For nylig så jeg en kort video af mig selv fra et interview, jeg medvirker i, og jeg kunne simpelthen ikke kende mig selv. Jeg så så skrækkelig ud, at jeg et kort øjeblik nåede at overveje, om produktionen, makeupartisten eller kameraet havde et personligt problem med mig, inden den rationelle del af min hjerne fik genetableret forbindelsen og mindede mig om, at dårlig belysning og en uheldig kameravinkel trods alt ikke er et attentat.
Det virkelig irriterende er, at jeg sikkert siger nogle ganske fornuftige ting i videoen. Ting, jeg gerne ville have, at folk hørte. Det burde selvfølgelig være vigtigere end mit ansigt, og jeg kunne have delt den med rank ryg og været det levende bevis på, at kvinder er andet og mere end deres udseende. I stedet håbede jeg bare, at algoritmen stille og roligt ville begrave den, inden nogen, der hidtil kun har set mig på billeder, fik den tanke, at jeg catfisher i min fritid.
Så meget for den frigørelse.
Midt i livet
40-årige Cecilie Rubini står cirka midt i livet, hvor hverdagene som fraskilt mor til tre skaber et tankefuldt indre liv, der kalder på de rigtige ord. Derfor skriver hun klummer om alt fra kærlighed, familieliv og jagten på lykken.
Sidste år skrev jeg en klumme om min krop. Om at være blevet mere hjemme i den efter tre graviditeter og et efterhånden ganske langt liv sammen. Om ikke længere at betragte enhver forandring som et problem, der skal løses. Jeg mente hvert et ord, og det gør jeg stadig. Jeg er blevet mindre selvbevidst med årene. Jeg bruger mindre tid på at bekymre mig om min krop, end jeg gjorde som yngre, og langt mindre energi på, om den nu også ser rigtig ud.
Men mindre er åbenbart ikke det samme som ingenting.
Jeg er stadig forfængelig. Jeg vil gerne se godt ud, jeg kan lide tøj og makeup og en god hårdag, og jeg bliver uforholdsmæssigt glad, når nogen tager et virkelig godt billede af mig. Jeg kan mene meget begavede ting om kvinders forhold til deres kroppe og fem minutter senere stå foran spejlet og trække i min ansigtshud, for at se hvordan det ser ud. Jeg har det glimrende med, at man kan se, at jeg ikke lige er blevet færdig med gymnasiet, og alligevel kan jeg finde på at bruge 895 kroner på et serum med et franskklingende molekyle, jeg ikke kan udtale.
Den kompleksitet kan jeg egentlig godt leve med. Jeg synes faktisk næsten, der er noget lidt mistænkeligt ved idéen om, at det ultimative mål må være at blive ligeglad med sit udseende. Som om man på et tidspunkt i sin personlige udvikling bør nå frem til en ophøjet tilstand, hvor man ser en ny rynke i spejlet, nikker anerkendende til livets gang og fortsætter sin dag.
Jeg er i hvert fald ikke nået dertil. Jeg er heller ikke sikker på, at jeg gider.
Forfængelighed er til gengæld blevet et lidt besværligt ord. Vi må gerne bruge svimlende beløb på vores ansigter, men helst med en bedre begrundelse end, at vi gerne vil være pæne. Vi vil se friskere ud, vi “optimerer hudkvaliteten”, og hudpleje er for længst rykket over i kategorien selfcare. Jeg træner også af mange andre grunde end min røv, men min røv er trods alt til stede under træningen, og det ville være løgn at påstå, at jeg aldrig skænker den en tanke.
Selvindsigt er desværre ikke en vaccine mod forfængelighed.
Det interessante er, at vores forfængelighed samtidig har fået helt nye arbejdsbetingelser. Vi ser vores egne ansigter konstant på billeder, video, FaceTime, Teams og sociale medier, og især på de sidste er vi blevet vant til at have temmelig stor indflydelse på, hvilken udgave der kommer videre ud i verden. Vi vælger billedet, vinklen og øjeblikket. Selv uden filtre kuraterer vi, for de færreste vælger bevidst det billede, hvor de ligner en skål havregrød, hvis der ligger et bedre lige ved siden af.
Det betyder ikke, at vi bestemmer, hvordan vi ser ud. Men vi har fået en ret stor indflydelse på, hvordan andre ser os.
