camino andrea heede
Foto: Privat

Jeg satte mig for at gå 260 kilometer. Her er de 9 ting, jeg lærte af det

Efter 12 dage, syv vabler og adskillige nye venner, rejste jeg hjem fra Caminoen med et mindre behov for lidelse i selvudviklingens navn.

Det var mest en joke, da jeg for nogle måneder siden sagde til min veninde, at jeg ville gå pilgrimsruten Camino de Santiago for at finde mig selv.

Men jeg kan nok ikke løbe fra, at mit formål med turen blandt andet var at reflektere og forhåbentlig opnå noget af den selvudvikling, som jeg tænkte måtte følge med, når man går 260 kilometer alene.

Nu er jeg så vendt hjem fra Caminoen og lad mig starte med at slå fast: Jeg har ikke fået nogen decideret åbenbaring undervejs.

Men mine 12 dage på Jakobsvejen, som den også kaldes, har lært mig flere ting, som jeg vil tage med mig på livets vej i større eller mindre grad.

Selvom det givetvis er en kliché at påstå, at man har fundet frem til nogle større sandheder af at have gået fra Porto til Santiago de Compostela, findes klichéer som bekendt af en grund.

Og hvis du selv hører Caminoen kalde, så håber jeg, at du vil tage afsted. Det er en af de bedste beslutninger, jeg nogensinde har taget, hvilket blev tydeligt for mig, da jeg den næstsidste dag græd ved tanken om, at det snart var forbi. Det på trods af at jeg på det tidspunkt lige havde mistet en tånegl.

Her er ni ting, Caminoen har lært mig.

1. “The camino provides”

“The camino provides” (Caminoen tilvejebringer, red.) er et udbredt mantra blandt pilgrimme, som handler om at sætte sin lid til universet og om at tro på, at både de gode og de rigtige ting nok skal komme din vej (no pun intended).

Jeg begyndte selv at lægge mærke til universets mange små gaver undervejs, som fik mig til at sige sætningen til mig selv og andre flere gange dagligt:

Når landsbykirken har et gratis toilet, eller når der tilfældigvis er byfest med radiobiler og rutschebane i den by, man er nået til. Når et band bestående af tre 11-årige drenge spiller Gorillaz og The White Stripes på en bjergcafé.

Når man kommer forbi en bager, der har chokoladecroissanter og bananer på et tidspunkt, hvor energiniveauet er kritisk lavt, eller når man møder en person igen, som man tidligere glemte at få kontaktinformation på.

Når man får uventede venner, og når man møder et menneske, som får én til at græde af grin med sin anekdote om en kvinde på caminoen, der forsøgte at sælge ham en fersken fyldt med LSD.

The camino provides. Man skal bare huske at tage imod. Så længe det ikke er ferskner med LSD i.

2. Venner er vitterligt bare fremmede, du ikke har mødt endnu

Jeg satte mig for at gå Caminoen alene, men jeg nåede at bruge sammenlagt halvanden dag på egen hånd, før jeg fandt en gruppe fantastiske mennesker at følges med resten af vejen. Mennesker, som jeg nu betragter som venner.

Jeg lærte folk at kende fra hele verden: Italien, Rusland, USA, Tyskland, Japan, Ukraine, Canada, Brasilien – og det blev tydeligt for mig, at forskellene mellem os er en del mindre, end man skulle tro. Alder, sprog, kulturelle baggrunde – alt det var ligegyldigt på Caminoen, hvor alle sagde hej og spurgte ind til hinanden med oprigtig interesse. Jeg havde ingen idé om, hvor nemt det faktisk var at finde venner blandt helt fremmede mennesker, som i visse tilfælde befinder sig nogle meget andre steder i livet.


Der sker i øvrigt noget særligt, når man taler med mennesker, mens man går. Der er mange banaliteter, man springer over, og man kan hurtigt komme til at tale om de ting, der betyder noget. Jeg er selv blevet inviteret til bryllup i Holland næste sommer.

3. Selvomsorg er livsnødvendigt

Når man går mellem 20 og 25 kilometer hver dag, er det behovene i bunden af behovspyramiden, der skal opfyldes: mad, vand, søvn.

Det var en underligt rar oplevelse at være så meget i kontakt med sin krop, også når den gjorde ondt, og at være underlagt dens behov for hvile. Noget som jeg ikke altid er god til at mærke i en travl hverdag, hvor min opmærksomhed oftere er rettet mod alle de ting, jeg skal nå.

Samtidig fandt jeg ud af, hvor vigtigt det var at tage mig af mine skavanker og drage omsorg for særligt mine fødder, der blev ramt af intet mindre end syv vabler.

“For youth and beauty!”, sagde en 64-årig irer, når hun om aftenen lå med benene strakt op ad væggen for at få væsken ud af dem. Det samme siger jeg til mig selv fra nu af, hver gang jeg gør noget selvkærligt.

4. Sæt pris på stilheden

Som så mange andre bruger jeg til hverdag min telefon en del mere, end jeg ønsker, trods gentagne forsøg på at få bragt min skærmtid ned. På Caminoen slog jeg alle notifikationer fra og svarede stort set kun på beskeder om aftenen. Nyheder var en by i Rusland, hvilket føles meget uvant, når man arbejder som journalist.

