Der er tre tidspunkter, hvor det er i orden at løbe på Roskilde Festival. Udover det ikoniske nøgenløb naturligvis, så er det til den lige så ikoniske åbning af Orange Scene, og så var der også engang, man løb ind på campingområdet, som gjaldt det liv og død bare for at få en god plads at hamre sig ned i.
Noget tyder dog på, at festivalgæsterne i dag er lidt mindre interesserede i at hamre sig ned end for ti år siden. De vil gerne løbe ture og drikke vand. Derfor er Roskilde Festival teamet op med FysioDanmark Roskilde, der arrangerer to morgenløb hver dag i opvarmningsdagene, et klokken 9 og et klokken 11.
I festivalens beskrivelse af løbene, står der, at det så bliver muligt at “opretholde en aktiv livsstil, mens man er på festival”. Hvordan sådan en livsstil ser ud på en festival, har jeg tænkt mig at finde ud af.
Så da jeg forud for festivalen besluttede mig for, at jeg ville lave en reportage fra et af disse planlagte morgenløb, var idéen oprindeligt, at jeg selv ville løbe med. Gå ren gonzo, løbe risikoen for motion. Men da valget stod mellem at skaffe plads i tasken til en ekstra sixpack eller mine løbesko, var der ikke så meget at gøre.
Løb er overalt
Løb spreder sig som, ja, løbeild i disse år. Årets Copenhagen Marathon meldte for første gang i løbets historie udsolgt, og man er meget heldig, hvis man ligger inde med et startnummer til Copenhagen Half senere på året.
Man kan heller ikke længere sidde og nyde sit dyrtkøbte wienerbrød og morgenkaffe i fred uden at de forskellige kaffebarers løbeklubber tropper op i Planet Nusa tights, Salomon løbeveste og hurtige briller.
Det var samme syn, jeg frygtede at møde, da jeg mandag formiddag fuld af skepsis og tømmermænd bevægede mig mod festivalens aktive område, Stadion. Min egen samvittighed ville ikke kunne klare synet af mennesker med overskud.
Heldigvis kunne jeg ånde en smule lettet op, da løbeholdet bestående af omkring 20 mennesker luntede af sted med orange balloner bundet fast på hofterne i deres udtrådte sneakers, slidte Birkenstock eller sågar bare tæer. Kun enkelte havde rent faktisk løbesko på.
Unge efterspørger det
For Niels Honore, der er fysioterapeut i FysioDanmark i Roskilde, og som står for samarbejdet med festivalen, handler turene ikke om pace eller udstyr. Det kommer det heller aldrig til.
“De fleste, der kommer, er folk, der har en tandbørste i hånden og er på vej mod toilettet, men så ser de, at der sker noget sjovt. Alle kan være med, vi løber kun tre kilometer af bevidste årsager, fordi vi gerne vil være så inkluderende som muligt.”
Men altså, hvorfor skal vi nu til at være aktive på festivalen?
“Det har været en mangeårig vision om ikke at komme ud og ødelægge festen, men bare lige give den et lille drys af noget moderne. Vi ved fra vores samarbejde med Roskilde Festival, at det er noget, de unge efterspørger – særligt tidligt på dagen i opvarmningsdagene.”
Selvom søndagens sjaskvåde morgenløb kun havde to løbere med på ruten, kalder Niels Honore det for en kæmpe succes set i lyset af de mange løbere på mandagens ture. Det er da også en endnu større gruppe, der vender tilbage til Stadion i forhold til antallet af løbere, der var med fra start.
Da den svedige flok nærmer sig Stadion efter en tur rundt i campingområdet, er det med en gruppe mænd i speedos i front. Alle ligner, at de har det for fedt, imens mig og mine tømmermænd stadig ikke forstår konceptet om at dyrke motion på en festival, hvor man i forvejen går 25.000 skridt om dagen i en uge og danser til langt ud på natten. Og nå ja, har tømmermænd.
Så jeg spørger Helene Fagerhøj og Clara Thorball, der står og sveder af efter turen, stadig med glimmer på kinderne fra nattens fest. De er til gengæld nogle af dem med det gode fodtøj.
Løbetur på Roskilde, hvad sker der for det?!
“Ja, det har vi også spurgt os selv om. Vi tænkte bare, at det var en god måde at starte dagen på og måske lige få noget energi.”
Jamen, har I slet ikke tømmermænd?
“Næ, faktisk ikke lige nu. Og nu kan vi have det nice resten af dagen og have lidt bedre samvittighed over alle de øl, vi drikker.”
Det er på det her tidspunkt, at jeg beslutter mig for at tage min dårlige samvittighed med tilbage i min camp, hvor resten af dens medlemmer knap er kommet ud af teltene. På vejen tilbage møder jeg en lille gruppe mennesker, der er ved at klargøre nogle superhurtige cykler. Jeg spørger to fyre i lycra, hvor de skal hen.
“Vi skal ud og cykle 18 kilometer. Vi var også ude at løbe i morges klokken ni, og så slutter vi af med en svømmetur senere.”
Fitnessbølgen har for alvor ramt Roskilde Festival. Men før jeg rider med, skal jeg have en lur. Og en øl.