Og det var præcis dét, videoen tog fra mig.
Jeg var sådan set ikke i tvivl om, at jeg havde set bedre ud. Jeg troede heller ikke pludselig, at kameraet havde afsløret mit sande ansigt, mens mine egne billeder havde løjet for mig i årevis. Det, der generede mig, var, at andre mennesker ikke nødvendigvis vidste det. At et menneske, der aldrig havde mødt mig, kunne se de 40 sekunder og tænke: Nå. Sådan ser hun altså ud.
Det er jo forfængelighed i ret koncentreret form. Ikke engang frygten for at være grim, men irritationen over ikke selv at få lov at bestemme, hvor grim andre mennesker tror, man er.
Det er ikke nødvendigvis en særlig flatterende erkendelse, men jeg synes faktisk, den er interessant. For sociale medier har givet os en form for redigeringsret over os selv, som tidligere generationer aldrig har haft. Vi kan slette, vælge, beskære og prøve igen, og selvfølgelig ved vi godt, at alle andre gør det samme. Alligevel ser vi hver dag tusindvis af ansigter, hvor nogen allerede har sorteret de værste 16 billeder fra, og jeg tror, det gør noget ved vores tolerance over for de versioner, der ikke blev udvalgt.
Vi ved jo godt, at mennesker har dobbelthager fra bestemte vinkler, at ansigter gør mærkelige ting midt i en sætning, og at ingen går rundt og ligner deres bedste profilbillede hele dagen. Men når vi bliver vant til at se både os selv og hinanden i udvalgte øjeblikke, kan et helt almindeligt ansigt i bevægelse under en loftslampe en grå eftermiddag i oktober pludselig se forkert ud.
Og som om det ikke var rigeligt at rode med, lever vi samtidig i en tid, hvor næsten alt det, vi måtte være utilfredse med, har fået en potentiel løsning. Linjer kan forebygges, kollagen stimuleres og hudens struktur optimeres, og helst skal man komme tidligt i gang. Det er faktisk et ret genialt system: Først skal man være ung og smuk. Derefter skal man sørge for at ældes korrekt.
Det er den del, jeg har det sværere med. Ikke Botox, hårfarve, makeup eller dyre cremer i sig selv. Det ville være temmelig hyklerisk af mig. Jeg har det sværere med, at et helt almindeligt ansigt efterhånden kan ligne en to do-liste. For når man kender løsningen på en linje, en pigmentplet eller en blød hals, er det svært ikke også at få øje på “problemet”. Og når “forebyggelse” bliver noget, meget unge kvinder skal forholde sig til, har ansigtet næsten fået sin egen vedligeholdelsesplan, før det for alvor er begyndt at ældes.
Jeg kan godt lide at forestille mig, at mine egne præferencer er mine egne, men jeg har levet hele mit liv i en verden, der har været meget meddelsom omkring, hvordan en kvinde helst skal se ud. Det ville være imponerende, hvis jeg var den ene, det ikke var sivet ind hos.
Omvendt nægter jeg også at gøre min mascara, min hudplejerutine med utallige trin eller en eventuel fremtidig Botox til et politisk nederlag. Så har vi bare opfundet endnu en måde at gøre kvindelighed korrekt på. Først skal vi se godt ud. Derefter skal vi være tilpas frigjorte til ikke at gå op i, om vi gør det.
Det ER udmattende.
Og det irriterer mig stadig, at en dårlig video kan fylde så meget hos mig. At jeg som 40-årig kvinde med børn, arbejde, regninger og nogenlunde udviklede frontallapper stadig kan bruge kostbar hjernekapacitet på, om fremmede mennesker synes, jeg ser grim ud. Jeg havde nok håbet, at alderen ville have ryddet lidt mere effektivt op i den afdeling.
Til gengæld har den gjort noget ved proportionerne. For 20 år siden kunne et dårligt billede få lov at ændre den måde, jeg så på mig selv. Nu ved jeg godt, at jeg ikke bliver hverken mere eller mindre mig af at se rædsom ud i 40 sekunder på internettet. Jeg kan stadig hade videoen inderligt og håbe, at ingen ser den. Forskellen er, at jeg ikke hader mit eget værd sammen med den.
