Nasa Nasa/Reuters/Ritzau Scanpix

Kig op: Et mystisk sovjetisk rumfartøj styrter (måske) ned på Jorden i dag

Der er god grund til at være stjernekigger denne uge. Hold øje med sovjetiske rumfartøjer med kurs mod Jorden.

What goes up must come down, lyder et engelsk udtryk. Og det ser ud til at passe – også selv, når det gælder områder uden tyngdekraft.

Det sovjetiske rumfartøj ‘Kosmos 482’, der har svævet i kredsløb om jorden i over 50 år, gør sin retur til Jorden denne uge. Og skal man tro den amerikanske rumfartsadministration Nasa – en om noget pålidelig kilde – kan det meget vel være i dag, lørdag den 10. maj, at sonden begynder sin nedtur. Bogstavelig talt.

Sonden blev skudt afsted i 1972 med kurs mod Venus. Det mener Nasa, fordi Sonden blev opsendt fire dage efter en anden sonde, Venera 8, som også havde kurs mod Venus (og nåede frem) og havde et identisk design.

Der er dog meget, vi ikke ved om det mystiske sovjetiske rumfartøj. Af samme grund skaber dens retur til Jorden efter flere årtier i kredsløb i rummet interesse – ikke mindst, fordi det ikke vides, hvor på Jorden den agter at gøre sin rentrée.

– Der er en lille chance for, at den kan ramme et sted, hvor den beskadiger ejendom, og der også er en lille chance – men vi snakker én ud af tusinder – for, at den kan skade nogen, fortæller astronom Jonathan McDowell til mediet NPR.

Se, men ikke røre

Nu til det store spørgsmål: Hvor vil rumfartøjet lande på Jorden? Det vides endnu ikke – men Marco Langbroek, der lektor og ekspert i rumtrafik, har givet et bud til CNN, hvor han snævrer området ind til “et sted mellem 52 grader nordlig og 52 grader sydlig bredde”:

– Det område dækker flere store landmasser og lande: hele Afrika, Sydamerika, Australien, USA, dele af Canada, dele af Europa og dele af Asien. Men da 70 procent af vores planet er dækket af vand, er der en god chance for, at den ender i et hav et sted, fortæller han.

Han tilføjer, at hvis rumfartøjet overlever turen til Jordens overflade, som den sandsynligvis gør, kan den ramme med en hastighed på 240 kilometer i timen.

Skulle det hænde, at du er den heldige, der opdager den nedstyrtede sovjetiske sonde, så må du for alt i verden ikke røre det. Rumfartøjet lækker muligvis farlige brændstoffer og kan udgøre andre former for risici for mennesker. Og så må du rent juridisk heller ikke røre ved det – for rumfartøjet er teknisk set russisk ejendom, og det er muligt, at Rusland gerne vil have det tilbage. Det oplyser Parker Wishik, der er talsmand for Aerospace Corporation, til CNN.

Så: Kig op mod himlen denne weekend, og hvis du får øje på noget, der ligner et nedfaldent rumfartøj – så er det det nok.

Footer graphics