Jeg er born and raised i Sønderjylland, og det står jeg glædeligt ved. Men samtidig føler jeg mig efterhånden også fuldstændig hjemme i København. Jeg har boet her i seks år, og jeg ved godt, at dét sammenlignet med rigtig mange andre ikke er særligt længe. Men hvis jeg skal være helt ærlig, så ville jeg ikke føle nogen som helst former for tilknytning til det sønderjyske, hvis ikke det var for min familie. Der er ikke en celle i min krop, der umiddelbart har et ønske om at komme tilbage for at bosætte sig.
På den anden side elsker jeg naturen og marsklandskabet, som man finder på min hjemstavn. Jeg elsker at kunne kigge ud ad vinduet og se flere kilometer langt, fordi der er så utrolig fladt. Jeg holder endda stadig af lugten af gylle. (Det ved jeg godt, lyder mærkeligt, men det er barndomsminder, og sådan nogle behøver ikke altid at give mening.)
Nuvel, folk kommenterer stadig min jyske dialekt, selvom jeg selv er ret overbevist om, at jeg taler totalt rigsdansk. Og jeg er stolt over at have den jyske charme i mine årer, og det har da også bragt held med sig. Men samtidig nyder jeg at have min daglige gang i København, at hidse mig op over turister på cykelstien, og for alt i verden at undgå Strøget – specielt i weekender og ferier.
Jeg forsøger ikke at diktere, hvad der er rigtigt og forkert. Faktisk er det slet ikke et forsøg, jeg tør kaste mig ud i efter at have set, hvordan det gik Oliver Enné for to år siden, da han her på Heartbeats forsøgte at definere ærkekøbenhavnere. Og det er egentlig også det, der er mit egentlige problem, for hvornår er man en rigtig københavner? Hvornår må man kalde sig københavner? Og må man overhovedet nogensinde det som tilflytter?
Er jeg en rigtig københavner, hvis jeg elsker specialøl og naturvin, der koster det halve af min SU? Er jeg det, når jeg hver uge tager på en ny og hip restaurant, og her kan formøble den anden halvdel af min SU?
Hvad så, hvis jeg nyder at tilbringe alle mine hverdagsaftener på en brun bodega i en cigarettåge og drikke øl? Måske er jeg en rigtig københavner, hvis jeg nyder at betale halvdelen af det mit barndomshjem koster for en cortado i Kødbyen? Eller når jeg mødes med en upraktisk stor mængde venner og deres venner i den lokale park, spiller spikeball og drikker Kings? Er jeg en rigtig københavner, hvis jeg gør alle de ting? Eller er det faktisk os jyder, der gør de ting og tror, at vi er rigtige københavnere, når vi gør det?
Er alt det bare en karikeret version af københavnerlivet, som vi tilflyttere stædigt holder fast i? Som en dårlig sketch, hvor vi tilflyttere står klar i kulissen med balaclava og speltbrød, og de ægte københavnere kun kan se på med indforståede blikke og hånende træk på skuldrende.
Hvem er det, der har snydt os til at tro, at vi må kalde os for ægte københavnere, hvis vi bare gør de ting? Eller er det os selv, der prøver at pådutte de rigtige københavnere, hvordan man skal gøre, for at være the real deal?
Hvis alle de ting ikke er rigtige københavnerting, hvad er så? Er det fordi, de rigtige københavnere ikke vil afsløre over for os andre, hvad der er ’det rigtige’ at gøre? Eller er det fordi, der faktisk ikke er noget rigtigt og forkert? Måske er det fordi, vi faktisk aldrig bliver rigtige københavnere?
Jeg står altså nu her præcis samme sted som for to år siden, da jeg gik på højskole og blev kåret ”Største jyde” og ”Største københavner”. På den ene side føler jeg mig ikke rigtig længere som jyde, og hjemme i Jylland ser de mig heller ikke længere som en. Men på den anden side føler jeg heller ikke, at jeg må kalde mig københavner. Jeg er fuldstændig forvirret og splittet.
Men hvad så nu? Jeg tror, at jeg vil blive ved med at gå rundt og stille spørgsmål ved mit selvbillede og mit tilhørsforhold. Og så vil jeg bare gøre det, som jeg føler er rigtigt – hvad end jeg er jyde eller københavner.
