I den fynske muld gemmer der sig ikke bare danefæ – men også hemmeligheder, ambitioner og ægteskabelige sprækker. TV 2’s nye ’Danefæ’ er en sjælden tv-serie, der både er gribende og graver i dybden – og efterlader os hungrende efter mere.
Ægteparret Ester og Michael (Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen) vågner til tonerne af Grundtvigs ’Det er så yndigt at følges ad’. Hele familien står samlet i haven for at fejre deres sølvbryllup.
Deres hjem er stråtækt idyl placeret midt i de fynske bakker, og det passer perfekt til de to, som har arkæologien som passion.
Ester arbejder som arkæolog på det lille vikingemuseum i Ladby, tæt på Kerteminde, og Michael er direktør på Nationalmuseet og derfor hendes overordnede chef.
Deres forskelligheder bliver hurtigt ridset op. Michael er altid lidt flamboyant klædt i lyserød skjorte, vest og hørblazer. Ester er langt mere afdæmpet i sin fremtoning.
– Jeg fylder meget. Du er stille og grundig, som Michael siger i talen til deres sølvbryllupsfest.
Ud af skyggetilværelsen
Michael er imidlertid temmelig stresset, for Nationalmuseet skal snart åbne en ny udstilling om den første danske konge, Harald Blåtand. Mange har en mening om, hvordan udstillingen skal vinkles, og den hyrede konsulent Helge (Anders Baasmo) synes, at Michael er alt for ukritisk overfor Harald Blåtand.
Det politiske pres er stort, og Kulturministerens (Marijana Jankovic) melding er klar:
– Alle skal kunne se sig selv i den her udstilling.
Ester har i flere år arbejdet på et projekt om vikinger. Hun har søgt om fondspenge og venter spændt på svar. Får hun pengene, kan forskningen munde ud i en udstilling. Faktisk er hun mere optaget af, om hun får tildelt midler, end af fejringen af deres sølvbryllup.
Pengene går dog i stedet til Nationalmuseets udstilling om Harald Blåtand. Og under en samtale ved sølvbrylluppet forstår man, hvorfor projektet er så vigtigt for Ester. Frustreret siger hun til Michael: 7
– Jeg var så klar til, det skulle være min tur.
For udstillingen var også en måde for hende at vriste sig ud af sin mands skygge. Han elsker hende uden tvivl, men han tager hende ikke fagligt alvorligt.
Men så sker der noget uventet. Ester gør et lokalt fund i Tunneldalen, som er større og mere betydningsfuldt, end hun nogensinde har turdet drømme om. Faktisk kan det være afgørende for hele vores forståelse af vikingetiden. Og så holder hun det hemmeligt for Michael.
Mere fokuseret blik
Ligesom Ester er Lene Maria Christensen en skuespiller, som uretfærdigt ofte har stået i skyggen af andre. Forhåbentlig kan den her rolle få hende mere frem i lyset.
Hendes præcise spil gør hendes frustration over altid at have stået bag sin mand utroligt gribende. Men også hendes passion for arkæologien er meget smittende. Man griner og begejstres med hende. Og det er hjerteskærende at se hende kæmpe for den ære, der burde være hendes.
Lene Maria Christensen spiller med en levende og samtidig ekstremt præcis mimik. I takt med at hun begynder at blive mere sikker på sig selv, bliver hendes blik gradvist mere fokuseret, og hendes holdning bliver mere rank.
Anders W. Berthelsen evner at gøre Michael til meget mere end en frembrusende og dominerende mand. Hans kærlighed til Ester er stor, og han gemmer på meget mere, end hans ydre fortæller.
Præstationerne akkompagneres af Lars K. Andersens mundrette og klichéfrie manuskript og Dagur Káris nænsomme instruktion.
Splid ved middagsbordet
Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsens kemi er fortræffelig, og deres samspil føles som en perfekt pardans. Faktisk har de spillet ægtepar i to gange tidligere, i filmene ’Kartellet’ (2014) og ’Rose’ (2022).
Det er klaustrofobisk at opleve, hvordan deres private og faglige liv filtrer sig ind i hinanden. Når de faglige og politiske konflikter om, hvorvidt Esters fund tilhører Fyn eller Nationalmuseet sidder med ved aftensmaden.
Desværre er det ikke det eneste, som skaber splid imellem dem. Det gør også rollen som forældre. For de er på ingen måde er enige om, hvordan deres børn skal opdrages. Michael er autoritær overfor teenagesønnen Storm (Carl Tange), men evigt forstående overfor den voksne datter Liva (Fanny Leander Bornedal). Ester er tættere med sønnen, der har samme sind.
Dramaet kan folde sig ud
Skildringen af arkæologien og det historiske er gennemført ned til mindste detalje og virker helt igennem autentisk. Selvom gåden om fundene fungerer som et mysterium, er det aldrig bare et virkemiddel til at skabe spænding og mystik. Nej, det er en integreret del af karakterernes historie.
Fotograf Martin Munchs sanselige billeder af udgravningerne og naturen er smukke uden på noget tidspunkt at ty til sukkersød Morten Korch-idyl. De tilfører noget taktilt, så det føles, som om man selv deltager i udgravningen. Desuden er de med til at skabe seriens behagelige ro.
Diskrete virkemidler og roligt tempo skaber plads til, at dramaet kan folde sig ud. Men det betyder ikke, at det på noget tidspunkt føles for langsommeligt eller kedeligt. I stedet giver det seerens følelser mulighed og plads for at opstå, og man suges helt ind i dramaet.
Faktisk føles det næsten ubærligt ikke at vide, hvordan det hele ender, når man som anmelder har fået fem ud af seks afsnit til gennemsyn. For det er virkelig ikke til at forudsige, hvor det lander. Kan serien samle alle trådene og få det hele afsluttet elegant?
Med ’Danefæ’ har TV 2 skabt en serie, der både er dragende, rørende og æstetisk lækker. Hvis slutningen lever op til det niveau, de første fem afsnit har lagt, har vi at gøre med en af årets stærkeste danske dramaserier.
Karakter: 🖤🖤🖤🖤🖤
