Begrebet ‘the mental load’ er gennem det seneste år blevet fast inventar i såvel ligestillingsdebatten som i hverdags-jargonen. Men det er på tide, at vi for alvor diskuterer, hvad det mental load egentlig består af.
Den amerikanske sociolog Allison Daminger har defineret fænomenet som et kognitivt arbejde, der består af at forudse behov, identificere løsninger/muligheder, beslutte, hvad der skal gøres, for så at holde øje med, at det rent faktisk sker.
Alt for damerne definerer begrebet som den uendelige huskeliste, en evig forventning om altid at være på forkant, hvad end det drejer sig om altid at have en ekstra ration vaskepulver liggende, en plan for, hvornår der skal støvsuges, og at sørge for at booke tandlægetider til børnene.
Jeg synes, at vi skal tale lidt om lige præcis den huskeliste. For hvem har defineret den? Er alt det, der står på den nødvendigt, eller er der punkter, der kan streges? Førend vi kan have en reel diskussion om the mental load, er vi nødt til at definere, hvad ‘loadet’ egentlig er.
Momfluencer-industrien har på Instagram gjort the mental load til et pop-begreb, som de storstilet ynder at bruge. De kapitaliserer sågar på det. De laver indhold til deres profiler, hvor de filmer sig selv, kørende hjem fra at have afleveret børnene i børnehaven med et tænksomt ansigt, mens en rulletekst, der skal illustrere deres egen tankestrøm, kører ned over skærmen: “Husk at flyverdragterne er ved at være for små, der trænger til at blive støvsuget, der skal snart pudses vinduer, og vi skal købe flere tandbørster til viktualierummet.” Det bliver en slags amatørteater med ‘smell the fart acting’, hvor momfluencerne iscenesætter sig selv og på samme tid får deres partnere til at fremstå aldeles uduelige og ude af stand til at hjælpe med noget som helst.
Jeg er selv gift, mor til tre, arbejder 37 timer om ugen og prøver at få hverdagen til at gå op i en højere enhed.
I begyndelsen købte jeg blindt ind på præmissen om the mental load. Ja, kvinder – måske særligt mødre – bærer et kæmpe usynligt åg på deres skuldre. De er projektlederen i familien, der skal holde styr på adventsgaver, opdatering af børnegarderoben, rengøring, vasketøj og madplaner. Og der er vitterligt noget dybt udmattende i hele tiden at skulle foregribe begivenhedernes gang og at behandle alt fra vaccinationer til nullermænd på samme risikoniveau.
Jeg er selvfølgelig kun ekspert i mit eget lille liv. Det er der, jeg henter mine erfaringer fra. Og jeg kan bare konstatere, at mit perspektiv har flyttet sig. For jeg har indset, at en del af mit mental load var skabt af mig selv. Det var mig, der havde en forestilling om, hvor rent vores hjem hele tiden skulle være. Hvor meget der skulle være ‘styr på tingene’ i det hele taget.
Vi – og her taler jeg også om mig selv – skal blive bedre til at udlicitere og til at lade vores partner udføre pligterne på sin egen måde. Jeg hører ofte sætninger som: “Min mand støvsuger ikke ordentligt, så det er bedre, at jeg gør det.” Eller at han da ikke kan finde ud af at købe det rigtige tøj til børnene, eller de rigtige fødselsdagsgaver til familien. Men er vi så ikke lidt selv ude om, at de praktiske opgaver hviler på vores skuldre?
Der er noget frigørende i at vende ‘the mental load’ ryggen. At drage den konklusion, at der simpelthen er nogle punkter på den mentale huskeliste, der faktisk bare skal streges. De er ikke værd at bruge så meget tankekapacitet på at bekymre sig om. Måske kan man have den forventning, at ens partner skal overtage en del af the mental load for en. Men i stedet skulle vi prøve at drage den konklusion, at der er nogle ting, ingen af os behøver at gruble så meget over. Hvis man er den, der først får øje på støvet og opvasken, kan man jo også sige til sin partner: “Gider du ikke lige svinge støvsugeren?”
I min optik er en del af løsningen på the mental load at sænke barren for, hvor perfekte tingene skal være. Det gør altså ikke noget, at støvsugningen venter en dag eller tre, indtil at man selv eller ens partner har det fornødne overskud til at gøre det. På samme måde lider ens børn heller ingen nød af, at trøjerne stumper en anelse i en periode. Min erfaring er, at de faktisk er rimelig ligeglade, hvis bare de har glade forældre, får nærhed og har en tryg hverdag i øvrigt. Mange ting på den mentale huskeliste kan godt udskydes, og på den måde kan vi befri os selv fra en relativt stor luns af the mental load.
Og hvis man – som jeg selv – rent faktisk godt kan lide at købe tøj til børnene, eller synes, at det er hyggeligt at stå for adventsgaverne, så skal man også tage ejerskab over det i stedet for at lave det til en Instagramkonkurrence om, hvem der har det hårdest, hvem, der har den længste mentale huskeliste og den mest uduelige mand.
Vi skal tale om strukturerne i samfundet i stedet for. Det er dem, der er besnærende. Der er nogle ting, der gør, at det statistisk set er sværere for kvinder at jonglere arbejde og familieliv. Hver eneste dag arbejder kvinder for eksempel en time mere i hjemmet end mænd, hvilket svarer til ni uger om året. Det viser en efterhånden berømt undersøgelse fra Rockwool Fonden.
Desuden er kvindernes opgaver i hjemmet mere bundne, de laver oftest mad, vasker tøj, handler ind. Pligter, som familien er afhængige af, hvis hverdagen skal glide. Mænds opgaver i hjemmet kan ofte udføres lidt når som helst. De skifter olie på bilen, borer lamper op. Den slags. Kvinderne holder også oftere end mænd eftermiddags-skuden oven vande, mens mændene bliver på arbejdet i eftermiddagstimerne.
Det er heri, det ægte problem består. I min optik fjerner det fokus, når momfluencers diskuterer, hvem der er mest på Aula. Måske er det ikke så vigtigt at være så meget på Aula? Det er først og fremmest vores arbejdspladser, vores chefer, der skal følge med tiden og udvise fleksibilitet i samme grad over for mandlige og kvindelige ansatte. I mellemtiden skal vi skrue ned for den mentale huskeliste. Og for guds skyld tale med vores partnere, så vi har en afstemt forventning til, hvem der gør hvad hvornår. På den måde har vi rent faktisk en mulighed for at hjælpe hinanden, hvis læsset tipper til den ene side.
LÆS OGSÅ
