I denne uge vender populære krimiserier tilbage på TV 2 og DR, mens andre streamingtjenester byder på premierer på helt nye krimier med store stjerner i centrum.
Vi kommer også omkring det evigt fascinerende emne sex, mens det ligeledes bliver kulørt i en ny film med ikonet Pamela Anderson og en Netflix-dokumentarserie om en af verdens rigeste og mest magtfulde familier.
Dynasty: The Murdochs

Selv hvis du ikke kender Murdoch-familien, har du muligvis alligevel et indblik i deres liv fyldt med magt og penge. Den forrygende HBO-serie ‘Succession‘ er nemlig inspireret af patriarken Rupert Murdochs familie og forretninger.
Hovedrige Murdoch er en af verdens største mediemoguler og som ejer af en lang række aviser og tv-kanalen Fox News også et af de mest indflydelsesrige mennesker på Jorden. Netflix-dokumentaren ‘Dynasty: The Murdochs’ handler om den strid om arvefølge, som Murdoch i årevis har befundet sig i med sine børn.
I traileren bliver der til dramatisk underlægningsmusik sagt, at Rupert Murdoch ikke opfostrede børn, men arvtagere, som han lod konkurrere med hinanden. Her får man også at vide, at der takket være hemmelige dokumenter gives et indblik i den private krig, som gennem årene har hærget i familien. Det lyder lige dele snusket og underholdende at være vidne til.
‘Dynasty: The Murdochs’ kan ses nu på Netflix.
Lad os tale om sex
Sex har siden tidernes morgen fascineret mennesker, og det er jo ikke så mærkeligt. Akten kan som bekendt i bedste fald føre til alt fra stor personlig nydelse til artens overlevelse.
Skuespiller Ditte Hansen synes dog, at der er for meget tabu forbundet med at tale om sex. Sammen med professor i sexologi Christian Graugaard og et panel af danskere undersøger hun i et DR-program i tre afsnit, hvorfor det er så svært at tale ærligt om sex.
Med tanke på hendes morsomme og bestemt ikke kropsforskrækkede roller i blandt andet ‘Ditte og Louise’ er hun nok den helt rette til at få os til at tale om sex med nysgerrighed og åbenhed som drivkraft.
‘Lad os tale om sex’ får premiere i dag på DRTV.
That Night

Netflix laver et hav af spanske film og serier, men ‘That Night’ lyder til at være en af de særligt interessante.
Tre spanske søstre er på familieferie i Den Dominikanske Republik, da ulykken indtræffer. Lillesøsteren Elena kører ved et uheld en mand ned, og hendes søstre kan ikke bære tanken om, at hun skal i fængsel og ikke kan tage sig af sin datter. Derfor beslutter de sig for at beskytte hende og familien – men hvor langt kan man gå, når man først er ude på moralsk dybt vand?
Forlægget til serien, Gillian McAllisters psykologiske bogthriller med samme titel, er blevet kaldt et tænkevækkende og gribende mordmysterium. Forhåbentlig rammer serien i seks afsnit de samme højder.
‘That Night’ kan ses nu på Netflix.
Blue Lights

”Britisk krimi, når det er allerbedst.” Sådan skrev vores anmelder og gav topkarakter, da anden sæson af ‘Blue Lights’ havde premiere på DR sidste år. Nu kommer så tredje sæson af den nordirske serie, der foregår på en fiktiv politistation i hovedstaden Belfast.
I tredje sæson får de efterhånden erfarne betjente noget af en udfordring, da de står over for en organiseret kriminel bande, der har forbindelse til byens velhavende elite. Det sender flere af dem i livsfare.
Fans kan glæde sig over, at optagelserne til fjerde sæson netop er startet, så der er al mulig grund til at blive i det begsorte univers, hvor private traumer og samfundsmæssige kriser går fornemt hånd i hånd.
Tredje sæson af ‘Blue Lights’ kan ses nu på DRTV.
The Last Showgirl

Pamela Anderson brændte sig ind på nethinden over hele verden, da hun trak i den røde badedragt som en af livredderne i ‘Baywatch’. Den i dag 58-årige skuespiller og tidligere model har i høj grad levet af sin krop, og det bruger hun direkte til rollen som letpåklædt danser i ‘The Last Showgirl’, hvor hun ifølge anmeldere leverer karrierens bedste præstation.
Anderson spiller Shelley, der dækket af fjer og pailletter ser det som sit kald i livet at underholde publikum fra scenen i Las Vegas. Da danseshowet er ovre, og forestillingen bliver nedlagt, prøver hun at finde ud af, hvem hun er, hvis hun ikke længere er showgirl.
Filmen er instrueret af Gia Coppola, der har filmstamtræet i orden. Hendes farfar er Francis Ford Coppola, og Sofia Coppola er hendes faster, mens hun selv har lavet et par mindre film uden den store opmærksomhed. Den her virker som en, man gerne vil give en chance.
‘The Last Showgirl’ kan ses 14. marts på HBO Max.
Sommerdahl

