Hævn og retfærdighed er store temaer i ’Cape Fear’ – historien om en advokat, hvis familie jagtes af en nyligt løsladt psykopat. Den blev først filmatiseret i 1962 og siden i en udgave fra 1991 instrueret af Martin Scorsese og med selveste Robert De Niro i rollen som den hævntørstige Max Cady.
Denne gang er historien blevet til en serie i 10 afsnit med Scorsese som producer og en storspillende Javier Bardem i front.
Der er noget, der stinker
Anna Bowden (Amy Adams) er forsvarsadvokat og arbejder med at skaffe benådninger til uskyldigt dømte livstids- og dødsgangsfanger i Georgia. Hendes mand Tom (Patrick Wilson) arbejder nærmere i den afdeling af branchen, hvor man sørger for, at rige mennesker ikke engang kommer i fængsel for mord.
Deres ellers mondæne liv i et stort palæ i Savannah begynder dog at falde fra hinanden, startende med at de finder døde stinkdyr i poolen. Så begår en af Annas klienter selvmord. Så mister deres søn en tå. Så mister Tom sit job.
Anna og Tom er overbeviste om, at det hele har noget at gøre med Max Cady (Javier Bardem). En tilsyneladende uskyldigt dømt hustrumorder, der netop er blevet løsladt fra fængslet efter 17 år, og som både kunne have et problem med, at Anna i sin tid forsvarede ham, og at hendes mand var hans anklager.
Der er egentlig meget godt gods i historien om en kvinde, der lever af at bevise andres uskyld, og som derfor ikke kan røre den psykopat, der i offentligheden hyldes som et stakkels offer for et justitsmord.
Desuden strøs der hints til hemmeligheder ud over hele historien, som man opdager sammen med Anna og Toms teenagebørn, Nathalie og Zach, der bliver mere og mere i tvivl om, hvorvidt der faktisk var noget lusk involveret, dengang deres forældre fandt sammen lige efter at have stået på modsatte sider i en mordsag.
Det hele er også spændende pakket ind i hårrejsende gyservioliner, flashbacks i sort-hvid, uhyggelige negativskud og en overordnet kvælende fornemmelse af, at der altid er hedt i Savannah, Georgia.
Man kunne måske godt diskutere, om serien havde behøvet at være så eksplicit voldelig, som den er, og flere splatterskud af smadrede hoveder føles mere, som om de er der for chokværdi end noget andet.
Javier Bardem er vanvittig!
Amy Adams er udmærket som den konstant bekymrede sydstatsadvokat Anna, men hun har ikke meget at arbejde med i en rolle, hvis grundstemning lidt er den samme bekymrede magtesløshed meget af serien igennem. Patrick Wilson har til gengæld et herligt hint af noget lettere forskruet som hendes mand.
Men hvis man skal se ’Cape Fear’ for én ting, er det så afgjort Javier Bardem. Den spanske skuespiller indtager med sin lettere skræmmende fysik og sit smukke ydre rollen og skaber en Max Cady, som veksler mellem charmebøf og stjernepsykopat med lige stor troværdighed. Heldigvis er han meget med, for man keder sig lidt, når han ikke er på skærmen.
Seriens helt store problem er nemlig, at den kommer til at føles meget lang. Man vil rigtig gerne vide især tre ting: Om Max faktisk dræbte sin kone, om han står bag alle familien Bowdens problemer, og hvem der vinder til sidst.
Men især afsnit tre til seks er lidt af en ørkenvandring af bikarakterer og sideplot. Så har Max Cady måske hemmelige børn, så udøves der måske sort yoruba-magi, så tager hele familien LSD ved et uheld.
Nogle gange er det spændende nok, såsom mysteriet om Max Cadys mystiske stalker, men desværre gør sideplottene ikke meget for at uddybe karakterer eller historie. De føles mest, som om de er der for at distrahere og fylde tiden ud i 10 lange afsnit, mens man venter på det endelige showdown.
Man efterlades med en stærk fornemmelse af, at ’Cape Fear’ kunne have været en stærk serie på omkring seks afsnit fuld af spænding, forviklinger, chok og en pokkers god skurk.
Det er bare ærgerligt, at der er lige så meget udvanding som underholdning involveret i at få svar på krimigådens løsning.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
