Det berømte selfe med David Cameron, Helle Thorning-Schmidt og Barack Obama.
Foto: Roberto Schmidt, Ritzau Scanpix

Helle Thorning får uventet shoutout i amerikansk HBO-serie: Larry David vil have Obama til at hilse

13 år efter den verdensberømte selfie med Barack Obama er Helle Thorning-Schmidt igen havnet i selskab med den tidligere præsident. Denne gang har Larry David blandet sig.

Det er ikke hver dag, ens navn pludselig dukker op i en amerikansk HBO-serie med Barack Obama og Larry David.

Men det er præcis, hvad der er sket for Helle Thorning-Schmidt.

Den tidligere statsminister har fået en ganske særlig rolle – dog uden at spille med – i sæsonfinalen af ‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’, hvor Larry David og Barack Obama spiller sig selv i en sketch om tiden i Det Hvide Hus.

Her skal Obama forberede sig til et internationalt topmøde, men Larry David har én særlig bøn til den daværende præsident: Han skal hilse Helle Thorning-Schmidt.

”Tell her Old Lips Larry said hi,” lyder beskeden, som Larry David ihærdigt forsøger at få Obama til at tage med videre. Obama er knap så begejstret for idéen og ender med at afvise ham.

”This made my day or perhaps my year”

Klippet har nu fundet vej til Helle Thorning-Schmidt selv, der mandag aften delte det på sine sociale medier.

”This made my day or perhaps my year,” skriver hun blandt andet i opslaget.

På Instagram har opslaget allerede fået mere end 7.000 likes, og flere tidligere politiske kolleger har meldt sig i kommentarsporet. Her har Lars Løkke Rasmussen, Magnus Heunicke og Lykke Friis har kvitteret med ild-emojis og grinesmileyer.

Hvorfor det lige er Helle Thorning-Schmidt, Larry David vil sende en hilsen til, melder historien ikke noget om. Men det er ikke første gang, hun og Barack Obama ender i verdens søgelys sammen for andet end deres politik.

Til mindehøjtideligheden for Nelson Mandela i 2013 tog Helle Thorning-Schmidt den berømte selfie med Obama og Storbritanniens daværende premierminister David Cameron. Billedet gik verden rundt og blev et af årets mest omtalte øjeblikke.

Og nu, 13 år senere, er forbindelsen mellem de to tidligere statsoverhoveder genoplivet.

Denne gang med ikoniske Larry David som mellemmand.

Hvad er ‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’?

‘Life, Larry and the Pursuit of Unhappiness’ er en syv afsnit lang HBO-sketchserie skabt af Larry David og Jeff Schaffer i anledning af USA’s 250-års jubilæum.

I serien skriver Larry David sig selv ind i en række øjeblikke fra amerikansk historie. Barack og Michelle Obamas produktionsselskab Higher Ground er medproducent, og Obama selv medvirker i sæsonfinalen.

Footer graphics