Det lange røde gulvtæppe blev natten til mandag 6. februar dansk tid overtrådt af musiker efter musiker i vilde outfits. Den prestigefyldte amerikanske musikpris Grammys løb af staben, og mange af verdens største musikere var selvsagt gæster. Deres stylister må have kigget i de store modehuses gamle kataloger, eller også var de bare stærkt inspirerede af tidligere tiders looks mode.
Hvis man skal tro prisuddelingens røde løber-looks, er det ikke længere cool i Hollywood at se ny ud. Tværtimod. Vi har samlet de 10 vildeste Grammy-looks til dig lige her.
Miley Cyrus
Et eksempel på tydelig inspiration fra tidligere tider var sangerinde og popkultur-darling Miley Cyrus, der dukkede op i en form for chic gylden ringbrynje. I øvrigt det allervildeste, vigtigste og flotteste look til festen i mine øjne.
Kjolen består af omkring 14.000 sikkerhedsnåle af guld og trækker tråde tilbage til 1997 og den britiske designer John Gallianos vinterkollektion med den passende titel ‘Cleopatra’. Dengang var det supermodellen, Naomi Campell, der bar ‘brynjen’. 2024-versionen til Miley Cyrus er redesignet af Maison Margiela.
Miley Cyrus igen
Da Cyrus senere på aftenen optrådte med sit kæmpehit ‘Flowers’, var hun også iklædt et vintage look, nemlig en glitrende, frynset disko-drøm fra Bob Mackies vinterkollektion fra 2002.
Begge kjoler var parret med en helt fantastisk blow out af et hår, der var så stort som Lisa Maries i ‘Mars Attacks’. Det lignede en slags futuristisk hyldest til 80’er-toupering og Cyrus’ idoler fra country-musikken. For eksempel sangerindens gudmor og forbillede Dolly Parton.
Olivia Rodrigo
Nærmest med undtagelse af Cyrus havde mange af aftenens gæster valgt gulvlange kjoler og nederdele. Den purunge popstjerne Olivia Rodrigo udstrålede således ‘Old Hollywood’ i en elegant perlebesat aftenkjole, der er ældre end sangfuglen selv. Kjolen er fra Versaces sommerkollektion anno 1995.
Rodrigo, der er født i 2003, havde fuldendt det glamourøse look med udslået hår og en læbestift så blodrød og glinsende, det kun kan være en reference til hendes hitsang ‘Vampire’, som sangerinden også optrådte med senere i løbet af prisuddelingen.
Taylor Swift
Aftenens helt store sejrherre Taylor Swift, der gik fra festlighederne med en historisk ‘Album of the Year’-pris, havde valgt et elegant og glamourøst ‘Old Hollywood’-look med løst hår og dybrød læbestift. Kjolen, der er fra det italienske modehus Schiaparelli (dem med sidste forårs kæmpestore dyrehoveder), er en ærmeløs draperet korsagekjole i hvid med en dyb slids, parret med skulderlange sorte fløjlshandsker.
Den mørkerøde læbestift og det sorthvide farveskema sammenlagt med superstjernens smykkevalg af seks halvskæder med Lorraine Schwartz-diamanter – hvoraf en er en choker lavet af et vintage Lorraine Schwartz-ur – fik mange af Swifts mere konspiratoriske fans til at forvente, at hun ville annoncere genindspilningen af sit sjette album ‘Reputation’ til aftenens prisuddeling.
I stedet overraskede sangerinden alle med at annoncere et helt nyt album. Måske kan man ikke altid regne sig frem til Taylor Swifts planer ved at tælle accessories, but don’t mind me if I try.
Ice Spice
I den helt andet boldgade gik rap-stjerneskuddet Ice Spice all in på 00’er-nostalgien i et outfit fra Baby Phat med lavtaljet denim og pels og et kæmpe gyldent bæltespænde, der stavede slang-ordet ‘Smoochie’.
Det kan godt være, looket ikke er vintage, men det er en hyldest til tidligere tiders mode, som kan få enhver millennial til at mindes mørkeblå Miss Sixty-bukser og dynejakker med store kraver.
Caroline Polachek
En af denne skribents andre personlige favorit-looks var sangerinde, producer og sangskriver Caroline Polachek, der var så lækker, at det sårede vores alle sammens følelser i endnu et vintage-look, en kjole fra den belgiske designer Olivier Theyskens 1998-kollektion.
Sangerindens sorte skrud var gulvlang med en dyb slids og høj hals og udfordrede øjet med et indlæg af rød blonde på skulderen, hvorfra røde blodårer strakte sig som fangarme ud over resten af kjolen. “Det her er mit hjerteblod,” synes kjolen at sige.
Dawn Richard
Aftenens mest overraskende look blev nok leveret af den amerikanske sangerinde Dawn Richard. Det var simpelthen lykkedes hende at klæde sig ud som et rødt træ og samtidigt se virkelig elegant og smuk ud. Al respekt herfra for sådan en bedrift, det er godt nok noget, de færreste mestrer.
Træ-kjolen er inspireret af Botticellis Primavera-maleri og er skabt af den armensk-amerikanske designer KHOSROV.
Dua Lipa
Man skulle næsten tro, at kæmpestjernen Dua Lipa havde talt sammen med Miley Cyrus, for også hun trådte ind på den røde løber i en brynje. Den sølvskinnende kjole hang løst på sangerindens krop og gik helt ned til gulvet med en dyb v-udskæring og ditto udskæringer omkring hendes hofter.
Kjolen er af det franske modehus Courrèges og udstrålede krigerkvinde ala Jeanne d’Arc på alle parametre.
boygenius
Vinderne af prisen for bedste alternative album, bandet boygenius, mødte op i matchende hvide silkejakkesæt med lyserøde blomster i knaphullet. Blomsten er højst sandsynligt en reference til bandets sang ‘We’re in Love’, hvori de synger: “I’ll be the boy with the pink carnation.”
De hvide jakkesæt var designet af Thom Browne og var prydet med mønster, der lignede årringene i et træ.
Laverne Cox
Skuespiller og aktivist Laverne Cox var gudesmuk i et skrigrødt skrud med hvepsetalje og mange forskellige tekstiler i lag. Kjolen er skabt af Comme Des Garçons og er ikke ligefrem vintage, men har alligevel nogle år på bagen, da den er fra en kollektion fra 2015.