Kim Kix kan godt blive lidt træt engang i mellem. Folk har nemlig en tendens til at spørge ham om det samme igen og igen.
Hey, var det ikke dig, der spillede i PowerSolo engang?, kunne de finde på at sige.
Og så bliver Kim Kix lidt træt. For selvom rockgruppen PowerSolo ganske vist engang fyldte mere i den kollektive danske bevidsthed og i mediernes spalter, når de udgav plader, så har de aldrig rigtig skruet ned for kadencen. Siden de slog deres navn fast med albummet ’It’s Raceday… And Your Pussy Is Gut!!’ i 2004, har de udgivet ni albums. Det seneste, ’Jambalaya – Xtra Spicy’, udkom i 2023, og faktisk er de i gang med at indspille et nyt lige akkurat nu.
Og: Hvis ikke det var for en smadret gearkasse og en midlertidig muskelskade i ryggen, så havde Kim Kix – bandets altoverskyggende omdrejningspunkt – stået på en tysk scene og spillet med sit band lige nu.
Men sådan slår livet sine små smut en gang imellem, og efter et række aflyste udenlandskoncerter, er han tilbage i Danmark igen, nærmere bestemt i sit hjem i Langå lidt udenfor Randers. Han er vokset op i Tunesien, taler flydende fransk, men betragter egentlig sig selv som aarhusianer. Om ganske kort tid kan han opleves med PowerSolo til en række danske koncerter.
Spørgsmålet er selvfølgelig: Hvordan ser hverdagene ud for en 53-årig østjysk rockmusiker med ild i guitaren og store ambitioner? Det finder vi ud af her i ’Status’. En fornøjelse at have kongen af donkey punk, Kim Kix, med.
Hvad er det første du læser hver dag?
Som regel går jeg på feltet.dk og tjekker de sidste nyheder indenfor cykelsporten. Men min telefon ryger i en skuffe omkring kl. 21 hver dag, og så hiver jeg den først frem igen efter min morgenkaffe, som er meget vigtig. I hverdagen har min kone fundet ud af, at der er værd at liste en kop morgenkaffe ind på natbordet, så jeg kan vågne. Er det ikke kærlighed?
Hvad er din favoritavis?
Jeg er rigtig glad for sportsavisen L’Equipe, som jeg altid køber, når jeg er i Frankrig, fordi jeg taler og læser flydende fransk. Jeg læser stort set alt i den, men hovedinteressen er cykling. Og den er meget vigtig omkring touren. Ellers har jeg været meget glad for Weekendavisen.
Hvad er den vigtigste bog, du har læst?
Den bog, jeg har holdt mest af at læse fleste gange, er ’Renegade – The Lives and Tales of Mark E. Smith’. Det var forsangeren i det engelske band The Fall. Den sidste, jeg har læst, som virkelig var interessant, var ’Sapiens’ af Yuval Noah Harari.
Hvad gør du for at finde ro?
Jeg cykler. Det gør jeg tre gange om ugen. Når det bliver forår, så er det fire-fem gange om ugen, og så varierer det fra korte morgenture på 40-60 kilometer til nogle længere når jeg har ryggen fri, som regel 100-120 kilometer. Jeg har altid cyklet, men da jeg slog mig på musikken, blev det lidt en ungdomshemmelighed.
Hvad kører du bedst på?
Min doping begrænses til allerhøjst at være en smøg på en pause. For lige at udvide lungerne. Ej, det er faktisk lidt løgn, det havde jeg bare lige lyst til at sige. Men jeg har faktisk lyst til at ryge en smøg, når jeg kommer hjem. Når jeg er ude, spiser jeg en god klemme med noget kulhydrat.
Hvad er din største last?
Cigaretten. Hvis jeg kunne trykke på en knap, som kunne få mig til at glemme, hvor meget jeg nyder at ryge, så ville jeg stoppe med at ryge.
Hvad spiser du, når ingen kigger?
Om aftenen har min yngste knægt på 10 år og mig et ritual med tage to stykker ude fra slikdåsen. Kun to. Det havde jeg også med min datter, da hun boede hjemme. Men jeg må indrømme, at jeg godt nogle gange kan finde på at tage 10 og så lægge to på bordet, og så resten i lommen. Det bliver opdaget nogle gange, og så siger de ’hold kæft, hvor er du barnlig mand’.
Hvad spiser du rigtig tit?
Jeg prøver at holde det meget varieret. Men falafler ude fra palæstinenseren i Bazar Vest elsker jeg, og det er altid hyggeligt at komme derud. Min kone får altid rabat, men jeg synes aldrig, han kan huske mig.
Hvad er din underlige besættelse?
