Siden romandebuten med horrorfortællingen ‘Carrie’ i 1974, har gysets mester Stephen King overrumplet sine læsere igen og igen med den ene modbydelige skurk efter den anden.
Når man går i gang med en ny Stephen King-bog, ved man aldrig, hvad der venter en, eller hvilken form og skikkelse det onde, der med sikkerhed er en del af læseoplevelsen, dukker op i.
For kigger man tilbage på hans imponerende karriere, er der ingen grænser for, hvad der kan komme ud af hjernen på den måske største nulevende forfatter.
Vi kigger tilbage på 10 af Stephen Kings bedste og mest foruroligende monstre og skurke.
1. Pennywise i ‘Det onde’ (‘IT’), 1986
Pennywise the dancing clown er uden tvivl en af de mest ikoniske King-karakterer. I originalversionen bliver Pennywise kaldet ‘IT’, som også er bogens titel (på dansk ‘Det onde’).
Det ondes historie går helt tilbage til starten af 1700-tallet, hvor det bliver skabt efter et meteornedslag. Første gang, vi bliver introduceret for Det onde, er i 1957 (efter bogens tidslinje), når det i skikkelse af klovnen Pennywise river armen af den blot 10-årige George Denbrough og efterfølgende dræber ham.
Det får Georges storebror Bill og hans seks venner til at starte en efterforskning, der leder dem på sporet af de kræfter, Det onde besidder.
De syv venner har hver sin indre frygt, der bunder i deres opvækst. Det er den frygt, der bliver deres største udfordring i kampen mod Pennywise, der kender til deres inderste hemmeligheder og nådesløst bruger dem imod de uskyldige børn.
Skal man have det fulde billede af, hvad Pennywise er, er man nødt til at læse Stephen Kings mesterlige ‘IT’. Pennywise er kompleks og ond, og karakterarbejdet bag er mesterligt godt fundet på.
Pennywise er portrætteret af både Tim Curry og Bill Skarsgård i adaptionerne fra henholdsvis 1990 og 2017/19, der kan købes, lejes og streames på blandt andet Netflix, Max og Viaplay.
2. Kurt Barlow i ‘De dødes by’ (‘Salems Lot’), 1975
Vampyren Kurt Barlow flytter til byen Jerusalems Lot i Maine med den hensigt at gøre indbyggerne til hans egen vampyrhær. Og som det ofte er med Stephen Kings fortællinger, går også Barlow nådesløst efter de letteste ofre: børnene.
Først får han kidnappet drengen Ralphie Glick og gør ham efterfølgende til den vampyr, der starter den store vampyrtransformation af byen. Der er noget gennemført ondt i det at bruge et barn til at sætte sin plan i gang. For uanset, hvor ondt barnet bliver, vil det altid være elsket af dets forældre.
Og det er det, Barlow udnytter. Selv om både Ralphie og efterfølgende hans bror Danny forvandles til vampyrer, kan deres mor ikke lade være med at invitere dem ind i sit hjem (en del af den klassiske fortælling om vampyrer er, at de ikke kan komme ind i folks hjem uden invitation).
Som vampyr har Barlow naturligvis sine svagheder, da han kun kan komme frem om natten. Han får derfor hjælp af sin dødelige partner, Richard Straker, der blandt andet køber huset, som Barlow flytter ind i, og kidnapper det første offer. Et herligt ondskabsfuldt makkerpar.
Kurt Barlow er blevet portrætteret af blandt andre Reggie Nalder og Rutger Hauer i adaptionerne fra henholdsvis 1979 og 2004, samt af Alexander Ward i den aktuelle ‘Salem’s Lot’ med danske Pilou Asbæk, der kan ses på Max.
3. Randall Flagg i ‘Opgøret’ (‘The Stand’), 1978
I Kings postapokalyptiske hovedværk ‘Opgøret’ dukker Randall Flagg (også kaldet Den mørke mand) op som en manifestation af det onde, efter at en dødelig virus har udslettet 98 % af jordens befolkning.
Han har meget passende sin base i syndens by Las Vegas, hvorfra han via overnaturlige kræfter kontakter de få overlevende gennem deres drømme. Og han leder dermed den gruppe mennesker, der finder vej til ham. Primært samfundets svage og andre, der har følt sig udstødt, da livet stadig var normalt.
Hans plan er at udslette sin største fjende og nemesis, den gode Mother Abigail og hendes gruppe. På den måde kan han blive den nye verdenshersker.
‘Opgøret’ er en klassisk fortælling om kampen mellem det gode og det onde, og det onde i skikkelse af Randall Flagg er virkelig ond.
Randall Flagg er blevet portrætteret af Jamey Sheridan og Alexander Skarsgård i adaptionerne fra henholdsvis 1994 og 2020. Ingen af de to versioner er pt. tilgængelige på danske streamingtjenester.
