Hella Joof har et godt blik for at finde bøger, der egner sig fremragende til hendes særlige filmiske tone.
Efter den vellykkede filmatisering af Stine Pilgaards ‘Meter i sekundet’ er turen kommet til Stine Askovs ‘Nøjsomheden’, som Hella Joof også formår at gøre til sin egen med stor respekt for forlægget.
Andrea Heick Gadeberg er ganske enkelt skøn som Mona, der er vokset op i det sociale boligområde Nøjsomheden med sin mor (Maria Rossing), der lider af angst, og som derfor ikke kan gå udenfor en dør.
Monas redning under opvæksten har været hendes farverige og rapkæftede moster Tut (en fuldstændig vidunderlig excentrisk Iben Hjejle), der ikke alene har givet hende den kærlighed og varme, hendes mor ikke formåede, men som også har installeret ikke så lidt af sin egen kampgejst i Mona. Og forsikret hende om, at hun er helt okay, som hun er.
Det sidste er vigtigt, for Mona er ikke som de fleste i Nøjsomheden, der balancerer på kanten af enten kriminalitet eller det sociale system – eller begge dele.
Nøjsomheden er sådan et sted, hvor dem, der ikke er plads til andre steder, lander. Men også et sted med en særlig ånd, hvor sammenholdet er stærkt. Og ikke særligt åbent for uvedkommende.
Alt for meget ansvar
Desværre er Tut blevet alvorligt syg. Og som en sidste tjeneste sørger hun for, at Mona får job i den lokale boghandel, hvor hun endelig kan føle sig helt hjemme.
For Mona har altid elsket bøger. Gennem hele sin opvækst har hun slugt alt, hvad hun kunne finde gratis i Nøjsomhedens ikke særligt velassorterede bytteskab. Og nu kaster hun sig grådigt over alt på hylderne.
Og måske finder Mona også mere end godt læsestof i butikken? I hvert fald møder hun en dag den litteraturstuderende overklassefyr Nikolaj, der ganske vist kommer fra en helt anden socialklasse end Mona, men som elsker bøger lige så højt. Og så stammer han. Bare ikke når han er sammen med Mona, og det må da betyde noget!
Men i takt med at Tut bliver mere syg – og desperat efter at få sin kriminelle søn Frederik (Monas fætter) til at besøge sig på hospice – bliver Mona mere og mere presset. For hvordan skal hun tackle både den nyfundne kærlighed, hans overklassefamilie og venner, den overvældende sorg over at skulle miste Tut og det alt for store ansvar det er at stå alene med sin angstplagede mor?
Hvordan skal Mona nogensinde få lov til bare at være Mona?
Giver den hele armen
Hella Joof maler Nøjsomheden med en positiv pensel. Her er skæve eksistenser, sociale tilfælde og psykiske lidelser. Men det hele er ikke så slemt.
Der er noget godt i alle mennesker. Det tager en smule af brodden af Monas splittede forhold til Nøjsomheden, som hun både elsker og brændende ønsker at forlade.
Men hun tegner også et varmt billede af de mennesker, der ikke nødvendigvis er blevet givet mest i livets lotteri. Hvilket er utrolig Hella Joofsk. Hendes hjerte har altid banket for outsiderne – heldigvis.
Varmt kan man til gengæld ikke just kalde portrættet af Nikolajs familie og venner fra overklassen, der er kølige, beregnende, egoistiske – og faktisk ikke så lidt til grin.
Foto: Tine Harden / Scanbox
Ikke mindst hans mor og far, spillet med selvironisk svirp af Lotte Andersen og Ulrich Thomsen.
De er skønne. Også når de er helt forfærdelige. Men selvfølgelig er der også kærlighed til dem. For Hella Joof synes, at alle mennesker er interessante, og det kan mærkes. Og så er hun god til at finde skuespillere, der giver den hele armen. Der spilles ganske enkelt fabelagtigt i alle roller.
Hyldest til bøgerne
’Nøjsomheden’ er en skøn, sjov, varm og oprigtig historie om at være udenfor og have ønsket om at finde et fællesskab – uanset udgangspunkt og postnummer.
Den handler om kærlighed og om at vælge sig selv til, uden at vende ryggen til det og dem, man kommer fra.
Og så er den en varm kærlighedserklæring til bøgernes magi, der indimellem har det med at finde vej over i virkeligheden, hvis man giver den lov.
Skulle man komme med en enkelt anke, må det være, at man ikke helt føler det stærke sammenhold i Nøjsomheden, der kommer af ikke at høre til.
Det samme gælder den indre konflikt, Mona føler, ved på den ene side at høre til og samtidig drømme om at slippe væk, hvilket betyder, at hun må rive alle de stærke bånd over.
Det er meget stærkere beskrevet i Stine Askovs bogforlæg. Men så må man jo bare læse den også.
Det er jo i virkeligheden kun en bonus – to fine oplevelser i en.
🖤🖤🖤🖤🤍🤍
