med det udtrykte formål at få ægteskabet annulleret.
Og så skifter tonen. Hvor første del af filmen er både bittersød og rørende i beskrivelsen af Anis selvstændighed, hendes (påtagede) rapkæftethed og gryende romance med Ivan, går der lige dele thriller og farce i den i anden halvdel af ’Anora’, hvor Ani tvinges til at køre rundt med håndlangerne i et forsøg på at finde Ivan, der er stukket af.
Håndlangernes stadigt mere komiske desperation for at fuldføre opgaven, inden Ivans frygtede forældre ankommer fra Rusland, er ren screwball-komedie, mens synet af alle Anis drømmekasteller, der falder sammen om hende, er ren tragedie.
Hvordan det hele ender, skal ikke afsløres her. Kun at mens håndlangerne forvandles til snublende klovne, der mest af alt udgør en trussel mod sig selv, er Ani i stigende grad en tikkende bombe på bagsædet. Nu troede hun lige, hun var i sikkerhed. Fri. Og hun har ikke tænkt sig at opgive friheden uden kamp.
Realistisk Pretty Woman
Sean Baker har hele karrieren beskæftiget sig med den arbejderklasse, de fleste ikke ser. Ikke mindst sexarbejdere. Med stor sympati for sine hovedpersoner, og unikke fortællevinkler, som et særligt kendetegn.
‘Tangerine’ fulgte en prostitueret på julenat i Los Angeles, udelukkende filmet med en mobiltelefon. I ‘The Florida Project’ fulgte han en 6-årig piges eventyr i skyggen af Disney World og en uansvarlig mor. I ‘Red Rocket’ kæmpede en falleret pornostjerne med at vende tilbage til den fordomsfulde lilleby i Texas, han kom fra.
Og nu ‘Anora’, som den seneste i rækken, der giver os et unikt indblik i sexarbejderens ellers så lukkede verden. Socialrealisme i yderste potens, pakket ind i et syret eventyr.
For hvis ’Pretty Woman’ med Richard Gere og Julia Roberts var en moderne Askepot-historie, så er ‘Anora’ en moderne, og langt mere realistisk, udgave af ‘Pretty Woman’.
I alle Sean Bakers film mærker man hans hjerte bløde for the underdog. Dem, ingen rigtigt regner for noget. Dem, der kan undværes. Men altid med et nøgternt blik. For i modsætning til ‘Pretty Woman’ og andre lignende historier prøver han ikke at gøre sexarbejdet hverken pænere eller grimmere, end det er. Det er et arbejde.
Komplet med mere og mindre kære kollegaer og en boss, der kvier sig ved at overholde arbejdstidsbestemmelserne. Og Ani er ikke Askepot. Hun er bare en pige fra små kår, der forsøger at klare sig, som hun nu bedst kan.
Rå og sårbar
Og i Mikey Madisons kompetente hænder falder vi med et brag for hende. Ikke så meget fordi hun er smuk og sexet, men fordi hun er en fighter, der vil gå langt for drømmen om et bedre og friere liv.
Men nok så meget fordi hun, sine vilkår til trods, også stadig er en drømmer, der tror på kærligheden og eventyret. Åh, hvor ville vi ønske for hende, at der var en happy end (af den romantiske slags) til hende. At hun ville få lov at smide den rå overflade et øjeblik og overgive sig til den lille pige indeni, der bare drømmer om kærlighed og en tur til Disneyland.
Mickey Madison formår at få det rå og sårbare til at gå hånd i hånd. Uanset om Ani shopper i Las Vegas eller har sex på en luksussofa i Ivans forældres villa, er begge sider til stede. Den ene skjult bag den anden. Sårbarhed og hårdhed. Ligegyldighed og drømme. Kontraster er der nok af i Ani. Måske er det derfor, hun er så svær at få øjnene fra. Både for filmens mænd og os ude i biografmørket.
Fjolleri skaber afstand
Og ‘Anora’ fungerer da også helt klart bedst, når Sean Baker dykker ned i Anis liv og hverdag, og lader os få et glimt af en verden, der for de fleste er eksotisk, men for Ani bare er en ganske almindelig onsdag.
Det er fascinerende, rørende og tankevækkende. De komiske farceelementer i sidste halvdel fungerer til gengæld knap så godt. Nu havde det hele lige fundet sådan en solid tone, hvor ægte, ærligt og sårbart kunne eksistere side om side med ironi og velturnerede oneliners.
Hvorfor skal det så pludselig være så fjollet? Sandsynligvis for at understrege det absurde i oligarkers ekstreme rigdom som kontrast til det arbejdende folk. Det groteske i at have magt over andre og kunne få dem til at hoppe og danse efter ens pibe.
I dette tilfælde endda af ren og skær frygt. Som Ivans fars højre hånd, Toro, spillet af Sean Bakers faste favorit Karren Karuglian, der må afbryde en barnedåb for at sætte en stopper for Ivans ungdomsoprør, forklædt som ægteskab.
Desværre er det dog også med til at gøre opmærksom på filmen som konstruktion og dermed skabe en følelsesmæssig afstand til Ani, hendes liv og situation, der tager brodden af den intensitet, der bygges op i hele første del af filmen.
Og som i sidste ende gør ‘Anora’ lettere at ryste af sig, end den burde have været.
‘Anora’ får fire ud af seks stjerner
