Jeg tygger hurtigt, så stilhedens barriere kan brydes omkring kantinebordet på studiet. Mit hjerte banker, og kæben arbejder på at nedbryde tunsalaten, så jeg kan sige bare et eller andet og få en af de andres munde på gled, så de kan underholde, imens jeg spiser færdig. Stilheden sladrer. Den fortæller de andre: Jeg var hjemme hele weekenden, jeg har ikke lavet noget spændende, jeg har ikke nogen interessante historier. Stilheden fylder og driver alle blikke mod alt andet end hinandens øjne. Jeg savner mine mest højlydte venner, der læner mig tilbage med deres mangfoldige fortællinger, imens jeg nikker, tygger, og leder efter svar.
Det stærke behov for at performe og underholde i sociale sammenhænge skaber situationer, hvor jeg fyrer grænseoverskridende ting af blot for at have en verbal redningsplanke. Jeg forsøger selv at forudse, hvor samtalen drejer hen, så jeg kan have en god historie klar. Og hvis det mislykkedes, kan det føre til en ulmende og nærmest dyrisk panik. Når ordene stopper fra alle parter, føles det som at befinde sig i et mentalt frit fald. Der søges efter historier, hensigtserklæringer, og verbal volumen, der kan smides som redningskransen, der kan bryde den stilhed, som føles pinlig eller unødvendigt tom.
Jagten på action
Som unge bliver vi i stigende grad bombarderet med indhold, både i selskab med andre og alene: sociale medier, musik, serier, valg. Pauser finder ofte sted barrikaderet foran mere indhold, og det, som skulle være et afbræk fra indlæring og anden stimuli overtages af farverige videoer og umiddelbare dopamin-fix. Når vi siger, at vi har lavet ingenting, kan det betyde, at vi har set serier i otte timer, som om det at lave “ingenting” ikke rigtig eksisterer længere.
Mange kan ikke se Netflix uden at spole forbi kedsommelige passager, frem til det væsentlige, og på samme måde ønsker vi at spole i vores samtaler, så alle mellemstykkerne, stilheden, udelades, og vi kun ender med det lækre: handling, dramaet, the action – og ikke øjeblikke af ingenting.
Stilhedens magt
Vi skaber hele tiden os selv gennem vores sprog. Vi undlader visse fortællinger, overdriver andre, og skaber narrativer omkring de ting, vi oplever eller vil opleve i fremtiden. Men stilheden, som nu elegant spoles over, er i mange sammenhænge en stor del af vores sproglige identitetsskabelse.
Stilheden er magtfuld og kan runge, både i små sociale sammenhænge, men også i den offentlige debat, hvor stilheden er sjælden. Den kan ellers bruges som et alvorligt og effektfuldt remedie.
Gode retorikere kender stilhedens effekter. Det, der blandt andre gør Barack Obama til en dygtig og karakteristisk retoriker, der fæstner en, er hans lange pauser. Han er sikker i sine udsagn og kan tillade sig at lade dem drive og have luft omkring sig. Stilhedens latente betydning gør den meningsfuld og giver den tyngde. Obamas efterfølger bruger sin retorik anderledes. Trump taler i en messende talestrøm med gentagelser, hvor Obama holder pause. Trump “rambler” og udgyder sin umiddelbare tankevirksomhed uden at lade sine udtalelser gøre ophold, medmindre publikummet applauderer. Obamas retoriske strategi er blød og stærk, og dens tunge stilhed er ladet med en kraft, der tillader, at ordene får rum til udfoldelse og refleksion hos lytteren.
Udviklingen af sproget blandt verdens mest magtfulde mænd afspejler godt, hvordan udviklingen føles blandt ungdommen. Den konstante strøm af stimuli online har fundet vej ind i hverdagen og vores vaner. Nu sidder jeg i kantinen og prøver febrilsk at finde den næste spændende historie. TikTok-algoritmen har manifesteret sig i, hvad jeg forventer i mine samtaler med venner, som pludselig kan føles som værende i verbal slowmotion, hvis de ikke har konstant indhold. I virkeligheden tror jeg, mest af alt, at jeg trænger til Obama-pauser i mit unge liv.