Pauser. Det bruger jeg meget i musikken, og når jeg er mentor for eleverne på konservatorieuddannelsen. Mange unge musikere er helt vilde og spiller hele tiden, men så siger jeg til dem, at hvis de ikke har noget konkret at byde ind med, så skal de holde kæft. Så skal der være ro. Det der med at jamme – jamme sig frem til ting, jeg har aldrig kunnet det. Og jeg hader udtrykket jam. Det er forfærdeligt at sidde der med en flok musikere, der lytter mere til sig selv en noget andet og snørfler rundt i en stor pærevælling. Jeg kan ikke holde det ud, og derfor har jeg det faktisk svært med musikere.
Hvilken kunstner har du senest lyttet til?
En marokkansk kunstner, der hedder Fadoul. Det er sådan noget arabisk funk fra 60erne. Der hele tiden noget nyt, gammelt musik, man kan opdage.
Hvilken film ser du igen og igen?
Den der hedder ’Stjernerne og vandbærerne’ af Jørgen Leth. Selvfølgelig fordi det er cykling, men også simpelthen på grund af den ro, den tid, filmen tager sig til at fortælle historien.
Hvad gør dit liv lettere?
Når der er ro på hjemmefronten. Altså, at der ikke er en væsentlig ubalance, for så er det svært for mig at have ro på. Når min familie og mine allernærmeste har det godt, gør det alt lettere for mig.
Hvem inspirerer dig indenfor dit felt?
Andre Williams. Han kom fra Chicago og blev kaldt Mr. Rhythm. Det var ham, der skrev og solgte rettighederne til ’Mustang Sally’. Han døde for nogle år siden, men var the godfather of sleaze. Jeg nåede at indspille med ham. Der er intet overflødigt ved Andre Williams’ musik.
Hvor får man det bedste måltid i Aarhus?
På Oli-Bistro nede ved Olivier i Mejlgade. Jeg kan godt lide en entrecôte med lidt fedt og så et godt glas vin, som jeg lader Olivier vælge. Lidt sur, som jeg siger.
Hvor er dit yndlingssted?
Jelshøj i Aarhus ned mod Odder og videre mod Skanderborg, altså i bakkerne deromkring på min cykel. Så kører jeg på min gamle Colnago Master stålramme, med skyggen i nakken, og det er ikke en søndag, hvor alle de andre motionister er ude, og bilisterne er pissesure og prøver at køre dig i grøften. Det er en tirsdag morgen omkring klokken 8.
Hvad gør du for lidt?
Jeg roser min kone alt for lidt. Hun er god, og der er fuld gang i hende. Hun sørger for, at alting sker, og husker alt det, jeg glemmer.
Hvilken sætning tænker du ofte på?
Min gamle ven Jon Spencer (The Jon Spencer Blues Explosion) sagde altid ‘keep trying’. Fortsæt. Bliv ved. Den holder lidt ved. Man skal fortælle sig selv, at man kan, og man skal fortsætte, ikke give op, selvom det er et slæb.
Hvilken podcast lytter du til?
Café Eddy. Det er en cykel-podcast med Bastian Emil Goldschmidt og Brian Holm. Jeg elsker hans historier, og Bastian Emil er en spændende og meget veltalende gut.
Hvor er dit happy place på internettet?
Jeg kan få meget tid til at gå på Den Blå Avis. Jeg manglede nogle cykelblade fra 70erne og 80erne, som hedder Cykle Jul. Ellers finder du mig på side 666, hvor jeg leder efter en gammel cykelramme, som ingen har opdaget.
Hvem ville du ikke kunne modstå at tage en selfie med?
Jeg synes, selfie-formatet er virkelig grænseoverskridende. At gå over til en, jeg virkelig har respekt for eller ligefrem beundrer, det ville jeg ikke kunne få mig selv til. Men jeg så engang Ole Olsen i lufthavnen, og så gik jeg hen til ham og sagde ’hey champ, tak for alle oplevelserne’.
Hvad var din seneste Google-søgning?
Det var Heartbeats.dk.
Hvad ville du ønske flere folk kendte til?
Hvad der foregår på den progressive rock- og punkscene i Danmark. Jeg synes, medierne misholder deres opgave med at være nogle snushaner og bevæge sig ned i rottehullet og opleve unge og gamle mennesker, der flækker lokalet med deres musik. Der er undergrundsscener i Aarhus, Esbjerg, Randers og Viborg, som ingen medier har talt om.
Hvad er det sidste du gør hver dag?
Jeg klapper min bog sammen, tager jeg mine briller af, mine Ray-Ban Wayfarer, siger godnat til min kone, og så stikker jeg en øreprop i hvert øre og trækker dynen godt op under snuden.
