I den nye HBO-serie ’Youth’ bliver emner som overgangsalder, skilsmisse og fraværende fædre forvandlet til tåkrummende komik og minder os samtidig om, at livet ikke slutter, fordi børnene flytter hjemmefra.
Bag serien står den irske skuespiller, manuskriptforfatter, instruktør og producer Sharon Horgan, der igennem sin karriere igen og igen har zoomet ind på forskellige stadier af voksenlivet og fremhævet de mest uperfekte, absurde og til tider pinagtigt genkendelige aspekter.
’Youth’ ligger på mange måder i naturlig forlængelse af flere af hendes tidligere succeser – fra ’Pulling’, der handlede om tre unge kvinders kaotiske singleliv, til ’Catastrophe’ og ’Motherland’, der gik tæt på ægteskab og forældreskab, og ’Divorce’, der satte et giftigt skilsmisseefterspil under lup.
Nye tider
I ’Youth’, som Sharon Horgan i vanlig stil både har skrevet og instrueret, har hun selv den bærende rolle som 50-årige Alex, der står over for et helt nyt kapitel.
Ægteskabet er forlist for længst, så da sønnen skal på universitetet, skal Alex ikke kun vænne sig til at bo alene. Hun er også fast besluttet på at udnytte, at der nu er mere plads til, at hun kan fokusere på sine egne behov og det kærlighedsliv, der ellers har ligget knastørt hen i adskillige år.
Det viser sig selvfølgelig ikke at være så enkelt. For ud over et job i forlagsbranchen og et par aldrende, småforvirrede, sygdomsramte forældre, kræver den sårbare søn, Ruarí, stadig betydelige mængder opmærksomhed.
Men der er ingen hjælp at hente fra Ruarís far, som i Alex’ telefon er gemt under navnet “Dick for Brains”. Hendes selvoptagede eksmand (spillet af Owen McDonnell) jagter nemlig stadig sit gennembrud som skuespiller og bekymrer sig mere om at lære alien-sprog til en tvivlsom science fiction-rolle end sin rolle som far.
Det er i øvrigt Aran Murphy, søn af den irske skuespiller Cillian Murphy (’Peaky Blinders’, ’Oppenheimer’ m.v.), der spiller Ruarí, og den slående fysiske lighed mellem de to har allerede vakt en del opmærksomhed.
Men det humørsyge, følsomme teenageregister, Aran Murphy leverer som Ruarí, bør ikke overses. Det er så velspillet og overbevisende, at man skiftevis har lyst til at stikke en opdragende finger i luften og råbe over hans umulige opførsel, og andre gange vil man bare give ham en krammer og forsikre ham om, at det hele nok skal gå.
Intet filter
Det er dog først og fremmest Alex’ jagt på kærligheden, der er fast omdrejningspunkt i seriens otte afsnit, og hun bevæger sig undervejs fra gamle flammer til nye bekendtskaber. Men den romantiske genstart møder adskillige udfordringer undervejs.
Som i seriens første afsnit, hvor hendes kæbe går i baglås, og en kvindelig læge konstaterer, at årsagen er gigt i kæben, og tilføjer, at det så er slut med blowjobs.
For Sharon Horgan, der i virkelighedens verden også selv er fraskilt, pakker ikke noget ind i pænt papir og feel-good-cellofan. Hverken kroppens snigende skavanker, overgangsalder, ensomhed eller sex.
I stedet navigerer hun overlegent, både i sit manuskript og i sin rolle med den varme og charme, der efterhånden er blevet hendes varemærke, mens almindeligheder og hovedkarakterer udspiller sig, indtil der opstår absurde, sjove eller rørende situationer.
Ikke uden skønhedsfejl
Alligevel er ’Youth’ ikke helt uden skønhedsfejl, og her taler jeg ikke om Sharon Horgans misundelsesværdige hårpragt, der ikke har antydningen af aldersrelateret udtynding. Den manke får vitterlig al den søsterkærlige hårsolidaritet, mine egne sjaskede lokker og jeg kan opdrive.
Til gengæld kan jeg ikke lade være med at ønske mig, at Alex ikke arbejdede i samme, højtflyvende forlagsbranche, som så mange kvindelige karakterer har været henstillet til i tidligere chick-flicks og romantiske komedier.
Det kan selvfølgelig være et overlagt lille nik til genren, men da arbejdspladsen fylder en del og byder på små sideløbende historier, ville det have været forfriskende med en ny og noget mere jordnær ramme.
Den overordnede fortælling mister til tider også lidt af tempoet, men det ændrer ikke på seriens lårklaskende momenter og simple pointer: Nej, livet bliver ikke nødvendigvis nemmere, fordi man er granvoksen.
Men selvom tidligere kapitler er afsluttede, lukkede og slukkede, kan man sagtens kaste sig ud i både midtvejsliv og kærlighed. Også på trods af, at knæene knirker, collagen-niveauet falder som aktiemarkedet i 2008, og man drømmer om en app, der kan fortælle, hvor man har lagt sine læsebriller.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
