Jeg skal ikke kunne sige helt, hvordan det lige gik til, at jeg pludselig fik den indskydelse, at det nu var tid til at købe en ny bil. Den gamle, en Skoda, var egentlig okay, men den var ikke sådan én, som de andre fædre i nabolaget vendte sig om efter på gaden. Mange af dem har selv lige fået en ID Buzz frisk fra fabrikken eller en Skoda Enyaq på el, som kan tilbagelægge hele 500 kilometer på lige vej – på en god dag, vel at mærke.
Ved nærmere eftertanke var det vel netop det, der irriterede mig. Denne kollektive enighed om, at vi allesammen skal have en el-bil nu. Jeg ved godt, det er en god idé, og jeg går egentlig ind for det. Derfor skulle jeg også bruge omkring 10 intense minutter på at forklare min elskede kone, hvorfor det var en meget federe idé, at vi købte en Audi, som kørte på benzin.
Heldigvis er hun temmelig medgørlig på den front, og nu, hvor vi har fået den, virker det mest af alt som om, at intet kunne interessere hende mindre.
Til gengæld burde det måske vække hendes interesse, at den bil nu er ved at ændre hendes mand på et dybere plan. Siden vi fik den, er der indtruffet et freudiansk særtilfælde, ja, næsten en total personlighedsændring. Han kan ikke rigtig styre sig selv længere, og pludselig opfører han sig henad det maniske, hver gang han holder ind og tanker bilen op med benzin: Så skal der saftsuseme sæbevand ud på kølerhjelmen, vinduerne vaskes og sidespejlene poleres. Fælgene får nu også en tur med tankstationens vaskebørste, selvom de i sagens natur bliver beskidte med det samme igen.
Om søndagen fortsætter dette sisyfosarbejde, når han kører ned på den nærmeste tankstation og støvsuger bilens fodmåtter, han banker dem for støv. Og ikke nok med det; han tager deres søn med og viser ham, hvordan man som mand passer på sådan en wunderschön tysk automobil. Han er blevet en rigtig lille småborger, er han. En pernittengryn bilejer, der siger til sine børn, at de skal banke skoene af, inden de entrerer dette ædle vehikel med 6 manuelle gear og en støjfri kabine.
– Den trækker godt i trejde gear, kan I mærke det? kan han finde på at sige, når han gasser op på motorvejens tilkørselsbane. Ikke at han hører efter deres svar. Til det er han for travlt optaget af at mærke, hvor godt de nye sommerdæk ligger på vejen.
Jeg ved selvfølgelig godt, at det er mig selv, jeg taler om her, men jeg har det godt med at holde mig selv ud i trejdeperson, for jeg er ikke sikker på, at jeg mentalt er klar til at erkende den fase, som livet tilbyder mig i øjeblikket.
Det er – for at være helt ærlig – ganske foruroligende, og hvor længe kan ens nervesystem egentlig holde til sådan noget?
I sidste weekend fik jeg da virkelig tryktestet mit blodtryk, der – som du nok kan høre – er blevet tæt synkroniseret med min bils velbefindende. Ja, der sker simpelthen det, at jeg måske laver en lidt hasarderet parkering ude i Søborg, og mens jeg så er inde ved en meget flink dame og hente en sofa, kommer der en meget frembrusende buschauffør kørende, som vælger at køre ind i min bil. Det vil sige, han smadrede mit sidespejl for øjnene af mig, hvorefter han kaldte mig ting, jeg ikke kan retfærdiggøres at gengive her.
Jeg selv derimod valgte termen “fucking idiot”, hvortil han så replicerede, at jeg også var en “idiot”, og derefter døde samtalen lidt ud.
Det hele skete foran alle bussens passagerer, der velsagtens sad og hadede deres liv og ikke just fandt glæde over at forlænge deres i forvejen alt for lange ophold i en af Movias busser. Under normale omstændigheder ville jeg da heller aldrig stå på åben gade og råbe af en buschauffør, men nu er road raging simpelthen blevet en del af mit liv – og det er da en lidt chokerende drejning, hvis jeg selv skal sige det.
Det tog mig da også et par timer at falde ned ovenpå den hæsblæsende episode, men skæbnen havde flere skumle planer for mig, og da jeg dagen efter skulle ud og bese bilen (bare for at tjekke, om den havde det godt), fik jeg endnu et chok.
Et grufuldt syn.
Fugleklatter.
Dér, dér og, åh nej, også dér!
Voldsomt store fugleklatter var simpelthen spredt ud over det meste af bilen. Både kølerhjelm, tagkonstruktion og det allerede vingeskudte sidespejl var i nattens løb blevet ramt af ækel lort fra de lokale duer, hvilket fik hele scenen til at fremstå som en form for krigszone.
Enhver bilejer i København kender til dette vederstyggelige fænomen. Parkerer man under den mindste bevoksning, kan man trygt regne med, at byens duer vil sætte sig på en gren ovenover og tømme ryggen ud over den skinnende lak, som om det var selve meningen med det hele.
Som du nok kan høre, er jeg begyndt at tage det personligt.
Disse københavnske taber-fugle har i øvrigt så dårlig tarmflora, at deres afførring har mere tilfælles med cement end almindelig fuglefæces. Sådan går det, når man som fjerkræ sidder hele dagen og spiser pomfritter og halvspiste cheeseburgere fra McDonalds på Nørreport. Og når først sådan en due-lort sidder på din bil, er den tæt på umulig at fjerne igen.
For helvede da osse, mumlede jeg sammenbidt i mit veltrimmede millennial-skæg, hvorpå jeg valgte at flytte min bil til en mere fritliggende parkeringsplads uden nogen overhængende fare.
Den følgende nat sov jeg derfor trygt i mit rene Tekla-sengetøj og drømte sikkert om at komme på køreferie til Italien til sommer.
Næste dag var den så gal igen. Jeg troede næsten ikke mine egne øjne, da jeg kom ud til min bil og så, at fuglene igen havde været på færde. Hvordan kunne det ske, nu hvor der slet ingen træer var i nærheden?
Ved nærmere eftersyn kunne jeg konstatere, at de simpelthen havde foretaget en overflyvning og tømt ryggen netop i det øjeblik, hvor de passerede min bil. Nu var deres hvide lort spredt ud over det meste af bilens ene side og ind i de nye alu-fælges mange krummelurer. Det var tydeligt, at det havde været en koordineret indsats, muligvis i ledtog med nogle måger (vurderet ud fra de fækale mængder).
Som du nok kan høre, er der ikke mange glæder forbundet med at have en fed bil – udover selve bilen. Den bliver bogstaveligt talt beskidt hele tiden og koster mange penge. Så hvad stiller sådan en nyudklækket småborger egentlig op, når hans øse pludselig og helt uforvarende transformeres til en sølle toiletvogn? Jeg er bange for, at jeg er ved at udvikle PTSD over mængden af flyvende lort i luften. Kunne man forestille sig en akutpakke til nødlidende familiefædre med store stationcars? Indtil da vil jeg være trofast guldkunde i min lokale bilvaskehal.
