Lad mig slå fast: Jeg er ikke ude på at shame nogen. Alle må gøre ved deres ansigt og krop, hvad de vil. Men jeg har selv gennemgået en vild bevægelse. Fra at være modstander – en af dem, der rystede på hovedet, når veninder fik lavet noget – til selv at prøve det hele: Profilo, Frax, microneedling, CO2-laser. Og nu botox. Og der er noget, vi er nødt til at tale om.
Efter jeg har fået botox, er jeg blevet ekstremt opmærksom på mit ansigt. Som om jeg hele tiden kører en indre overvågning: Smiler jeg rigtigt? Kan folk aflæse mig? Jeg gør mig mere umage med at bevæge ansigtet og tænker langt mere over, hvordan jeg ser ud, end jeg gjorde før. Jeg er bange for, at mimikken ikke længere oversætter mine følelser præcist.
Samtidig er min pande blevet glat. Jeg ser yngre ud. Og det kan jeg godt lide. Det virker. Det er svært at komme udenom. Men mit smil lukker sig ikke på samme måde som før. Er det vigtigere for mig at se ung ud, end at folk kan mærke mig, når jeg smiler?
Jeg fortæller det til næsten alle. “Jeg har fået botox,” siger jeg halvt grinende. Måske fordi jeg tror, det er tydeligt. Måske fordi jeg ikke vil lade som om, min glatte pande bare skyldes søvn og vand. Det er faktisk rart at have samtalen om alder, forfængelighed og pres – også når man bilder sig ind, at man står udenfor det.
Men noget andet skræmmer mig: Jeg er begyndt at se nye ting i mit ansigt. En linje her. En skævhed der. Ting, jeg aldrig før bemærkede. Når man først begynder at justere, begynder man også at scanne. Og når man scanner, finder man altid noget. Det er et skråplan.
På sociale medier kører en debat om, at vi har glemt, hvordan en kvinde ser ud, når hun ældes naturligt. Vi er vant til glatte, “lavede” ansigter. Med min botox er jeg med til at understøtte den tendens. Kan jeg være det bekendt? Hvad er mit ansvar?
Jeg synes, vi har et ansvar. Alle, der har et publikum – også hvis det bare er ens børn og veninder. Jeg er vokset op med, at skønhed kommer indefra, og at accept er vejen til lykke. I dag virker mantraet til at være: Er du utilfreds, så få det lavet om. Det er farligt. For hvad sker der, hvis vi alle sammen ender med at ligne hinanden?
Jeg er ikke klar til at droppe skønhedsbehandlinger helt. Det ville være uærligt at påstå. Men jeg siger det højt, fordi jeg ellers ville føle mig som en hykler. Ét sted sætter jeg dog grænsen: Jeg er færdig med botox.
