Jeg har nærmest stadig mudder på knæene, tømmermænd og en umiskendelig smag af gajolshots i munden fra Roskilde Festival, da jeg torsdag morgen flyver til Oslo for at opleve, hvad jeg tror, er en norsk pendant til Danmarks største musikfest.
På papiret ligner Øya og Roskilde nemlig hinanden: begge festivaler har et imponerende line-up af kunstnere (i år står navne som Air, André 3000, PJ Harvey, Jorja Smith og Janelle Monáe øverst på plakaten), begge festivaler fokuserer på bæredygtighed, og begge tiltrækker hvert år tusindvis af festivalgængere fra nær og fjern.
Men Øya Festival skal vise sig at overraske mig.
I praksis kunne de ikke være mere forskellige. Hvor Roskilde er en syv-dage lang undtagelsestilstand, hvor bankmænd klæder sig ud som hippier, og skolelærere danser til Lamin i en kæmpe eftermiddagsbrandert, er Øya det stik modsatte.
Her er der ingen udklædninger, ingen fulde folk og absolut ingen klassisk eftermiddagsbrandert. Ingen røg, ingen danser vildt, og ingen mister kontrollen. Øya minder mest af alt om en hyggelig sommerlejr i naturen, på trods af at den altså ligger i Oslo. Måske er det fordi alkohol koster det hvide ud af øjnene, eller måske har nordmændene bare så meget styr på deres liv, at de slet ikke behøver at skeje ud? Jeg ved det stadig ikke. Men jeg har lovet min redaktør at fortælle, hvad jeg har lært om Nordmænd efter en weekend på Øya Festival. Så here goes:
Nordmænd like it shiny
Duften af dyr cologne, frisk græs og rene toiletter er ikke det, man normalt forbinder med en festival. Men på Øya Festival er det netop sådan, det er. Ingen dåser, cigaretskodder eller affald er at finde på pladsen. Selv på fjerdedagen er pladsen ren, menneskene rene, og toiletterne nærmest klinisk sterile.
Respekten for naturen og omgivelserne er tydelig. Med skove og klipper i horisonten og frisk luft i lungerne ved hver indånding er det let at forstå, hvorfor nordmændene tager bæredygtighed så alvorligt. Når udsigten er så betagende og luften så ren, har man ganske enkelt ikke lyst til at svine naturen til – i skarp kontrast til udsigten over marker og duften af urinstøv på Roskilde.
Øya-festivalen har da også flere gange modtaget den højeste udmærkelse fra den britiske organisation “A Greener Future”. En anerkendelse af deres ambitiøse og konsekvente arbejde for en grønnere fremtid. Og det forstår man godt, for det er i den grad en lille bæredygtig perle. Men som alt, der er for perfekt og ordentligt, risikerer det at blive en smule kedeligt. Og her balancerer nordmændene på en knivsæg.
Nordmænd er søde på den nuttede måde
Det var aldrig den pæne, ordentlige dreng med det gode hjerte, der fik de søde piger i gymnasiet. Det var badboyen, ham der røg cigaretter bag skolen og udfordrede reglerne. Nordmændene minder klart mere om førstnævnte. Der er ingen vilde moshpits, og selv fem minutter før koncertstart ved den norske pop-darling Astrid S, kan man stadig mase sig helt op til scenen. Det ville aldrig ske til Medina herhjemme, men nordmændene smiler bare og træder venligt til side, så du kan få en bedre plads.
“I’m thinking of changing the setlist a bit to fit the wonderful, cozy vibe,” råber verdensstjernen Raye torsdag aften fra Øya-festivalens største scene. Hun bemærker hurtigt, at det solbadende, siddende publikum ikke er klar til det energiske nummer ‘Prada’ i sin oprindelige form. I stedet leverer hun en afdæmpet, rock-inspireret version og fortsætter med en koncert præget af kabaret og jazzkoketteri – noget der ofte kan være enerverende. Men som en anden Amy Winehouse formår Raye at gøre det til seks stjerner, perfekt til Øya-festivalens publikum, og det blev en af mine største musikalske oplevelser på festivalen. Men hvad er årsagen til de stive dansehofter? Måske er det, fordi nordmændene simpelthen ikke drikker.
