Dagens gåtur finder sted på Vestre Kirkegård på det ydre Vesterbro i København. Her går og løber Karl William tit ture for at rense hovedet og få en pause i sit rastløse sind. Og der er en helt særlig grund til, at han besøger netop denne kirkegård: En statue af Jomfru Maria minder ham om sin afdøde mor, som han mistede til kræft i 2021.
– De gange jeg har gået og løbet her på Vestre Kirkegård, så har jeg sendt en lille hilsen til min mor. Fordi, uden hun var religiøs, så brugte hun tit de forskellige religioners figurer og æstetik til at pynte sit hjem. Så når jeg tænker på Jomfru Maria, så tænker jeg på min mors æstetik, fortæller Karl William.

I tiden efter sin mors død har Karl William forsøgt at bearbejde sin sorg med alkohol.
– Sorgen var voldsom. Jeg har egentlig altid haft store problemer med alkohol, og det gav sig virkelig til kende i forlængelse af min mors død. Så jeg drak som et hul i jorden for at skjule sorgerne og gemme den væk. Og det tog overhånd, siger Karl William og fortsætter:
– Der var ikke det sted, hvor jeg ikke skulle have fire-fem fadøl for at kunne fungere, og det blev et fængsel til sidst.
Men en dag nåede Karl William til erkendelsen af, at det ikke var måden at arbejde med tabet på. Meget tilfældigt fandt han ud af, at han skulle begynde at gå. Destinationen blev Caminoen i Spanien.
– Jeg havde ingen idé om, hvordan det praktisk ville være at gå. Jeg havde købt det dyre grej, så jeg i det mindste så godt ud, hvis jeg skulle fare vild, griner Karl William.
Den lange gåtur viste sig at blive et vendepunkt for sangerens mentale velvære.
– Jeg gik bare, uden at vide, hvad jeg egentlig lavede. Det var virkelig rart. Jeg kan love for, at jeg fik tømt ud i tårekanalerne de første ti dage. Det stod ud af mig, siger Karl William.
– Og du var et sted, hvor der var plads til alle tårer? spørger Mikael Kamber.
– Ja, der er ikke andet en plads. Omstændighederne gjorde, at jeg turde give slip. Jeg har ikke altid let til tårer, men der var mange ting, der blev lagt sammen, og jeg fik tømt ud.
Selvom det er et af Karl Williams foretrukne steder at gå, er det ikke alle afkroge af Vestre Kirkegaard, han er bekendt med. Mikael Kamber formår at overraske den 31-årige sanger og radiovært med et helt særligt sted, hvor der er plads til ro og fordybelse. Hvis du vil høre, hvordan Karl William reagerer på det, kan du lytte til podcasten her – eller dér, hvor du foretrækker at lytte.