Pauserne skaber kunsten
En mand, der kender stilhedens positive effekter, er foredragsholder Bastian Overgaard. Han har skrevet bogen ’Støjfri ledelse’ og har gjort stilheden til sit arbejdsfelt i erhvervslivet, hvor han sætter fokus på stilhed som en vigtig komponent i hverdagens møder, samtaler og ledelse. Ifølge Bastian er det, ligesom de største komponister siger, pausen, der skaber musikken. Hvis der ikke er pause imellem tonerne, bliver det hele en lang hyletone.
“Det kan føre til en følelse af meningsløshed, der måske kunne være afhjulpet, hvis vi blev bedre til at inkorporere stilheden som en del af vores hverdag”, siger han.
Bastian Overgaard ser stilhed som et vigtigt mellemrum, der gør, at vores hverdag ikke bare bliver en lang række af input og output.
Alligevel frygter jeg personligt dybest set følgende scenarie, når den moderne engel går gennem vinbaren; aftenen er fin og har varet nogle timer. Jeg sidder på en bar med nogle veninder. Vi skal drikke rødvin, og vi skal snakke om alt. På tredje time indtræffer stilheden, vel ca. tredive sekunders søgen efter luft eller fortællinger. Stilheden er en tung dyne over os. Den kravler ind under vores hud og lægger sig som et lag af utilpashed, mellem overhud og underhud. Mit blik søger mod bunden af vinglasset, som om de gode samtaleemner ville være dernede. På bunden finder jeg to store desperate grønne øjne. De tredive sekunder føles nærmest pinlige. Det er selvfølgelig ubehageligt at erkende i sig selv, men hvorfor denne følelse af pinlighed, selv her, i selskab med venner?
I den vestlige verden tolererer vi i gennemsnit 1 sekunders stilhed i vores sprogskifte.
“Hvis stilhed kommer op over 1,3 sekunder, kan vi mærke, at der er noget galt. Det er en norm, vi har vænnet os til. Derfor bliver det utrygt, fordi det er uvant,” forklarer Bastian Overgaard.
Andre årsager til ubehaget ved stilheden er, at man kan bruge tale til at vise, at man har en relation, og derfor kan stilheden føles som en afvisning, som om, at man ikke har kemi, eller i værste fald, som grundlag for social udstødelse, hvilket kan føles særligt faretruende, når man er ung. En stor del af vores ego bor i vores ord, og derfor ligger der i stilheden et stort kontroltab. De fleste mennesker bærer derudover rundt på en række traumer og ting, vi helst gemmer bagerst i vores bevidsthed.
“Hvis vi hele tiden udfylder vores dag med støj og information, så dulmer vi alle de ting, der kan larme i os. Stilheden larmer – men i virkeligheden handler det om, at i stilheden kan du høre alt det, der larmer i dig,” uddyber Bastian Overgaard.
Hver dag bliver vi bombarderet med indhold, der gør tomrum endnu mere tomme, og jeg er træt af at overføre forventninger om konstant indhold til ikke bare medier, men også samtaler. Særligt overfører jeg den til min egen part i dem, og det er næsten det største problem.Måske bør vi i højere grad opfatte alle pauser og al stilhed som kunstpauser.
Kunstpausen er altid berettiget, idet den indikerer, at man reflekterer, bearbejder, tænker, eller bare ser på verden. Men måske stilhed er berettiget ud over det, og et element vi bør øve os i at acceptere. Det, når vores flakkende blikke søger væk fra vores flakkende skærme og hen imod hinanden i kantinen, eller når vi sidder på en vinbar med vores venner. Her kan stilhed være et menneskeligt opholdsrum, der skal til, fordi vi ikke er reels, der kører i uendelighed. Næste gang jeg bliver bange for stilhed, vil jeg øve mig i at fortælle mig selv, at vi har brug for pauser. Stilhed kan være et harmonisk afbræk fra alt det indhold, vi hver time suger op, i overbebyrdede hjerner.
SEIN er et webmagasin for unge, af unge, hvor vi ærligt og ufiltreret skaber vores eget generationsportræt. Læs meget mere her.
