“Man finder sig selv,” siger de typer, der har været fire måneder alene i Sydøstasien og er kommet hjem som nye mennesker. Fuld af begejstring beretter de om, hvordan de fik venner fra alle verdenshjørner, prøvede svampe og besteg bjerge – både fysisk og mentalt. Fordi de var alene, var de tvunget til at søge ud, og nu er de stærkere end nogensinde. Hellige som bare fanden og mere frelste end frelseren selv.
Jeg må indrømme, at jeg aldrig har været fristet af bare at rejse ud i verden alene. Det er ikke, fordi jeg ikke er eventyrlysten, men tanken om at stå alene i fremmede omgivelser har virket enormt ensom. Jeg har altid foretrukket at opleve ting med mine venner, dele de små øjeblikke og spontane jokes, der opstår, når man er på fremmed grund.
Men en arbejdsopgave ændrede mit blik på det at rejse alene. Jeg skulle dække en festival i Norge – alene. Jeg pakkede mine ting og drog afsted på min første solotur nogensinde. Der er noget stemningsfuldt ved at sidde alene i lufthavnen kl. 7.01 om morgenen og kigge på mennesker. Nogle skal til München, andre til Malaga. Jeg selv er på vej til Øya Festival i Oslo, hvor jeg de næste fire dage ville sove alene på mit hotelværelse, spise alene på restaurant og høre et hav af koncerter alene – alt sammen for første gang.
Fire dage på hotel i Norge er måske ikke helt det samme som fire måneder på en bommuldsmark i Vietnam, men jeg fik alligevel en smagsprøve på det at rejse alene. Og her må jeg allerede nu undskylde til de venner, jeg har sendt skeptiske blikke og dybe suk, når de fortalte om deres soloture rundt om i verden – for det kan faktisk noget, det der med at være alene med sig selv som rejsemakker.
Allerede kort tid efter jeg havde indlogeret mig på ‘Comfort Hotel Karl Johan’ blev jeg konfronteret med et indre spørgsmål: ”Hvad skal jeg nu?” Svaret var så klokkeklart, som det var ubarmhjertigt: ”Spørg dig selv.”
Jeg blev tvunget til at tage stilling til mig selv på en måde, jeg ikke før havde prøvet. Hvem er jeg? Hvad kan jeg? Hvad vil jeg? Du er helt på egen hånd, og du skal finde ud af tingene selv. Det var enormt grænseoverskridende, omend det helt sikkert var sundt at prøve. Jeg blev opmærksom på, hvor hurtigt jeg tyr til min telefon, når jeg ikke ved, hvad jeg skal lave, og derfor besluttede jeg mig for at slukke den helt. Heller ingen musik i ørene – jeg ville være helt alene.
Det var enormt tilfredsstillende at sidde på en restaurant alene og bare kigge nysgerrigt rundt eller at spankulere omkring i byen og gå ned ad lige præcis den gade, som jeg syntes så mest indbydende ud. Jeg sad flere gange på en bar med en øl i hånden og tænkte, hvor er jeg heldig, at jeg får lov at opleve det her. Men ti minutter efter var øllen tom, og en følelse af rastløshed blussede op. For alting går hurtigt, når du er alene. Du kan drikke en øl på ingen tid, spise en burger på ingen tid og tjekke en gade ud på, hvad der føles som et splitsekund. Tiden flyver, når intet skal diskuteres eller vendes. Derfor skal man virkelig være god til at trække tiden ud eller bare have en masse planer. Jeg havde endda fået udflugter planlagt for mig, men følte stadig, jeg havde oceaner af tid, hvor jeg ikke vidste, hvad jeg skulle lave. På mange måder føltes de fire dage som fire måneder.
Havde det været hjemme i København, var jeg med det samme gået i gang med at rydde op, løbe en tur, bestille tid til tandlægen, få styr på min årsopgørelse og måske endda vaske gulv, hvis jeg havde så meget tid, jeg ikke vidste, hvad jeg skulle bruge på. Men det gode ved at være ude at rejse er, at det også er en ferie fra en selv og ens daglige rutiner og forpligtelser. Ens daglige handlemønstre bliver kastet op i luften, og jeg følte absolut ingen dårlig samvittighed over ikke at løbe en tur.
Derudover har jeg aldrig lyttet til så meget forskellig musik eller snakket med så mange forskellige mennesker som på denne tur. Alt fra Norsk gaderap til Venezuelansk elektronisk til Peony fra Mumbai og Nanna fra Kolding. Netop fordi jeg var alene, blev jeg nødt til at være åben for nye oplevelser og møde nye mennesker. Jeg fandt ud af, at det ikke altid handler om at finde sig selv på en episk rejse til fjerne lande. Nogle gange kan en simpel tur til en festival i Norge være nok til at åbne ens øjne for, hvad det betyder at være til stede i øjeblikket – uden distraktioner, uden planer, uden de vante rammer.
Ja, jeg savnede nogle gange at have en ven ved min side til at grine sammen med, dele de små øjeblikke og spontane oplevelser. Men jeg lærte også, at der er en særlig tilfredsstillelse ved at stå på egne ben, selv når man føler sig mest sårbar.
Så nej, måske fandt jeg ikke mig selv i den helt store forstand. Men jeg fandt noget andet – jeg fandt roen i at være alene og styrken i at turde være det. Og måske er det i virkeligheden det, der gør solorejser så særlige: Ikke nødvendigvis, hvad man finder, men hvad man lærer om sig selv undervejs.