I mange timer af døgnet kunne tredje verdenskrig være brudt ud (og det er jo ikke så usandsynligt endda), uden at jeg havde opdaget det, og jeg savner allerede roen i mit hoved, og følelsen af at være hundrede procent til stede i nuet.

Jeg havde af samme årsag sat mig for ikke at høre lydbøger eller musik, som jeg ellers gør nærmest konstant i min hverdag.

Den beslutning holdt indtil den næstsidste dag, hvor jeg en morgen lyttede til Rosalías ‘Lux’-album fra start til slut, mens jeg gik. Hvis jeg havde en tilnærmelsesvis religiøs oplevelse på Caminoen, var det nok den – og det føltes som en treat, fordi det var bevidst og ikke bare baggrundsstøj.

5. Jesus har en souvenirbutik

Caminoen er en turistindustri, og kapitalismen lever i bedste velgående i katedralen i Santiago de Compostela. Kirken har nemlig en souvenirbutik i bedste museumsstil, hvor man kan købe alt fra t-shirts og sæbe til bedekranse og billeder af paven. Og selvom de selvfølgelig også skal have noget at leve af, virker det langt fra den Jesus, jeg blev fortalt om til konfirmationsforberedelse.

Alligevel købte jeg en julekugle.

6. Du behøver færre ting, end du tror

Jeg vil ikke beskrive mig selv som minimalist nu, men på Caminoen lærer man, hvor få ting og sager, man egentlig har brug for. Jeg gik med 10 kilo på ryggen, der indeholdt to sæt tøj, et par sandaler, en lagenpose og en toilettaske. Jeg manglede ingenting.

Jeg sov på sovesale med køjesenge og franske midaldrende mænd, der snorkede. Jeg sov på sovesofaer ved siden af et menneske, jeg havde kendt i en uge. Bomuldssengetøj blev en luksus frem for en selvfølgelighed.

Selvom det var dejligt at komme hjem til min egen store seng igen, var det sundt for mig at mærke, hvor lidt man helt ægte har brug for i sit liv.

Det er desuden en effektiv måde at undgå tøjkriser på. Gid jeg kunne slippe af sted med at have det samme tøj på hver dag herhjemme.

7. Amerikanere tror, at du tager pis på dem, hvis du spiser en burger med kniv og gaffel

“Det største kulturchok på Caminoen”, som en af mine amerikanske veninder måbende formulerede det, da jeg brugte bestik til at spise min burger på en restaurant. Det er også muligt, at jeg bare er ved at blive en tro kopi af min far, der til brunch i søndags spiste en kanelsnegl med kniv og gaffel.

8. Pas din egen Camino

Jeg blev opmærksom på et lettere ucharmerende træk ved mig selv under særligt sidste halvdel af min meget lange gåtur.

I løbet af de første 160 kilometer kunne man gå længe uden at møde andre pilgrimme, men fordi man skal gå mindst 100 kilometer for at få bevis på, at man har gået Caminoen, blev ruten på netop dét tidspunkt forvandlet til noget, der gav mig uheldige associationer til Strøget.

Jeg tog mig selv i at føle mig som en mere “ægte pilgrim” end de store grupper af midaldrende damer i matchende t-shirts og børnefamilier, der fik deres bagage fragtet fra det ene private hostel til det andet. Men jeg ved jo godt, at jeg er ikke bedre end dem, bare fordi jeg selv gik med mine 10 kilo på ryggen og de fleste nætter sov i køjesenge til 10 euro.

Få styr på dit ego og pas din egen Camino.

9. Du behøver ikke lide mere end højest nødvendigt

Inden jeg fløj til Porto, havde jeg som nævnt en idé om, at min Camino også nødvendigvis måtte indeholde en form for ensom lidelse, som ville sætte mig på prøve både fysisk og mentalt.

Jeg tænkte, at det måtte være en nødvendighed for selvudvikling, ligesom det er tilfældet i en af mine yndlingsfilm (og bøger) ‘Wild’ om kvinden Cheryl Strayed, der i 90’erne gik 1800 kilometer på The Pacific Crest Trail på USA’s vestkyst.

Samtidig var der et digt, der igen og igen dukkede op i mit hoved, mens jeg kiggede ud over de portugisiske marker: ‘Wild Geese’ af Mary Oliver, der starter således:

“You do not have to be good.

You do not have to walk on your knees

For a hundred miles through the desert, repenting.

You only have to let the soft animal of your body love what it loves.”

Det blev nok den vigtigste læring, jeg tog med fra Caminoen: Selvom den fysiske udfordring i sagens natur er en del af oplevelsen, er det okay bare at være til og have det sjovt, hyggeligt og rart. Man må gerne (læs: man skal) stoppe og spise is og drikke en øl til frokost, synge karaoke og booke et værelse på et hostel en gang imellem for at sove i en rigtig seng (se tidligere punkt).

Det kan man sagtens lære en masse af alligevel. Og hvis man lider, behøver man i hvert fald ikke gøre det alene.

Footer graphics