I et imponerende tempo er der siden premieren i 2020 blevet produceret en sæson om året af TV 2’s hyggekrimiserie ‘Sommerdahl’ med elskværdige Peter Mygind i hovedrollen.
Vores anmelder var positivt stemt over for den seneste sæson, og der sidder sikkert mange i landets små stuer og glæder sig til, at der skal opklares flere forbrydelser i det danske sommerland – nærmere bestemt billedskønne Helsingør.
Denne omgang tager sin begyndelse, da en dykker i forbindelse med en udstilling på Søfartsmuseet findes død i den lokale dykkerklub. Dan Sommerdahl og makkeren Flemming (André Babikian) graver sig ned i arbejdet, men ser også en masse til hinanden privat, fordi Dan efter sit pludseligt afbrudte bryllup med Josefine er flyttet ind hos kollegaen, der danner par med Dans ekskone Marianne. Det lyder også hyggeligt.
Syvende sæson af ‘Sommerdahl’ får premiere 15. marts på TV 2 og TV 2 Play.
Næsten voksen

‘Næsten voksen’. Foto: TV 2
Hvordan ser Danmarks ungdom anno 2026 ud? Det spørgsmål bliver næppe besvaret fuldstændigt i TV 2’s dokumentar, men det lyder som et interessant indblik i de unges liv.
‘Næsten voksen’ er en reportageserie, der i to afsnit følger fem unge mennesker, når de starter i gymnasiet med alt, hvad dertil hører af fester og afleveringer. Svære emner som perfekthedskultur og angsten for ikke at passe ind fylder i de unges hverdag, mens sociale medier hele tiden er klar til at påvirke deres verdensbillede.
”Vi er ikke rigtig voksne, vi er ikke rigtig børn,” sang de unge i ‘Bølle-Bob’. Ungdommen har alle dage kæmpet med at være midt i et vadested, men i dag har den øjensynligt særligt behov for at blive lyttet til.
‘Næsten voksen’ får premiere 18. marts på TV 2 og TV 2 Play.
Imperfect Women

‘Imperfect Women’. Foto: Apple TV
Det er noget af et trekløver, der står i centrum for ‘Imperfect Women’. Elisabeth Moss, Kerry Washington og Kate Mara har hver for sig imponeret i ‘The Handmaid’s Tale’, ‘Scandal’ og ‘House of Cards’, men nu slår de kræfterne sammen.
Deres fælles serie er en filmatisering af forfatteren Araminta Halls populære bog af samme navn. Det er en psykologisk thriller om et mordmysterium, hvor et mangeårigt venskab bliver påvirket af et tragisk dødsfald.
Serieskaberen Annie Weisman har tidligere stået bag tv-serien ‘Physical’ med forrygende Rose Byrne i hovedrollen, og mon ikke der også er store skuespilpræstationer i vente her. Som om det ikke var nok, er også Joel Kinnaman og Corey Stoll at finde på rollelisten.
‘Imperfect Women’ får premiere 18. marts på Apple TV.
Frauds

Vi har på denne ugentlige liste ikke tidligere anbefalet en titel fra den lille streamingtjeneste BritBox, men det skyldes bestemt ikke, at der ikke er gode ting at komme efter. Faktisk er tjenesten spækket med gode britiske serier og er ikke mindst et slaraffenland for krimifans.
Der er mulighed for en uges gratis prøveabonnement, så man kan dyppe tæerne, og i den anledning kan man kaste sig over den nye serie ‘Frauds’. Det er en krimithriller, hvor Suranne Jones og Jodie Whittaker spiller to veninder, der livet igennem har befundet sig på den forkerte side af loven.
Da den ene af dem bliver dødssyg, overbeviser hun den anden om en sidste opgave: et storstilet kunstkup. Undervejs i de seks afsnit er der plottwists og rørende karakterudvikling, når kvindernes forhold åbenbarer sig. Den engelske avis The Guardian gav topkarakteren fem stjerner, da serien i efteråret havde premiere i hjemlandet, så der er grund til høje forventninger.
‘Frauds’ får premiere 18. marts på BritBox.
