Overlevelsesfilm lever ofte af det enkle: Et menneske, et mål og en natur, der hele tiden minder os om, hvor lidt kontrol vi egentlig har.
Når genren fungerer bedst, handler den ikke kun om at komme fra ét punkt til et andet, men om hvad presset afslører undervejs.
Det er også udgangspunktet for ’Heart of the Beast’, der sender en mand og hans tidligere militærhund ud i Alaskas vildmark med én klar opgave: at overleve længe nok til at finde vejen hjem.
Filmen skal derfor ikke vinde på kompleksitet, men på intensitet, nærvær og følelsen af, at hvert skridt kan koste dem alt.
Et bånd, der bærer historien
’Heart of the Best’ handler om James Belmont (Brad Pitt), en pensioneret Special Forces-soldat, der lever et stille liv sammen med sin tidligere militærhund Odin (Uber).
De bærer begge på ar fra deres tidligere liv – både synlige og usynlige. En weekend flyver Belmont dem op i Alaskas vildmark for at campere, fiske og være i fred for omverdenen.
Her møder de en fremmed, spillet af den altid seværdige J.K. Simmons. Det er næsten spild af både talent og karisma, at hans rolle er så lille, men det korte møde rummer en stille, rørende dialog, der effektivt etablerer James og Odins historie.
Men på flyveturen hjem rammer tragedien, og Belmont og Odin må tilbagelægge næsten 100 kilometer gennem Alaskas nådesløse landskab for at nå frem til den nærmeste vej, der er deres eneste håb om redning.
Filmens stærkeste kort er uden tvivl forholdet mellem Belmont og Odin, og både hunden og holdet bag præstationen fortjener stor ros. Odin bærer en stor del af filmens følelsesmæssige vægt på sine næsten fire ben, og hvis båndet mellem ham og Belmont ikke virkede så overbevisende, ville filmen falde fra hinanden.
Forholdet mellem de to bedstevenner styrkes naturligvis også af Brad Pitt, der spiller Belmont med en afdæmpet tyngde, der passer perfekt til filmens enkle fortælling. Han formidler ikke Belmonts traumer med store følelsesudbrud, men lader dem komme til udtryk gennem underspillet intensitet i sine blikke og den beskyttende måde, han agerer sammen med Odin, som han flere gange sætter livet på spil for.
Naturen bider fra sig
Fordi filmen skærer alt overflødigt væk, bliver naturen nødt til at bære en stor del af spændingen. Det gør den heldigvis med overbevisende kraft, og produktionsholdet har fundet nogle af New Zealands smukkeste områder som ramme for filmen.
Terrænet får Alaskas vildmark til at føles både betagende og dødelig. Naturen er dragende på den måde, hvor man forstår, hvorfor James søger ud i den, men billederne gør det samtidig klart, hvor lidt mennesket fylder i de enorme landskaber.
Belmont bliver ofte reduceret til en lille skikkelse mellem træer, klipper, sne og vand, og det giver rejsen en fysisk tyngde, som filmen har brug for. Vildmarken er ikke bare en smuk baggrund, men en aktiv modstander, der hele tiden presser ham længere ud mod grænsen for, hvad han og Odin kan klare.
Det mærkes især i møderne med ulve og bjørne, som skaber den nødvendige spænding og minder os om, at faren ikke kun ligger i kulden, afstanden og udmattelsen, men også i alt det levende omkring dem.
De øjeblikke gør filmen konstant fængende, fordi man aldrig helt ved, om næste trussel kommer fra terrænet, vejret eller dyrene.
Når kontrollen forsvinder
Filmens ligefremme struktur og formål om at nå frem til vejen giver de følelsesmæssige komponenter plads, hvilket er det rigtige valg i en film, der bygger på båndet mellem Belmont og Odin.
Men efterhånden som rejsen fortsætter, og der skrues op for farerne, begynder enkelte øjeblikke at føles manipulerende.
Det gælder især filmens flashbacks til krig, som på den ene side fungerer fint som kontrast til den næsten totale stilhed, Belmont er omgivet af i naturen. På den anden side dukker de indimellem lidt umotiveret op og bryder nogle af de mere fængende øjeblikke, hvor man ellers mærker den fare, James befinder sig i.
Filmen mister også noget nærvær, når den bevæger sig ind på mere utroværdig grund, som når de er i kamp med flok glubske ulve. Derudover bliver slutningen lidt for moraliserende på en måde, der føles løsrevet fra de begivenheder, der kommer før. Det ødelægger ikke filmen, men det mindsker dens følelsesmæssige gennemslagskraft.
Alligevel er ’Heart of the Beast’ værd at se. For selv om enkelte øjeblikke ikke fungerer helt, er forholdet mellem Belmont og Odin stærkt nok til at bære den enkle overlevelseshistorie.
Filmen er bedst på de tidspunkter, hvor den er mindst højtidelig. Det er her, man ikke bare ser, hvad Belmont kan holde til, men hvad der bliver tilbage af ham, når kontrollen forsvinder, og det eneste sikre holdepunkt er båndet til Odin.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
LÆS OGSÅ:
