Jeg er en af de heldige, der ikke bliver stresset over lyden af et nyt match på Tinder, og jeg er slet ikke bange for at tage på dates med mine matches. Jeg tror faktisk, jeg elsker at date så meget, at jeg måske har fravalgt at være i et forhold helt ubevidst, så jeg kan blive ved med at tage på en masse dates. Jeg har været single hele mit liv.
Jeg sætter stor pris på at stå for, hvad der skal ske på mine dates, og hvor vi skal tage hen, og jeg lægger især vægt på to ting: 1. Om der er en god flugtmulighed. 2. Om der er en for stor chance for at møde nogen, jeg kender.
Det sidste er selvfølgelig altid personligt, men gennem årene har jeg fået en del erfaring på området, så her kommer alligevel listen over hovedstadens otte bedste dating-spots suppleret med lidt personlige anekdoter.
1. Kanalrundfart
Jeg blev for et par år siden inviteret på en date, hvor vi skulle ud at sejle. Og da jeg modtog beskeden: “Jeg samler dig op i Nyhavn 15.30”, ville det være løgn, hvis jeg ikke ændrede mit outfit fra ‘båd og øl’ til ‘yacht og champagne’. Mit livs største skuffelse var, da jeg en time senere stod i kø med en masse turister til kanalrundfart.
Det kan jo ske, at du også støder på en, der rigtig gerne vil have, at I skal på en form for oplevelse på jeres første date. Som udgangspunkt ville jeg droppe den person, men hvis det ikke er et red flag for dig, ville jeg tage på kanalrundfart. Det er billigt, varer ikke så længe, og så er det helt sikkert nemmere at tale om København, end det er at tale om Anna Anchers værk på SMK.
Flugtmulighed: Er cirka lig med nul. Så husk at tisse af inden, det kan du nemlig heller ikke.
Chance for at møde en, man kender: 29%, men det er folk på land, så det er hurtigt overstået.
Chance for date nummer to: Tro det eller ej, men den er faktisk på hele 73%.
2. Dyrehaven
I kan godt lade jeres cykel stå i gården, for I skal ikke en tur til Vesterbro. I skal finde det store rejsekort frem eller giv mor eller far et kald for at låne bilen. Dyrehaven i Klampenborg er et roligt og på mange måder romantisk sted med en masse hemmelige flette fingre- og kyssekroge. Behersk venligst jer selv, og få nu ikke alt for gode idéer, når I kyssemøsser. Jeg mener det faktisk. Og så siger jeg ikke mere…
Flugtmulighed: Bare hold dig til din date, indtil I har ramt København igen.
Chance for at møde en, man kender: Kun 7%.
Chance for date nummer to: Hvis du ikke har pollenallergi, er chancen oppe på 89%.
3. Bakken
Nu når vi er i Klampenborg, ville det være synd ikke at besøge gode gamle Bakken. Det slog mig lige, at Bakken faktisk er de fattiges Tivoli, ikke? Der er gratis indgang, og madportionerne er både større og billigere end alt andet. Man kan nemt dele en hel ret med sin date, hvilket i sig selv er ret sødt – og billigt, fik jeg sagt det? Men inden du inviterer på date, er det måske meget vigtigt, at du dobbelttjekker på Instagram, om hun er typen, der rejser til Dubai, eller om han har ‘Øregård’ eller ‘Juicer på Joe’ stående i sin bio.
Flugtmulighed: Også her fortsætter du med at holde dig til din date, indtil I har ramt København igen.
Chance for at møde en, man kender: Hvis I ikke er der på en blå mandag, er den kun på 10%.
Chance for date nummer to: Igen – hvis I ikke er der på en blå mandag, er den på 91%.
4. Friheden
Jeg matchede for noget tid siden med en, der var model hos Unique Models. Jeg var ikke et sekund i tvivl om, at vi skulle på restaurant Friheden. Det var nemlig blevet min tur til at vise hele verden, at jeg var typen, der datede modeller. Og ganske som planlagt mødte jeg en masse venner og bekendte. Noget, der ikke var en del af planen, var at blive placeret ved bordet lige ved siden af en eks-date, som tydeligvis også var på date. Hvis tragikomik var en film, havde jeg helt sikkert scoret hovedrollen. Situationen var, sjovt nok, så komisk, at vi blev nødt til at kommentere på den. Og jeg ved ikke hvordan, men pludselig stod jeg midt i en par-date. Om jeg vil prøve det igen? Det var første og sidste gang. Måske I ikke skal vælge det her sted, hvis det er jeres første date. Men perfekt til date nummer 47, når der skal flashes.
Flugtmulighed: Meget god. De har to flugtdøre i baglokalet.
Chance for at møde en, man kender: 100%.
Chance for date nummer to: 34%.
5. Flyvergrillen
Er du en garvet dater, vælger du en ristet med det hele. Findes der noget frækkere end en selvsikker pølse-æder med dressing rundt om munden og løg i skægget? Du tænker sikkert ‘ja’, men svaret er faktisk ‘nej’. Er du mere en nybegynder, så vælger du pommes med remo. Det er vigtigt, at du vælger den store, så din date ikke tænker, at du er en genert type.
Flugtmulighed: OK, hvis du timer det med bussen, som i øvrigt ikke kører så ofte.
Chance for at møde en, man kender: 9% alle hverdage, men i weekenderne er den 36%.
Chance for date nummer to: Det kommer an på så meget. Hvis du bestiller en ristet med det hele, har du 100% sikret dig en anden date. Hvis du er en shy girl, er den nok på 41%.
6. Alis Bageri
Alle kender Alis Bageri på Nørrebro, og nogle af os er der nok oftere end andre. Derfor tænker du sikkert, at det er en af de dummere anbefalinger. Det kan du måske have ret i. Men jeg anbefaler altså den anden. Ja, den du og dine venner ikke kender i Heimdalsgade, som er godt gemt fra alt og alle. Det her var faktisk et sted, jeg ikke havde tænkt, at jeg ville dele, men mit store kærlighedshjerte kunne ikke stoppe, fordi sharing is caring.
Flugtmulighed: Rigtig god!
Chance for at møde en, man kender: 23%.
Chance for date nummer to: 100%.
7. Josephine Café
Hvis din date mistænker dig for at have social angst, skal du for Guds skyld ikke være ærlig og fortælle, at du er bange for at møde nogen, du kender. Du tager bare din date med på Josephine Caféen. Jeg har hørt, at der skulle være en rigtig fed energi, og der kommer åbenbart mange unge, som man ikke kender – måske fordi caféen ligger på Amager? Anyway, det her sted skulle være rigtig fedt, og jeg har caféen højt oppe på min dating-liste, hvis Amager på magisk vis flytter cirka 10 kilometer tættere på Nørrebro.
Flugtmulighed: Der er en metrostation i nærheden, og den kører cirka hvert andet minut.
Chance for at møde en, man kender: 1%.
Chance for date nummer to: Hvis din date ikke kan mærke, at du har hjemve, er den på hele 85%.
8. Kulturtårnet
Kalder alle generte og nybegyndere! På Kulturtårnet undgår du mange gæster, og så sidder man ved siden af hinanden og kigger ud over smukke København. Med andre ord – du kommer ikke til at sidde overfor din date og kigge ham/hende akavet dybt ind i øjnene. Det her bliver altså ikke mere romantisk for de introverte.
Flugtmulighed: Jeg har oplevet bedre.
Chance for at møde en, man kender: 19%.
Chance for date nummer to: 50/50.