Nordmænd elsker siddepuder til numsen
Bevares, kolde fadøl blev der skam langet over disken. Men i løbet af de fire dage, jeg befinder mig på Øya Festival, ser jeg ikke én person, der er for fuld – ikke engang tæt på. Efter en dag på Roskilde har du allerede med statsgaranti set en sovende på en luftmadras med en pik tegnet i panden, en anden kaste op i en busk og en tredje tage en dobbelt ølbong.
Måske har det noget at gøre med priserne – 125 norske kroner (ca. 80 kr) for en øl. Men selv der kan jeg hurtigt komme i tanke om mindst 10 af mine venner, der uden tøven ville smide 500 kr. efter shots, når først de er i gang. Nordmændene har bare mere pli. Eller også har de ikke samme behov for at skeje ud?
Men de kære nordmænd, kan da også være uartige, for én ting elsker de: den velkendte lille hvide pose, der diskret stikkes op under overlæben.
Nordmænd ryger ikke
“Snus, snus, snus” lyder det, når man bevæger sig gennem menneskemængderne. Til gengæld er der næsten ingen, som ryger, til stor ærgrelse for Lars, en dansk musikchef, jeg mødte på turen, der uden problemer kunne ryge 20 stifter på en aften. Dette havde ikke været opsigtsvækkende på en dansk festival, men her virkede det næsten sygeligt. Svaret skal nok findes i, at en pakke cigaretter koster 110 kroner. Det er et klokkeklart eksempel på, at hvis man vil reducere antallet af unge rygere, er det bare at hæve priserne.
Det hele er lidt ”ekstra” i Norge
Den norske rapper Tøyen Holding sætter på første dagen gang i Øya Festivals største scene, Amfiet. Musikken er god, stemningen ligeså, men det mest opsigtsvækkende er de tre kokke, der står på scenen og tilbereder østers, som de deler ud til publikum under hele koncerten. Denne luksus viser sig at være sigende for festivalen.
Dette blev også tydeligt i festivalens særlige “Delegates”-program for norsk og international presse og musikbranchefolk, som jeg er en del af. Udover koncerterne bliver vi forkælet med en sejltur på fjorden, intimkoncerter på båden, paella på øen Bleikinge, sauna ritualer, ølbilletter og meget mere. Det viser nordmændenes imponerende dedikation til at fremme norsk musik. En indsats, som få andre festivaler kan matche.
Når festivalpladsen lukker for pladsen, starter ‘Øyanatt’, som er en række events og efterfester fordelt på forskellige venues i byen. Jeg er blevet inviteret til Nara Events, en fest med kvindelige elektroniske DJ’s på Gamle Logen, et storslået gammelt koncert- og spillested. Det føles som at træde ind i en kongelig balsal med store lysekroner og malerier i guldrammer. Her er det norske jetset samlet. Drinksene er absurd lækre – og absurd dyre. Da freelancebudgettet ikke rækker til de priser, suser jeg i stedet lidt rundt og tager nogle billeder, før jeg lister hjem i seng.
Nu sidder jeg her i flyet på vej hjem efter fire dages festival, og det slår mig, hvor frisk jeg føler mig. Jeg er ikke det mindste hæs, træt eller udmattet – tværtimod. Det føles mere som om, jeg har været på et fire dages retreat eller et kurophold. Jeg er veludhvilet, afstresset, og min hud har det bedre end nogensinde. Det står i skærende kontrast til, hvordan jeg havde det inden jeg tog afsted.
På Roskilde længtes jeg efter Øyas rene toiletter og det rare publikum, og på Øya savnede jeg af og til det kaotiske og spontane, der gør Roskilde til noget helt unikt. De repræsenterer to forskellige festivaloplevelser, og sandheden er nok, at der er tidspunkter, hvor man har brug for en smule af begge.
Heartbeats var inviteret af Øya Festival til at deltage i festivalen.
