Krydderier
Foto: Shutterstock

Det har stået i hendes skab i over 40 år: “Der er stadig både smag og aroma”

Danmarks ældste krydderi er fundet.

Der skulle skulle julehygges i 1982. Derfor købte Anne Marie Andersen fra Liseleje en bøtte med nelliker, som kunne pynte i nogle appelsinerne. Nellikerne har hun stadig, og det gør hende til indehaveren af Danmarks ældste krydderi.

I løbet af sommeren har webshoppen Motatos, der forhandler fødevarer, nemlig ledt efter Danmarks ældste krydderi. Og nu er vinderen altså fundet: De over 40 år gamle nelliker fra Liseleje.

“Der er stadig både aroma og smag i nellikerne,” forsikrer Anne Marie Andersen. 

Konkurrencen har været en en del af et initiativ fra Motatos, der gerne vil øge bevidstheden om datomærkningerne på vores fødevarer. Ifølge Fødevarestyrelsen smider danske husholdninger årligt 235.000 ton spiselig mad ud.

“Hvis flere mennesker tør se, lugte og smage på produkter, der har overskredet deres ‘bedst før’-dato, kan vi reducere den store mængde madspild,” siger Anna Holmqvist, Sustainability Manager hos Motatos og forklarer, at de gerne vil udfordre danskerne til at fokusere mindre på etiketten og i stedet bruge deres sanser.

Madspildet bunder nemlig ofte i, at vi forbrugere mangler en forståelse af, hvad de forskellige datomærkningerne egentlig betyder. Vi har en tendens til at kaste madvarer i skraldespanden, når de har overskredet ‘bedst før’-datoen. Men det er der ikke nødvendigvis nogen grund til.

‘Bedst før’-datoen er nemlig blot en garanti om, at hvis man holder sig indenfor den, så vil fødevaren bevare en vis smag, farve, sprødhed, fasthed og konsistens. Den vil altså leve op til en vis kvalitetsstandard, men den er ikke dårlig.

Faktisk kan fødevaren være god i uger, måneder og nogle gange også år efter ‘bedst før’-datoen. Det gælder eksempelvis mange krydderier og eddiker.

Mærkningen ‘bedst før’ må naturligvis ikke forveksles med ‘sidste anvendelsesdato’-mærkningen. Sidsnævnte dækker nemlig over fødevarer, der kan blive direkte sundhedsskadelige efter kort tid, som for eksempel fisk og skaldyr.

De her fødevarer holder længere, end du tror

Havregryn: 1+ år
Kaffe: 1+ år
Dåsemad: 5+ år
Mel: 3+ år
Pasta: i evigheder*
Salt: i evigheder*
Sukker: i evigheder

* Med evigheder menes, at produktet kan holde i årevis, hvis det er opbevaret korrekt.

Kilde: Skafferiguiden

LÆS OGSÅ

Footer graphics