4. El Cuco i ‘Outsideren’ (‘The Outsider’), 2018
Første gang, vi som læsere stifter bekendtskab med monstret El Cuco, er det i skikkelse af den vellidte og lokale baseballtræner Tery Maitland fra byen Flint City. Kort forinden har det voldtaget, dræbt og delvist fortæret den blot 11-årige Frankie Peterson.
Maitland er naturligvis hovedmistænk og bliver anholdt til offentligt skue for byens befolkning.
Ikke nok med at stå bag det bestialske drab, så opsøger El Cuco efterfølgende de efterladte og pårørende og samler styrke ved at overvære deres sorg.
Da alle spor peger på Maitland som morderen, har El Cuco frit spil til at begynde sin brutale jagt på sit næste offer. El Cuco kan nemlig ved fysisk kontakt med en person tage form som den person og dermed let og ubesværet begå sit næste drab.
Noget af det, der gør El Cuco til et næsten perfekt monster, er ikke mindst dets forvandlingsevne. Men det, der virkelig giver det styrke, er menneskets konstante fornægtelse af det overnaturlige. Hvilken den lokale betjent, der anholder Maitland, får at føle, da tanken om et dobbeltgænger-monster naturligvis ikke falder ham ind. Selv om beviserne for det er lige foran ham.
El Cuco kan opleves i ‘The Outsider’ fra 2020, der kan ses på Max.
5. Collie Entragian i ‘Desperation’, 1996
En af Kings mere ukendte skurke er Collie Entragian fra ‘Desperation’. Entragian er sherif i byen Desperation, som han enerådigt hersker over.
Det får Peter og Mary til deres skræk at føle, da Entragian anholder dem og tager dem med på politistationen. Her dræber han med koldt blod Peter, hvorefter han brutalt trækker Mary hen over liget af en død pige og smider hende i fængsel.
I fængslet møder Mary en lille gruppe mennesker, der ligeledes er taget til fange af Entragian. Blandt dem er forældrene til den lille pige. En anden af de indsatte er en af byens borgere, der fortæller, hvordan han så Entragian henrette næsten alle byens indbyggere.
Men rædslerne er kun lige begyndt. Det viser sig nemlig, at Entragian bliver kontrolleret af en dæmon, der kaldes Tak. Tak har evnen til at tage kontrol over alle levende væsner, inklusiv mennesker.
Når først han har taget kontrollen, begynder kroppen at gå i forrådnelse, og Tak skal derfor finde en ny vært for at holde sig i live. Det er blandt andet det, fangerne skal bruges til.
Collie Entragian er blevet portrætteret af Ron Perlman i Mick Garis’ filmatisering ‘Desperation’ fra 2006, der pt. ikke er tilgængelig på danske streamingtjenester.
6. Annie Wilkes i ‘Misery’, 1987
I den mere jordnære ende af listen over modbydelige karakterer, man ikke ønsker at komme i kontakt med, er der sygeplejersken Annie Wilkes. Det får forfatteren Paul Sheldon at føle, da han kører galt i sin bil og efterfølgende bliver reddet af sin største fan, Annie Wilkes, som fører ham til sit afsondrede hus i Colorado.
Først føler Sheldon sig heldig over at blive reddet. Men hurtigt går det op for ham, at Wilkes er skingrende vanvittig. De fleste husker nok scenen, hvor Annie smadrer hans ben med en lægtehammer, så han ikke kan flygte.
Men som Kings historie skrider frem, går det op for læserne/seerne, at Paul ikke er den eneste, der har måttet lide under Wilkes’ vanvittige sindsforstyrrelser. I sit job som sygeplejerske har hun dræbt adskillige ældre og svage. Derudover har hun slået sin far ihjel og en blaffer, som hun på et tidspunkt har samlet op og haft et kort forhold til.
Annie Wilkes er en af de “dødelige” King-skurke, der har det mest forskruede sind. Og det siger ikke så lidt.
Annie Wilkes er blevet fortolket af Kathy Bates i ‘Misery’ i 1990, der kan ses på TV2 Play, samt af Lizzy Caplan i første sæson af ‘Castle Rock’, som kan ses på Prime Video.
7. Leland Gaunt i ‘Begærets butik’ (‘Needfull things’), 1991
I byen Castle Rock i Maine ankommer den ældre charmerende Mr. Gaunt. Her åbner han en lille butik ved navn Needfull Things (på dansk Begærets butik). Udadtil ligner det et lille hyggeligt antikvariat.
Virkeligheden er dog en ganske anden. Gaunt kender nemlig til alle byens hemmeligheder, intriger og ikke mindst, hvad borgerne begærer mest. Og på mystisk vis har han altid noget i sin butik, der passer præcis til den kunde, der træder ind ad døren.
Blandt andet et meget sjældent baseballkort, et stykke træ fra Noas ark og et specielt armbånd, der lindrer smerten i håndleddet på den, der bærer det.
