Foto: Privat

Hun står bag et af årets bedste festivalprogrammer: Den her booking, tror hun, kommer til at overraske flest på Syd For Solen

Xenia Grigat er head promoter hos Syd For Solen, der løber af stablen i dag. Her afslører hun hemmeligheden bag et godt program, og hvordan man opdager fremtidens artister.

I dag undergår Valbyparken en gevaldig forvandling. De næste tre dage løber musikfestivalen Syd For Solen nemlig af stablen for femte gang, og parkens fuglefløjt overdøves af internationale bangers. På plakaten finder vi store navne som Sombr, Lorde, Dijon og Blood Orange.

I Politiken fik årets program seks hjerter, og Weekendavisen har kaldt det ”helt utroligt”. Men hvordan bærer man sig ad med at sammensætte et program, der får andre festivaler til at ligne Dølle?

Det har vi spurgt kvinden bag det hele om.

Xenia Grigat er head promoter ved liveagenturet Smash!Bang!Pow!, der ejer Syd For Solen. Den 47-årige københavner kunne tidligere i år fejre 25-års-jubilæum i musikbranchen. Hendes karriere startede på pladeselskaberne, men siden har hun skiftet spor og kastet sig over livemusik. Først ved agenturet Beatbox, der i dag er blevet til Down the Drain, der blandt andet står for Northside og Tinderbox. I 2021 kom hun til Smash!Bang!Pow! og er i den anledning i front, når programmet bliver til.

Hvilken booking er du mest stolt af på årets program?

Jeg kan ikke nøjes med at vælge én. Jeg glæder mig helt vildt meget til at se The xx på lørdag. Jeg så dem på Primavera Sound i Barcelona i juni. Det bliver et vanvittigt sæt, de kommer med. Og jeg glæder mig også til Dijon, der er helt vildt dygtig live. Turnstile, som har haft et vanvittigt vækstår, de breder deres fanskare mere og mere ud, og det klæder dem. Det er ret fedt at se, det bliver en kæmpe energiudladning. Og Dove Ellis, hvis jeg må vælge fire.

Hvilken booking tror du kommer til at overraske publikum mest?

Jeg tror, det er Dijon. Folk bliver overrasket over, hvordan det er live, når man har lyttet til pladen. Det er selvfølgelig de samme sange, men der er så meget volumen på. Det er ret råt, og det er ret fedt.

Hvad er hemmeligheden bag et godt program?

Det handler om gæsterne, og det handler om artisterne. Den Lorde og Turnstile-kombination, vi har på fredag, vil for nogle måske virke lidt off, men vi synes, det var en fed idé, og både Turnstile og Lorde var sådan 100 procent let’s go! Så det, der på papiret måske virker lidt off, har faktisk en fed kemi. Så et godt program kræver rigtig mange samtaler med artister og repræsentanter, og så handler det om, hvordan vi logistisk kan få det til at gå op, mens vi har en rød tråd.

Tidligere var festivaldagene på Syd for Solen genreopdelte. Hvorfor er I gået væk fra det?

Vi fandt ud af, at dem, der havde deltaget i Syd for Solen de første fire år, hvor det var genreopdelt, de ville rigtig gerne komme flere dage. Derfor valgte vi at ryste posen og brede programmet ud.

Hvad gør du for at vælge og opdage nye artister?

Jeg rejser en hel del, og så får vi gode tips af agenter. Det er ikke bare mig, men alle mine kollegaer, der holder øje med, hvad der rører sig. Uden for festivalsæsonen har vi vores indendørskoncerter, som også er et parameter for det. Der er måske artister, der har spillet i Idealbar eller i Lille Vega, og som skal videre og spille på Syd for Solen. Vi kigger meget på vækstlagsartister.

Du har tidligere booket til både Northside og Tinderbox. Gør du noget anderledes nu, hvor du sætter program sammen til Syd for Solen?

Selve bookingdelen og forhandlingerne er der nok ikke den store forskel på. Men jeg tror, vi går til opgaven på en lidt anden måde. Den kreative proces, der leder op til bookingen, taler vi meget om. Det er detaljen i line-uppet og den røde tråd, der skal give mening. Det er jeg sikker på, de også gør på andre festivaler, men i vores arbejde tager vi nogle andre chancer, der kan bære frugt et halvt år senere, når vi står på festivalen.

Hvordan mærker I, at folk ude i verden kender til Syd for Solen?

Vi kan se, at vi får flere internationale gæster for hvert år. Det er rigtig dejligt at se. Og det er jo også noget, vi skal kigge mere ned i, hvad kan vi gøre der? Fordi vi har været meget lokalforankret, men der er en naturlig vækst.

Jeres program har fået meget ros, har I simpelthen fundet den perfekte opskrift på et festivalprogram?

Jeg tror ikke, vi har fundet den perfekte opskrift. For hvert år er et kæmpe stykke arbejde. Så vi kan ikke hvile på laurbærrene og tænke, at nu vi har fundet den hellige gral og slappe af næste år. Det er fordi, de artister, vi har satset på, har kunnet og villet.

Ninajirachi skal åbne på lørdag, og hun spiller klokken 14, og det synes hun bare er fedt. Det er lidt underligt måske. Der er også nogle, der har spurgt, hvorfor skal hun spille så tidligt? Det var den plads, der var, og hun synes faktisk, det er ret fedt. Så programmet er blevet godt, fordi artisterne har vist os en tillid.

Er der en booking, som I har kæmpet ekstra meget for?

The xx tog lang tid. Det var ikke fordi, de ikke havde lyst, men der var mange tidspunkter, hvor de ikke var tilgængelige, og det rykkede sig hele tiden. Det er et stort slot, de skulle have, så det var også noget med at have is i maven og turde holde en stor plads ledig længe.

Gør I Roskilde, Northside og de andre festivaler mindre attraktive med jeres fede program?

Roskilde er en institution, den er enormt vigtig for dansk kultur. Northside er etableret i Aarhus, og vi kan også se, at det ikke er der, vi trækker publikum fra. Vi er nødt til at gøre os umage, for der er også nogle artister, som ikke er tilgængelige i vores periode. De første par år lå vi i juni, men så rykkede vi til august for at få noget luft i forhold til den øvrige konkurrence, der er i Danmark, men også i resten af Europa. Vi håbede, det ville give folk en chance for at opdage, hvad vi kunne levere. Ja, og give os selv bedre mulighed for at booke et fedt program.

Hvad er målet for Syd for Solen?

Vi har en begrænsning, vi kan maksimalt være 25.000. Vi har fået mere plads af Københavns Kommune, og det er vi virkelig glade for, men der kommer ikke til at være flere på pladsen. Vi vil gerne skabe nogle flere åndehuller, mere stemning, flere miljøer og aktiviteter. Så målet er at tiltrække et blandet publikum i takt med, at flere får øjnene op for os. Og hvert år er målet at lave en endnu bedre fest end året forinden.

Hvem drømmer du allermest om at booke?

Ja, det er der, men jeg kan ikke løfte sløret endnu. Vi har fuldt gang i næste års program, men jeg vil ikke jinxe noget.

Footer graphics