Det er svært at forestille sig et mere passende og samtidig potentielt sprængfarligt kunstnerisk match end det mellem forfatteren Bret Easton Ellis og serieskaberen Ryan Murphy.
De er begge kendt for deres provokerende stil, eksemplificeret i Ellis’ bog ’American Psycho’ og Murphys serie ’American Horror Story’. Ikke bare ligner titlerne hinanden til forveksling, de er også begge kulsorte, satiriske og blodige skildringer af, hvordan menneskets dårskab skaber en verden i forfald – eller måske er det omvendt.
Nu har de to spradebasser slået sig sammen om ’The Shards’, der er en serieudgave af Bret Easton Ellis’ autofiktive roman fra 2023, som udkom på dansk under titlen ’Skår’. Nærmest inden udgivelsen søsatte HBO en filmatisering, som først Luca Guadagnino og siden norske Kristoffer Borgli (’The Drama’) var tilknyttet som instruktører, men projektet faldt sammen og landede i stedet hos Murphy og på streamingtjenesten Disney+.
Det er en svært inciterende verden, som fremmanes i ’The Shards’. Serien foregår i den ekstravagant velhavende del af underholdningsmekkaet Los Angeles anno 1981, hvor en flok privilegerede teenagere dyrker den totale dekadence.
Med deres forældres penge lever de i luksus med sprut, stoffer og sex. Alt er dog ikke fryd og gammen, for parallelt med at en ny elev starter på skolen, begynder en seriemorder ved navn The Trawler at myrde unge i deres omgangskreds.
Overlegne overklasseløg
I ’The Shards’ er en ung Bret Easton Ellis, som spilles af skuespilleren med det herlige navn Igby Rigney, en af hovedpersonerne, der også fungerer som mere eller mindre alvidende fortæller. Det vil sige, at han ikke er helt til at stole på.
Bret er en kulturinteresseret forfatterspire, der elsker musik og går i biografen på premieredagen for at se Stanley Kubricks filmatisering af ’The Shining’, som ifølge den unge mand slet ikke når op på Stephen Kings højder. Han skriver på sin debutroman ’Less Than Zero’, som i virkelighedens verden udkom i 1985, mens forfatteren var en 21-årig universitetsstuderende.
Med et glimt i øjet starter serien med en indledende tekst om, at alle personer er fiktive, men det er tydeligt, at Bret Easton Ellis nok aldrig har været på jagt efter en seriemorder, men har ladet sig inspirere kraftigt af sin opvækst.
Serien tegner et lidet flatterende portræt af en generation, som med hovedet oppe i egen mås ikke engang kan se ud i verden, når døden hærger omkring dem.
Rollelisten tæller unge og relativt uprøvede skuespillere, som har sans for det celebre liv gennem deres forældre. Modellen Cindy Crawfords datter Kaia Gerber spiller skolens populære pige Susan Reynolds, mens Richard Geres søn Homer Gere har rollen som den mystiske Robert Mallory, hvis ankomst slår skår i vennegruppen.
Nepobaby-debatten har rig mulighed for at rase igen, men i seriens univers giver det mening, at de unge overklasseløg oser af overlegenhed. Vennegruppen tæller også Brets kæreste Debbie Schaffer – gestaltet af musikeren Hayes Warner – og Graham Campbells quarterback Thom Wright, der selvfølgelig er kæreste med Susan.
Wes Bentley og Evan Rachel Wood viser som Debbies forældre, at de voksne er endnu mere korrumperede end de stadig mildt uskyldsrene unge. Og så er der Jordan Roth som ægteparrets androgyne personlige assistent, der faciliterer alle grumhederne, men også har sine egne ambitioner for tilværelsen.
Tidens største hits
Det er et spraglet univers, som er svært at få hold på. Serien har en tidløs aura, selv om den meget tydeligt – ikke mindst gennem et soundtrack spækket med tidens største hits – foregår i de hedonistiske 80’ere.
Mens bogen i sine maleriske detaljer nærmest virker til at være skrevet med en filmatisering for øje, gør det desværre ikke fortællingen stærkere at få sat billeder på.
Tværtimod kommer de mange mytologiske lag og popkulturelle referencer til at fremstå som kuriøse indslag frem for en integreret del af den opbygning, der gjorde bogen til en besættende oplevelse.
Det er jo aldrig helt retfærdigt at sammenligne en filmatisering med forlægget, men det er svært ikke at forestille sig, hvordan resultatet var blevet, hvis Ellis var lykkedes med at lave serien sammen med en instruktør, der kunne holde igen på de værste impulser.
Vildt og outreret
Selv om det mere er stemning end handling, der bærer historien fremad for denne seer, føles det som noget af et afbrudt samleje, da serien pludselig stopper efter ni afsnit.
Den nervepirrende semi-afsløring af seriemorderen, som gav bogen sin fornøjelige afslutning, er blevet erstattet af en åben slutning, der peger meget frem mod endnu en sæson. Det er usikkert, om den nogensinde kommer, og den vil i så fald skulle bevæge sig ud over forlægget og finde på nye historier, som man godt kan frygte vil udvande konceptet.
Mens det langt hen ad vejen er en underholdende boble at synke ned i, får man også undervejs for meget af det vilde og outrerede univers. Det lækre tidsbillede er i længden ikke fascinerende nok til at fastholde interessen for de ødelagte personer.
🖤🖤🖤🤍🤍🤍