Prisen viser sig ofte af være usædvanligt lav – man skal blot gøre Gaunt en lille tjeneste. Den tjeneste er som regel noget, der påvirker en af byens andre indbyggere.
Gaunt viser sig at være selveste djævlen, og hans mission er at skabe et oprør i byen, så had og vold kan overtage.
Lelant Gaunt er blevet portrætteret af Max von Sydow i filmatiseringen af ‘Begærets butik’ fra 1993, der kan købes eller lejes på Blockbuster og Apple TV.
8. Jack Torrance i ‘Ondskabens hotel’ (‘The shining’), 1977
På grund af alkoholproblemer og voldsom adfærd mister den ellers kærlige far og ægtemand, Jack Torrance, sit job som lærer. Udover lærerjobbet er han forfatter, og for at få ro til at skrive tager han jobbet som opsynsmand på Overlook Hotel, hvor han sammen med sin kone Wendy og sønnen Danny skal tilbringe vinteren, mens hotellet er lukket.
Det viser sig, at Overlook er hjemsøgt, og langsomt begynder hotellets onde ånd at påvirke Jacks adfærd. Han finder gamle dokumenter og bøger om hotellets historie, der er præget af korruption og vold, som kan spores tilbage til de tidligere ejere.
Alt efter om man tager udgangspunkt i Kings roman eller Stanley Kubricks filmatisering, varierer både Jacks adfærd og handlingsforløbet. I romanen brænder han selv hotellet ned, da det går op for ham, at det har taget kontrol over ham.
Det er altså en mere kompleks skurk, vi har med at gøre i forhold til filmen fra 1980, hvor han ikke rigtig fortryder sin adfærd, men jagter Danny ind i en labyrint og efterfølgende fryser ihjel.
Uanset hvilken af de to fortællinger, man forholder sig til, er han en psykopat, der forsøger at slå sin kone og søn ihjel – og så hører man til på denne liste.
Jack Torrance er blevet portrætteret af Jack Nicholson og Steven Weber i filmatiseringer fra henholdsvis 1980 og 1997. Førstnævnte kan ses på Max.
9. Brady Hartsfield i Bill Hodges-trilogien, 2014-2016
Første gang, Stephen King introducerer os for Brady Hartsfield, er, da han i ‘Mercedesmanden’ en tidlig morgen kommer stormende i en stor Mercedes, som han jorder ind i en gruppe forhåbningsfulde jobsøgende foran et jobcenter.
Selv om det i sig selv er voldsomt, er det ikke helt nok til at komme i betragtning til en plads på listen over Kings mest bestialske skurke.
Da han senere i samme fortælling forsøger at springe sig selv i luften til en koncert med flere tusinde glade teenagere, så begynder man for alvor at fornemme den mørke side af Hartsfield, der som barn dræbte sin lillebror og som voksen gjorde det samme ved sin mor.
Da han vender tilbage i den tredje bog i Bill Hodges-trilogien, ‘Vagt forbi’ (2016), får han for alvor cementeret sig selv som en modbydelig satan.
Her bruger han en slags tablet og tilhørende spil til at trænge ind i sindet på de teenagere, der har overlevet hans mislykkede terrorforsøg i den første bog.
Efterfølgende bruger han teenagernes lave selvværd imod dem og får dem til at begå selvmord. Derfor er han mere end velkommen på denne liste.
Braady Hartsfield er blevet portrætteret af Harry Treadaway i adaptionen ‘Mercedesmanden’ fra 2017, der pt. Ikke er tilgængelig på nogen streamingtjenester i Danmark.
10. Cujo i ‘Cujo’, 1981
Den ellers så søde og rolige kæmpestore sanktbernhardshund Cujo går en grum skæbne i møde, da den bogstavelig talt stikker snuden for langt frem og i et kaninhul bliver bidt af en flagermus og får hundegalskab.
Langsomt forvandler den elskede gårdhund sig til et blodtørstigt monster, der angriber og dræber alt og alle, der kommer for tæt på. Heriblandt dens egen ejer.
Der er ikke så meget at sige om Cujo, men frem til sin brutale død ved baseballbat, efterlader han sig blodige og traumatiske spor – ikke mindst hos den lille dreng Tad, der tidligere var gode venner med den ellers så søde hund.
Der er noget hjerteskærende ved at se, hvordan menneskets bedste ven bliver dets værste mareridt. Og måden, King beskriver denne transformation fra Cujos eget synspunkt, gør, at man på én gang får lyst til at kramme den store hund og give den al sin kærlighed – men som vanviddet tager over, vokser ens frygt for ham.
Cujo er blevet portrætteret – i mangel på bedre ord – af Frank Welker i hundekostume i filmatiseringen ‘Cujo’ fra 1983, der kan købes og lejes på Blockbuster og SF Anytime.