Velvet Underground

Velvet Undergrounds kolossale betydning for musikhistorien: Alle lavede et band bagefter

Eller vælg, hvor du vil lytte
Foto: Universal Music

Velvet Undergrounds kolossale betydning for musikhistorien: Alle lavede et band bagefter

Eller vælg, hvor du vil lytte

I podcasten Rockhistorier taler de to garvede musikeksperter Klaus Lynggard og Henrik Queitsch i denne uge om Velvet Underground. Et band, der har dannet skole for flere musikgenrer og for værternes eget liv.

Kultur En del af serien:

Rockhistorier

Musik og røverhistorier fra rocken i dens bredeste forstand med Klaus Lynggaard og Henrik Queitsch

Den legendariske komponist, producer og musiker Brian Eno sagde engang: ”Det første Velvet Underground album solgte kun 10.000 eksemplarer, men alle, der hørte det, lavede et band bagefter.” 

Det siger noget om den kolossale betydning, som de mørke rockpionerer fra New York har haft for musikhistorien. Med en kreativ kerne bestående af rockpoeten Lou Reed og den avantgardistiske musiker John Cale tog de ingen fanger i deres jagt efter at udvide det musikalske landkort.

I denne uges afsnit af ‘Rockhistorier’ gennemgår værterne deres bud på højdepunkter fra de fire plader (plus demoer, outtakes og andet fra arkivet), der danner Velvet Undergrounds bagkatalog.

The Velvet Underground & Nico

Shutterstock

Populært bliver bandets første album kaldt ”Bananpladen” på grund af det ikoniske cover, som er skabt af popkunstneren Andy Warhol. Han var i en periode også manager for bandet og iscenesatte dem i forbindelse med en række særegne multimedie-events kaldet Exploding Plastic Inevitable, hvor de blev sat sammen med den tyske model, skuespiller og sangerinde, Nico. 

“Warhol kunne godt lide den effekt, de havde på publikum – de gik nemlig”, forklarer Klaus Lynggard. 

Albummet er et overraskende afvekslende album, der både byder på regulær rock og ballader samt temaer som sadomasochisme, menneskeskæbner og stofmisbrug. Og netop stofferne var et tema i bandet. 

“Hvad angik narko, så var de ikke kostforagtere. Det var uppers, det var downers, det var amfetamin og det var syre. Det var det hele. De tog det hele”, siger Klaus Lynggaard. 

White Light / White Heat

Hvis man synes, at ‘The Velvet Underground & Nico’ er en voldsom oplevelse, så skal man nok tage sine forholdsregler, når man sætter den næste plade ‘White Light / White Heat’ på pladespilleren. Det er her, vi møder Velvet Underground på deres mest kompromisløse frekvens. 

”De mødte op i studiet med et hav af fuzz-boxe og alt muligt, de havde købt, og teknikerne råbte op og sagde, at det hele gik i rødt, men de var ligeglade. Det var teknikernes problem,” forklarer Klaus Lynggaard.  

”De opfinder støjrocken på den her plade,” tilføjer Henrik Queitsch. 

Igen er stofferne et tema for bandet. Titlen på albummet refererer nemlig til følelsen af en amfetaminrus. Når man skyder det ind i armen vel at mærke. 

”Det der med bare at sniffe, det er for børn i Lou Reeds øjne,” siger Henrik Queitsch.  

The Velvet Underground

På den næste selvbetitlede plade er John Cale ikke med længere, da ham og Lou Reed er blevet uvenner. Til kommer musikeren Doug Yule, og dynamikken i bandet ændrer sig, så det i høj grad bliver Lou Reeds orkester frem for alt. 

Derfor er pladen også markant mere melodisk og intim end de to foregående. De er blevet et mere regelret rockorkester. Det kan f.eks. høres på nummeret ‘Pale Blue Eyes’, der er et af værtsparrets favoritter fra pladen.  

”Faktisk havde bemeldte kvinde i den her sang hasselbrune øjne, men det lød åbenbart ikke så godt at synge,” forklarer Henrik Queitsch. 

Loaded

Titlen på det fjerde album refererer til pladeselskabets ønske om at modtage et album fra bandet, der var “loaded with hits”, men for bandet havde titlen også en bekvem dobbeltbetydning. Loaded kunne nemlig også referere til at være “høj på stoffer.”

Selvom Lou Reed går ud af bandet, inden albummet når at udkomme på grund af interne stridigheder, så har det skabt to deciderede rockklassikere, nemlig ‘Sweet Jane’ og ‘Rock & Roll’ og specielt sidstnævnte har en særlig betydning for Lou Reed.

“Selvom det angiveligt er en sang om en pige, så er det for Lou Reed også en sang om ham selv og det tidspunkt, hvor han som 10-12 årig opdager rock’n’roll og den befriende effekt, det har på ham,” forklarer Klaus Lynggaard.

“Han siger selv, at da han opdager rock’n’roll på radioen, så går det op for ham, at der er liv på planeten,” tilføjer Henrik Queitsch.

Du kan lytte til podcasten her.

Footer graphics